Læsetid: 6 min.

Flower-Power

25. juli 1998

Kan man ændre verden ved at tænke på en anden måde - eller se med andre øjne?

QLUMMEN
Det skete afhænger af øjnene, der ser.
En evig sandhed, kort, kontant - og banal.
Journalister ville have talt om vinklingen som afgørende, samfundsforskere om holdninger eller tilgang, antropologer om positionering eller forestillinger.
Det handler om måden, som vi opfatter hinanden på, og følgerne deraf.
For nylig læste jeg en større artikel i Politiken, der omtalte nutidens skolebørn som små egoister. Den pågældende skole havde taget konsekvensen af ubehaget ved de forkælede, der krævede deres plads i klassen, og udsendt en brochure til forældrene, hvoraf de kunne læse, hvordan de 'skulle sætte grænser', lære deres børn at være sociale og vente til det blev deres tur.
I samme artikel sagde børneforskeren Dion Sommer det stik modsatte. Han var forbløffet over brochureinitiativet og mente, at det måske snarere var skolen, der skulle gentænke børnenes adfærd. De børn har, som han sagde, nogle helt anderledes ressourcer, som man skulle forsøge at udnytte i stedet for at irriteres over dem. Det er ikke nødvendigvis små asociale egoister, men de er vant til at blive lyttet til og taget med på råd og talt med, og derfor kræver de ofte en forklaring eller forlanger at komme på banen. Det er der et fantastisk potentiale i, mente Sommer; det handler blot om at finde den rette vinkling frem eller anvende den rette tilgang.
Såvidt børnene. Nu til det, jeg egentlig har på hjerte.
Engang var der oprør i den mexikanske Chiapas-provins. Fattige indianere sluttede sig sammen i en revolutionsagtig opstand, og tv-stationerne rapporterede undrende. Som en studievært, jeg tror det var på TV 2, spurgte en af de indkaldte eksperter:
"Jamen, hvordan kan så fattige mennesker gøre oprør? Hvordan har de overskud til det?"
Fattigdom syntes her synonymt med passivitet, og det var nærliggende at drage en parallel til Afrika - kontinentet, der i årevis blev afbildet i den vestlige bevidsthed som det udsultede barn med tiggerskålen. Var de fattige ,fordi de var passive? Eller passive, fordi de var fattige?
De seneste år har bragt en mængde aktørmodeller på banen, der anskuer individer som kompetente, kyndige og vidende om egen situation - uanset hvor elendige de praktiske forhold er. Inden for samfundsforskningen har man jævnligt diskuteret, hvorvidt sådanne modeller opstår som resultat af forskernes desperate behov for at forstå en tid med store opløsningstendenser og nye mønstre.
Det er der nok nogen sandhed i, men samtidig er det interessant, om selve anskuelsen fører en ny praksis med sig. Eller sagt på en anden måde: Som antropologen Kirsten Hastrup har sagt det er problemet med forestillinger, at de bliver virkelige i deres konsekvenser. Hvis man nu vendte denne kloge iagttagelse om og sagde, at det interessante ved forestillinger - eller tilgange/vinklinger - er, at de kan blive virkelige i deres konsekvenser - så står vi med en slikbutik af muligheder.
Anskuer man eksempelvis flygtninge som én masse eller som en række forskelligartede individer? Ser man 'dem' gennem en overførselsindkomstlinse, hvor alt andet end afhængigheden af systemet sorteres bort? Ser man dem som udnyttere af systemet, fordi nogle af dem er gode til at arbejde sort eller udnytte reglerne, ligesom de indfødte i de sociale boligbyggerier, hvor flygtningene er kommet til at bo her i Danmark?
Eller ser man dem som en saltvandsindsprøjtning til et hensygnende lokalt liv, som tilfældet var i flere af de ex-jugoslaviske flygtninges bosættelse i danske kommuner?
I bogen Kan vi leve sammen?, hvor en række antropologistuderende, en antropolog, en afdelingsleder fra Flygtningehjælpen og sagsbehandlere og flygtninge fra to kommuner har bidraget med artikler, skriver Thomas Roland, der er antropologistuderende, om 'ghettoen i Gellerup'. Roland har udført feltarbejde i Gellerupplanen uden for Århus, hvor 78 pct. af de 5.000 beboere er udlændinge.
En af hans hovedpointer er, at det har store følger for livet i 'ghettoen', hvordan den opfattes og omtales. En ghetto er altid noget negativt. 'De' bliver aldrig integreret, hvis de bosætter sig der, på evig overførselsindkomst og uden for det danske fællesskab. Vinklingen af Gellerup og lignende 'ghetto'-dannelser har så gennemgribende effekt på holdnings- og politikdannelsen, at stort set ingen er opmærksomme på det liv, flygtninge og indvandrere selv skaber i området. Dette liv, som vel må siges at være en integrationsbestræbelse i sig selv, forbliver usynligt så længe ghettoen fortsat omfattes af negativ vinkling - hvorved integration fortsat er et programmatisk mål snarere end en dybt individualiseret proces.

Tine Skak, også antropologistuderende, beretter fra Odense om somaliske flygtninges tankevækkende og meget forskellige kommentarer til kommunens integrationsforventninger:
"Det er utroligt, som danskerne hele tiden tror, at man kan bestemme over fremtiden og planlægge den i detaljer. Hvad der er sket for mig de sidste fem år ville jeg da aldrig kunne have forudset", pointerer således en somalier. Skak peger efterfølgende på, at når det danske system kan beskrive integration af somalierne som stort set umulig, er det fordi den anskues som noget fremtidigt og dermed noget fiktivt - og ikke som noget, der foregår lige her og nu.
Som Skak konstaterer om et af integrationens hovedmål, 'et godt dansk', var ingen af somalierne i tvivl om, at det ville de gerne lære. Men hvad formuleringen præcis indebar, var ikke altid klart. Kun at det dansk, man talte, altid kunne blive bedre.
Manuela P. Rasmussen beskriver hhv. en gruppe iranske flygtninge og en gruppe tyrkisk-kurdiske indvandrerkvinder i Herlev Kommune. Set gennem kommunens succeslinse klarer iranerne sig bedst. De er, som Rasmussen noterer, synlige i betydningsrummet integration, fordi de evner at begå sig i det kommunale system og deltager i foreningslivet m.m. Til gengæld er indvandrerkvinderne særdeles usynlige i selvsamme rum og fremstår ikke-integrerede: De foretrækker at leve livet hjemme sammen med børn og andre kvinder, uden at deltage i de offentlige tilbud.
Tilbage står magten. Samfundsforskningen interesserer sig sjældent for, hvad magtens repræsentanter egentlig mener - man interesserer sig derimod for at få dem til at mene noget andet, at anspore dem til handling ved at levere studie på studie af objekterne for deres økonomisk-social-politiske overvejelser - gamle, børn, arbejdsløse, flygtninge. Men hvis man nu vendte den om og prøvede at eksperimentere med aktørmodellerne, strakte dem ud til også at gælde magteliten, hvad ville der så ske? Kan man tale med en borgmester uden at mistænke ham for at have knive i ærmerne og usle motiver?
I dagens avis er der en artikel om nogle borgmestre og deres opfattelser af integration. Flere af borgmestrene havde markeret sig voldsomt i medierne med negativt ladede udtalelser og opfattelser om og af flygtninge og indvandrere. Signalerne var kraftige og gjorde livet usikkert og utåleligt for en lang række flygtninge, herunder de ex-jugoslaviske, som var debattens omdrejningspunkt. Men efter en række samtaler med borgmestrene viste der sig et andet billede for den fjerde og sidste antropologistuderende (mig selv) fra Kan vi leve sammen?
Der fandt kreative lokale handlinger sted; spørgeskemaer blev uddelt til flygtningene for at høre deres forventninger - og dertil kom, at borgmestrenes skråsikre kategoriseringer af flygtningene sjældent viste sig at kunne stå for en nærmere efterprøvning.
De voldsomme ord viste sig således oftere at være udtryk for en politisk strategi end for en reel holdning.
Kan man ændre verden ved at tænke på en anden måde, eller ved at se det skete med et andet blik?
Jeg ved det ikke. Måske er det ren flower-power.
I så fald: (Flower)Power to the people!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu