Læsetid: 2 min.

Gen-planter hives op med rode

11. juli 1998

I England går kritikerne af de gensplejsede afgrøder radikalt til værks

Mens landbruget i Danmark tøver og forbrugernes modvilje analyseres af markedsforskere, river britiske miljøaktivister de gensplejsede planter op med rode.
Sidste weekend var det kvindelige aktivister fra en gruppe kaldet genetiX snowball, der saboterede en forsøgsmark med gensplejsede rapsplanter i Watlington, Oxfordshire. De gensplejsede planter er af firmaet Monsanto gjort modstandsdygtige mod ukrudtsmidlet Roundup, som også fremstilles af Monsanto.

Tag ansvar
"Jeg håber, aktionerne vil inspirere andre til at følge os og tage ansvar for at forhindre denne teknologi i at ødelægge vort miljø og true vore fødevarer og sundhed," sagde advokat Rowan Tilly, en af aktivisterne, til dagbladet The Times efter weekendens aktion. En talsmand for Monsanto sagde samtidig til avisen, at man nu afventer en rapport om sabotagen og på den baggrund afgør, om der skal rejses sag mod aktivisterne. Aktionen var nummer 20, som britiske miljøaktivister inden for de seneste tre måneder har gennemført mod de cirka 300 forsøgsmarker, som i England og Skotland er tilplantede med gensplejsede afgrøder.
Samtidig støtter flere af de større britiske miljøorganisationer en principiel retssag rejst af en økologisk landmand i Devon, som ufrivilligt er blevet nabo til en forsøgsmark med gensplejset majs. Sagsøgeren mener, at forsøgsmarken indebærer en risiko for overførsel af de gensplejsede egenskaber til hans egne afgrøder via krydsbestøvning.

Prinsen imod
De radikale britiske aktivister afspejler den udbredte usikkerhed og skepsis, som hersker i den britiske offentlighed i spørgsmålet om gensplejsning.
En meningsmåling offentliggjort sidst i juni af forbrugerorganisationen GeneWatch fortæller, at 77 procent af de adspurgte borgere går ind for en tænkepause for projekter med udplantning af gensplejsede planter. 58 procent erklærer sig egentlig imod gensplejsede fødevarer, mens 22 procent er for.
Modstanden er formentlig ikke blevet mindre af, at den britiske Prins Charles for nylig i et indlæg i avisen The Daily Telegraph erklærede sig utvetydigt imod gensplejsning af fødevarer.
Parallelt med prinsens udspil har Monsanto indledt en informationsoffensiv i Storbritannien, hvor man ved millioninvesteringer i formidling af oplysning vil forsøge at vinde offentlighedens forståelse for de gensplejsede planters fordele.
Samtidig med denne åbenheds-kampagne har en af Monsantos konkurrenter, det tyske selskab AgrEvo, nu i følge tidsskriftet Nature bedt den britiske regering om for fremtiden at hemmeligholde, hvor de biotekniske selskaber foretager deres forsøgsudplantninger af gensplejsede afgrøder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu