Læsetid: 5 min.

Filmisk kvantespring

31. juli 1998

I sin seneste film, 'Kundun', har Martin Scorsese forladt sine mean streets og bevæget sig ind under verdens tag i en politisk ladet historie om den 14. Dalai Lamas liv

NY FILM
"De har taget vores stilhed," siger Tibets unge overhoved, Dalai Lama, altimens de kinesiske højttalere brager løs med kommunistisk propaganda og påtrængende slagsange.
Vi befinder os midt i Martin Scoseses seneste film, Kundun, som fortæller historien om den 14. Dalai Lama fra han som lille findes i en fjern egn af Tibet til han på grund af kinesernes invasion må drage i eksil.
Kundun tager sin begyndelse i 1937, hvor en udsending fra den tibetanske regering efter lang tids søgen finder en lille, to-årig dreng, som menes at være den 14. inkarnation af Dalai Lama - kaldet Kundun - og derfor bestemt til at efterfølge den afdøde, 13. Dalai Lama, som landets religiøse og politiske leder.
Drengen, der allerede fra helt lille er en egensindig, nysgerrig og usædvanlig herre, bringes til hovedstaden Lhasa, og vi følger ham i løbet af den første, spændende, men også svære tid som Dalai Lama og til han i 1959 som stolt og stærk 24-årig må forlade Tibet.
Striden om Tibets uafhængighed af Kina har på dette tidspunkt stået på i mange år, men efter lang tid med fred og delvis anerkendelse af Tibets selvstændighed, ender det hele med et brag i 1950, hvor kineserne ikke længere vil finde sig i, at et religiøst funderet land som Tibet besynger deres selvstændighed.
Kineserne okkuperer under stor voldsomhed landet under dække af at ville redde tibetanerne fra de vestlige imperialisters depraverende indflydelse.
Til at starte med inviterer Mao tibetanerne til at medvirke i alle det reformivrige Kinas tiltag i deres hjemland. Intet skal ske for hurtigt eller uden Tibets naturlige samtykke. Flotte ord, og lidt for flotte erfarer Dalai Lama på dagen for sin afrejse, hvor en lettere dopet - forekommer det - formand Mao begynder at belære sin unge kollega om sin virkelighed.
"De må forstå, religion er opium for folket." Det handler altså ikke så meget om at modernisere Tibet eller hjælpe tibetanerne mod de vestlige kræfter, som det handler om at verdsliggøre landet, der baseret på de buddhistiske værdier er en torn i øjet på det fundamentalistisk-politiske Kina.
Det er Kinas stadigt mere brutale og blodige opførsel, som til sidst får den ikke-vold-praktiserende Dalai Lama til, meget mod sin vilje, at rejse.

Filmpolitik
Kunduns politiske budskab taget i betragtning kan man godt forstå, hvorfor kineserne forsøgte at stoppe filmen, bl.a. ved at true filmens producent, Disney-koncernen, med et stop for al handel på det kinesiske marked. En vægtig trussel idet kinesernes gradvise afspænding i forhold til Vesten betyder, at der åbnes op for et gigantisk potentielt marked - Kina er jo den folkerigeste nation i verden.
Disney tog da også truslen alvorligt, men i stedet for at skrinlægge Kundun, hvilket også ville have været meget dumt set i lyset af USA's og især Hollywoods gode forhold til den Dalai Lama, på hvis personlige beretninger filmen er baseret, så hyrede de den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger til at tage til Kina og gyde olie på vandene. Et klogt træk, som måske nok løsnede op for forholdet mellem Disney og Kina, men der vil utvivlsomt gå en rum tid, før menige kinesere får lov til at se Kundun i en kinesisk biograf.
Omvendt er Kundun ikke en film, som svælger i religion, politisk korrekte meninger eller humanistisk plidder-pladder. Scorsese koncentrerer sig om - og lægger mange følelser i - at skildre et folk, der må lide for deres overbevisning, og et menneske, som fra barnsben må slås med vægten af hele dét folks skæbne.
Som publikum fornemmer man Scorseses milde forundring over det ansvar og den magt, man så ukritisk og
uegennyttigt overlader til et barn, fordi man tror på, at det er en inkarnation af sin forgænger, og som derfor i sin sjæl ved, hvordan der skal tænkes og handles.

Troværdighed
Kundun er baseret på et manuskript af Melissa Mathison, der gennem en omfattende research og lange samtaler med den 14. Dalai Lama selv, har leveret en historie, som må formodes at være tro i hvert fald mod lamaens egne oplevelse af det skete. Adskillige af Dalai Lamas egne rådgivere og familiemedlemmer har medvirket på filmen som konsulenter, og manuskriptet er blevet godkendt af hans hellighed selv.
Om det er derfor, at Kundun virker tro mod selv den mindste detalje, er svært at sige, men i modsætning til Bernardo Bertoluccis kulørte Lille Buddha, føler man, at Scorsese og Mathison har fat i noget mere ægte hos den ikke-voldsdyrkende Dalai Lama, buddhismen og det tibetanske folk.
Det hjælper selvfølgelig på autenticiteten, at alle skuespillerne er indere og indfødte, eksilerede tibetanere, som for enkeltes vedkommende også i det virkelige liv har forbindelse med Dalai Lama.
Alle de farverige buddhistiske ritualer visualiseres både smukt og medrivende, hvilket Scorsese også kan takke sin fotograf Roger Deakins og sin mangeårige klipper Thelma Schoonmaker for, og især de tre skuespillere, som spiller Dalai Lama på forskellige tidspunkter i hans liv, kommer længere med deres mimik og gestik, end et mere ordrigt manuskript formodentlig ville. Ikke mindst fordi filmen er fortalt subjektivt, som oplevet gennem Dalai Lamas nysgerrige, årvågne og mere og mere erfarne øjne.
Og som en slags fuldendelse af filmens tematiske udtryk finder man den buddhistiske komponist Philip Glass' inspirerede (ind i mellem dog noget bombastiske og stilhedsberøvende) musik, der bruger elementer fra både mere almindelig, symfonisk filmmusik og fra de buddhistiske og cerremonielle temaer, filmen gengiver.
Mindre forståeligt, men tilgiveligt, er det således, at Kundun i sit portræt af Mao og kineserne forfalder til en noget uklædelig latterliggørelse, som står i skarp kontrast til filmens meditative tone.

Sine egne veje
Man kan kun beundre Martin Scorsese for de karrieremæssige kvantespring, han synes at foretage med f.eks. Edith Wharton-filmatiseringen Uskyldens år og nu Kundun - hans version af Gandhi, kunne man lidt søgt kalde den.
Det er film, som både visuelt, tempo- og indholdsmæssigt ligger et stykke fra de mean streets, Scorsese helst bevæger sig i - i eksempelvis Raging Bull og GoodFellas - og som viser en anderledes følsom og eftertænksom, men så absolut interessant side af den amerikanske instruktør.

*Kundun. Instruktion: Martin Scorsese. Manuskript: Melissa Mathison. Amerikansk (Grand og Dagmar, København, Café Biografen, Odense og Palads, Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu