Læsetid: 5 min.

Før bjergene

27. juli 1998

Peter Meinert gjorde sig synlig på dagen inden det store slag
i Alperne. Tour de France fortsætter under fuldt beredskab over for nye dopingafsløringer

Grenoble - Mikrofoner blev rigget til oppe for enden af pressepladserne i midterovalen på cyklebanen i Grenoble, hvor Tour de France holdt til i går, og da en af løbets officials greb en af mikrofonerne og rømmede sig for at bede om journalisternes opmærksomhed et øjeblik, løb alle tusind op mod ham med blokke og båndoptagere i hænderne.
Var det meddelelsen om, at TVM's varetægtsfængslede sportsdirektør Cees Priem havde tilstået, og at holdets tilbageværende syv ryttere var blevet smidt ud af løbet? Den meddelelse, som alle i pressecentret efter temperament venter, frygter eller håber, og som vil kaste løbet ud i en om muligt endnu dybere krise.
"Jeg vil blot bede om Deres opmærksomhed for at fortælle, at Giuseppe Calcaterra er blevet deklasseret fra anden til sjettepladsen på dagens etape, det var det hele," sagde officialen med mikrofonen og en hysterisk latter bredte sig blandt journalisterne, som sivede ned på deres pladser igen for at skrive videre på deres dopingartikler.

Motiveret Meinert
Etapen fra Valreas til Grenoble i trykkende hede og gennem plantager af valnøddetræer var sidste flade før Alperne, og på de første 40 kilometer blev der angrebet anarkistisk og i et væk af folk, der ikke udgør nogen trussel for de bedst placerede, og som kunne lukrere på, at ingen af de store sikkert ville slide sig selv op dagen før den bjergetape, som ligner nøglen til hele løbet.
Men først da Calcaterra stak alene afsted ved 42 km blev han ikke kørt ind igen, og Peter Meinert stak efter ham og indhentede ham efter ni kilometers jagt alene. Kort efter fik duoen selskab af yderligere fire ryttere - Desbiens, O'Gradi, Van Bon, og Rodrigues - og det gode udbrud var skabt.
"Min storebror og min far er kommet herned på motorcykel og stod et sted ude på ruten, så jeg syntes, at jeg ville gøre en ekstra indsats, så de havde noget at se på også." Sådan lod Peter Meinert sig motivere til gøre sig synlig for første gang i dette Tour de France.
Han var ikke særligt godt kørende, da løbet startede, og er det fortsat ikke, men bruger de tre uger som en noget strabadserende træning til at være ved fuld styrke i Danmark, Holland og Spanien Rundt.
Den oftest flegmatisk og initiativløst kørende jyde burde have familien stående i vejkanten altid, åbenbart, for det var det rigtige angreb, han satte ind, og de rigtige folk han kom afsted med. 12 minutter var deres maksimalt forspring og i mål så stort som ti.

Ikke til Meinerts ben
Etapeafslutningens flade vej var ikke lige efter Meinerts ben - han vil helst have den kuperet - og i en spurt mellem de seks, ville han ikke have store chancer. Så han forsøgte at gå alene, da der manglede seks kilometer, og endnu gang, da der var tre igen: "Jeg vidste jo, at Leon van Bon og O'Grady er rimeligt hurtige sprintere, så det var alt eller intet. Skulle jeg vinde, så skulle jeg afsted, men jeg havde så ikke helt benene til det. Jeg prøvede, men det gik ikke helt rigtigt. Da jeg prøvede at køre sidste gang, da der manglede tre kilometer, kom Desbiens forbi mig som en raket, og der begyndte jeg at få lidt krampe, så jeg havde til sidst nok at gøre med bare at komme med hjem," lød Meinerts ord bagefter.
Laurent Debiens fra Cofidis havde været den mest aktive i udbruddet, og det var også hans forsøg på at komme alene af sted, der var mest bund i. Han kørte for en etapesejr, og i starten også for at få Telekom til at arbejde, men den bed tyskerne ikke på.
"Desbiens kørte utroligt stærkt i starten, og ødelagde lidt rytmen, for han kørte lige en tand for stærkt. Han var nok den stærkeste mand, men han kørte lidt dumt," mente Meinert.
I spurten besejrede O'Grady - som nu kan lægge etapesejr til sine tre dage i gult -Calcaterra, som altså blev deklasseret på grund af ureglementeret kørsel, og Peter Meinert blev nummer fire. Feltet kom samlet ind 10,05 minutter senere.

Udfordrere skal slå til
Stilling i toppen af løbet er ikke nær så betryggende for Jan Ullrich, som den var sidste år før Alperne. Da havde han fire minutter at tære på til den nærmeste.
I år er det blot syv minutter, der skiller ham fra nummer 20, Leonardo Piepoli, og skønt den lille bitte mand fra den italienske støvlehæl Puglia næppe vil være en seriøs konkurrent, kan han blive en af nøglepersonerne på dagens etape. Den er på 189 km og går over Col de la Croix de Fer og Col du Galibier - begge uden for kategori - inden den ni km lange opstigning til Les deux Alpes, der i år erstatter nabotoppen Alpe d'Huez.
Les deux Alpes er hverken så lang eller så stejl som Alpe d'Huez, og selv om Marco Pantani godt kan bruge den til at vinde etapen på, så kan han ikke bruge den, hvis han skulle få ambitioner om også at vinde Tour de France.
Den tidsforskel, han vil kunne skabe ved at vente med at sætte et angreb ind dér, vil være for lille. Så han er nødt til at angribe allerede på Galibier, eller cirka 60 km fra mål. Og gør han det, vil han få brug for allierede op og ned ad den, inden han så kan sætte stødet ind op til Les deux Alpes.
Piepoli er en naturlig allieret som alle andre bjergstærke og enkeltstartssvage, for hvem etapen i dag er helt afgørende. Det er ikke sidste chance, men der kommer ikke flere etaper, hvor målet ligger i højden.
Jan Ullrich fortalte efter etapen i går, at der var slidt hårdt på Telekom indtil nu, men han regnede med at have tre-fire mand til at støtte sig i de kommende bjerge. Riis, Totschnig, Frattini og Böltz kan man gætte på. Dem skal Marco Pantani og de andre bjergstærke udfordrere have sat allerede på Galibier, så Jan Ullrich tidligt bliver isoleret, hvis den nødvendige tid skal hentes.
Hvis man kan abstrahere fra dopinghistorierne og skrækken for meldinger om nye skandaler, bliver det Tourens interessanteste dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her