Læsetid: 4 min.

FILM i tv

9. juli 1998

*Sam Peckinpah blev - sammen med Arthur Penn - voldens første koreograf i amerikansk film. I 1994 kom der en ny filmudgave af Jim Thompsons roman, med Kim Basinger og Alec Baldwin, men den er kun en svag afglans af Peckinpahs oprindelige version fra 1972 med Steve McQueen og Ali MacGraw. Steve McQueen, der døde i 1980, 50 år gammel, var en af datidens mest overbevisende action-stjerner, sammenbidt, målbevidst og uden manerer. Han kunne også vise følsomme sider, men gør det sjældent her som en løsladt straffefange, der har det så svært med den pludselige frihed, at han straks kaster sig ud i et bankrøveri. Han ender som jaget bytte for både politi og gangsterbander.
Det er nok Peckinpahs mest koldblodige, blændende virtuose film, men også med personlige motiver bag McQueens ligbestrøede og blodbestænkte vej mod frelse i det Mexico, som instruktøren holdt så meget af. På godt og ondt er The Getaway (skrevet af den senere instruktør Walter Hill) en af forudsætningerne for den moderne amerikanske gangster- og spændingsfilm - (alt for) forud for sin tid.
Men Sam Peckinpahs artistiske genre-beherskelse er hævet over al diskussion.
The Getaway/ Getaway - Vild flugt. DR 1, torsdag kl. 21.55-23.55

*Wes Craven, gammel rotte i gyserfaget, har netop hentet sig en solid succes med sine ungdommeligt veloplagte Scream-film. Men hans første store hit var filmen om den spøgelsesagtige massemorder Freddy Krueger, der hjemsøger teenagere i deres drømme. Det gælder om at holde sig vågen, hvis man vil undslippe Freddy.
Craven både skrev og instruerede filmen, der fik hele fire efterfølgere, hvoraf han dog kun var direkte involveret i en enkelt. Der leveres kontante gys krydret med en kulørt surrealisme, som strejfes af vanvittig poesi. Men ikke af den selvironi, der præger Scream-filmene.
Nightmare On Elm Street. TV2, fredag kl. 01.45-03.45

*Bertrand Tavernier, den altid interessante franske instruktør, udsendte i 1992 et af sine bedste arbejder, Gadens lov om det franske narkopoliti i arbejde - les stupes - der især går efter pushere og misbrugere i slumlignende indvandrerkvarterer. Filmen baserer sig på et manuskript af en forhenværende politimand, og den leverer et næs-ten dokumentarisk overbevisende portræt af politiets skrappe arbejdsmetoder og forråede hverdag.
Hovedpersonen er den 35-årige narkostrømer Lucien, der lever for sit job som nidkær opdager, men efterhånden sætter spørgsmålstegn ved sin leders afgørelser. Han er med i gruppe på otte civil-klædte strømere, der holder til i usle barakker - syv hårde hunde og en enkelt kvinde, som dog klarer sig bravt i mandefællesskabet. Man bruger vold under forhør, og efterhånden står det klart, i hvor høj grad strømerne smittes af den forråelse, de principielt prøver at bekæmpe. Man går efter de små pusherfisk og opgiver at få kloen i de store bagmænd. Dog ikke Lucien, der stadigvæk har resterne af en samvittighed. Men hvor længe kan han holde til det skrappe liv som arbejdsnarkoman? Hvornår kommer sammenbruddet?
Filmen satser ikke på overfladisk spænding, men på en genskabelse af politifolkenes mærkeligt isolerede verden styret af egne vilkårlige love. Man fornemmer klart, at den meget lange film kun alt for godt ved, hvad den taler om, og den vakte da også betydelig opsigt og debat i Frankrig. En levende og udfordrende film, som Betrand Tavernier selv indleder i et DR 2-interview.
L. 627/ Gadens lov. DR 2, lørdag kl. 20.30-23.00

*Spencer Tracy er det kompakte, kraftfulde midtpunkt i denne spændingsfilm fra 1954, der kan ligne en western, fordi den foregår i den lille mytiske ørkenby Black Rock. Her gemmer en serie uovertrufne skurke som Robert Ryan, Lee Marvin og Ernest Borgnine på en skammelig hemmelighed om en japansk-født farmer - et af ofrene for amerikanernes diskrimination af indvandrede japanere under Anden Verdenskrig.
Tracys en-armede krigsveteran dominerer filmen, der er instrueret med intens spændingsopladning og koncis billedopbygning af John Sturges.
Bemærk hvor lidt vold filmen rummer, og hvor chokerende den derfor er, da den endelig kommer!
En mand steg af toget/Bad Day at Black Rock. DR 1, lørdag kl. 23.10-00.30

*George Cukor er garanten for farvesikker stilsans og livlig instruktion i denne historie fra 1960 om et omrejsende teaterselskab i den amerikanske pionértid.
Det er kultiveret underholdning af den fint udciselerede slags, man ikke længere møder så tit, og Sophia Loren optræder både charmerende og sexet som teatertruppens primadonna. Derimod er Anthony Quinn fejlplaceret som gruppens leder, der er forelsket i hende.
Fra Cheyenne til Bonanza/ Heller in Pink Tights. TV-Danmark, lørdag kl. 23.35-01.15

*Bernardo Bertolucci scorede i 1987 både Oscar og stor publikumssucces med denne bredt anlagte og flot opsatte film om Kinas sidste kejser Pu Yi, der oplevede at regere over halvdelen af Jordens befolkning. Som tre-årig blev han indsat som marionet-regent, isoleret fra omverdenen, dyrket som en Gud og underlagt en mængde eksotiske ritualer. Hans magt var dog mest en illusion, og som ung giver han den som playboy i Vesten og lader sig i øvrigt narre af japanerne.
Filmen følger ham og Kinas historie i en 60-årig periode, indtil kejseren ender som gartner under det maoistiske styre.
Blandt de medvirkende i den ustyrligt billedsmukke film kan blandt andre nævnes
John Lone, Joan Chen og Peter O'Toole.
The Last Emperor/Den sidste kejser. DR 2, søndag kl. 20.25-23.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu