Læsetid: 5 min.

Fornyelsen kommer fra Nord

4. juli 1998

Unge danske samtidskunstnere bliver eksponeret igen og igen - ofte med de samme værker. Deres svenske og norske jævnaldrende byder på underfundigt modspil

UDSTILLING
På udstillingen Come Closer i Nikolaj kan en lille håndfuld af unge danske samtidskunstnere - disse kuratorernes yndlinge - ses igen, men i en ny og anden kontekst, der inkluderer såvel nogle af 'fædrene' fra 60'erne som en række af deres jævnaldrende kolleger fra Sverige og Norge, der trods alt gør udstillingen seværdig - også for et kunsthungrende dansk sommerpublikum her i den grønne, våde 'vinter'.
For et stykke tid siden blev der i disse spalter skudt med skarpt på en såkaldt selvbestaltet elite, der angiveligt skulle regere den unge kunstscene herhjemme. Visse cool kunstnere blev eksponeret igen og igen, mens andre, ifølge skribenten, mere talentfulde og romantiske kunstnere, blev holdt ude.
Regningen for denne forvridning af kunstscenen sendte skribenten til Nikolaj, Kunstforeningen og en række kuratorer og kunsthistorikere, hvis reelle magt - vil jeg imidlertid hævde - ikke er særlig stor.
Et kig i Center for Dansk Billedkunst nys udsendte, uklædeligt selvforherligende nyhedsbrev dokumenterer skævvridningen, men sætter en helt anden adresse på påstanden: Dette uhyre vigtige organ for dansk billedkunsts formidling i udlandet og vice versa og dets nyansatte, foretagsomme, unge kurator Lars Bang Larsen, har visse kunstneriske præferencer, som taler deres eget tydelige sprog på det hvide papir. Man støtter en lille håndfuld kunstnere, der igen og igen sendes til udlandet med de samme værker.
Når det nævnes på denne plads, er det, fordi man i Nikolaj med undren endnu engang konstaterer, at man nu skal se de samme tragikomiske videos af Peter Land, som man har set på utallige udstillinger i de senere år - såvel i udlandet som herhjemme - eller Joachim Koesters "Day for Night, Christiania", med fotooptagelser af fristaden i måneskin, Ann Lislegaards videos og stills fra hendes New Yorker atelier i spejlforvrænget gengivelse, Gitte Villesens efterhånden trættende videos af den gamle Villy og af en ung fyr fra Vorbasse hestemarked m.v.
Disse værker har langt fra den tyngde, der berettiger, at de udstilles igen og igen, og man undrer sig: Har disse unge kunstnere ikke mere drive? Er de da gået helt i stå efter deres internationale gennembrud? Hvornår laver de noget nyt?

Det ny vækstlag
Kunstforeningen, Gl. Strand, der p.t. eksponerer afgangsholdene fra Kunstakademiet 1998 - inklusive kendte grupper som Superflex og N55 - sidstnævnte kan også ses i Nikolaj - viser i øvrigt også, at der er et godt vækstlag i det unge kunstmiljø, så vi må håbe, at kvoten ikke er ganske opbrugt, og udlandets interesse for den skandinaviske kunstscene ikke er veget helt, når det om føje tid bliver deres tur.
Udstillingen i Nikolaj er arrangeret af Dr. Friedemann Malsch fra Liechtenstenische Staatliche Kunstsammlung, hvor den i en let udbygget udgave først blev vist, og af Maria Lind fra Moderna Museet, men er blevet støttet af CDB og rummer katalogtekster af såvel direktør Lars Grambye som af nævnte Lars Bang Larsen.
Udstillingen fokuserer på "yngre kunstnere, der inden for rammen af post-koncept tendenser arbejder med udgangspunkt i personlig erfaring, sammenflettet med overvejelser om sociale relationer og magtstrukturer", som det hedder. Man ønsker at demontere udlandets vante forestillinger om en metafysisk tynget nordisk kunst og samtidig at give et dansk publikum mulighed for at se på nutidig dansk kunst med en udenlandsk optik. Udstillingen vises senere i London og Budapest, så det er en decideret eksportvare.

Uhyggen breder sig
Efter disse indledende opstød vil jeg koncentrere mig om 'de andre' eller 'nye' værker: Interessant og tankevækkende er ikke mindst svenskeren Carin Ellbergs (f. 1959) installation "Sunrise" fra 1993 med en roset, formet af nylonstrømper, der som en sol sender uhyggelige 'stråler' ned på et villakvarter i lille scala med dertil hørende parcelhuse, mærkeligt fremmede væsener, hundelorte i naturlig størrelse m.m. Et mystisk og tvetydigt legetøjsunivers, javel, men også et univers, der består af genbrug både af klichéer og af materialer, der transformerer et tilsyneladende kendt univers til en 'unheimlich' affære, et fremmed sted på jord. Selv når man befinder sig ved hjemmets trygge arne, kan man aldrig vide sig sikker, synes denne installation at sige. Nylonstrømperne henviser til noget erotisk, noget kropsnært, som i installationen forvandles til noget så lidt fysisk som solstråler.
Marie-Louise Ekman (f. 1944) er en af 'moderfigurerne' på udstillingen, og hendes bizarre fortællende værker fra 60'erne og 70'erne, der låner effekter fra popkunst og børnebogsillustrationer, er humoristiske og poetiske kommentarer til hverdagslivet, som man i den grad savner i megen alvorstynget 90'er kunst.
Hun skaber små universer i sardindåser, i plexiglasmontrer, hvor f.eks. Mini Mouse i et lyserødt univers sidder og ser tv. Ekmans værk eksponerer et dukkehusunivers, fyldt til bristepunktet med kommentarer til hendes egne livserfaringer, men her transformeret til et alment, genkendeligt sprog. Morsomt og fantasifuldt, men ikke uden bid.

Pioner i popkunst
Öyvind Fahlström (1928-1976) er en af pionerne i svensk popkunst. Hans skriftrige værker gennemstrømmes af en anarkistisk og legende holdning til den herskende samfundsorden, hvor han mikser flere forskellige verdener, som f.eks. i hans store, naivistiske verdenskort af Latinamerika, der fyldes til bristepunktet med fortællinger.
Også Kjartan Slettemark, der f.eks. i 1974 manipulerer med fotografier af Nixon eller i 1975 laver en lattervækkende puddel-aktion, hvor han iklædt puddel-kostume ser verden med hundens øjne, leverer underfundig og poetisk kunst.
Så er der en håndfuld gode værker af de danske 'fædre' Albert Mertz - malerier og collager, der tager sig ud, som var de lavet for et øjeblik siden - og af Arthur Køpcke. Men flere af 90'er kunstnerne har også noget at komme med: For eksempel nogle aparte og karakteristiske broderier af misdannede mennesker, lavet af den unge norske kunstner Hans Hamid Rasmussen (f. 1963), ligesom svenskeren Matts Leiderstam (f. 1956) med sine metafysiske, surrealistiske, arkadiske landskabsinstallationer rammer ind i noget på én gang velkendt og fremmed, så alt i alt kommer man et skridt nærmere på nogle spordannelser i svensk og norsk samtidskunst.

*Come Closer. Skandinavisk 90'er kunst med forløbere. Nikolaj, Nikolaj Plads, Kbh. Dagl. 12-17. Til 9. aug.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her