Læsetid: 3 min.

En gentleman kom til byen

9. juli 1998

Trods sine 72 år udstråler Tony Bennett vitalitet og livsglæde, og selv om stemmen er en smule slidt, er han stadig en mesterlig fortolker af den store amerikanske sangbog

JAZZFESTIVAL
På tapetet var mødet med det 20. århundredes store amerikanske sangbog i form af én af dens nobleste fortolkere, den 72-årige crooner Tony Bennett. Denne velpreserverede og elegante - ordet debonaire falder lige for - gentleman gik veloplagt på lige godt 10 minutter over syv i en cirkusbygning, fyldt med folk, der åbenlyst var kommet for at lytte - samt hylde en legende, som aldrig tidligere har sat sin fod i en dansk koncertsal. Og klichéen 'bedre sent end aldrig' gav med ét mening - og dét i den grad!
Og Bennett kvitterede for den ekstastiske modtagelse med en sand opvisning i
sangkunst, præget af en minimalistisk tilgang og et maksimalt overskud. Stemmen er noget slidt, og ind i mellem var der en tone som ikke blev nået, lige som enkelte fraseringer ikke helt forløstes.
Men ikke desto mindre må koncerten som helhed betegnes som en kunstnerisk succes, idet Bennett i høj grad syntes at kende sine begrænsninger, og yderst sjældent kastede sig ud noget, der bare kunne minde om blær eller opvisning. I stedet holdt han sig til præcise afleveringer af en stribe sange, hvoraf de fleste nok skal holde et århundrede eller to endnu.
Det har nu heller aldrig været Bennetts stil at forsøge at 'overbyde' en sang - fra starten har han markeret sig som en 'toppen-af-isbjerget'-sanger i helt usædvanlig grad.

Sangen i centrum
Trods afsættet i jazz - som bliver stedse mere hørbart med årene, efterhånden som han i højere og højere grad vender tilbage til trio- og kvartet-akkompagnement - og hans åbenlyse respekt for genrens udøvere af den gyldne improvisationskunst, synger han efter Dizzy Gillespies device: "You don't need 25 choruses to get your message across".
Denne minimalistiske og dog så udtryksfulde tilgang har tilladt Bennett at blive gammel med værdighed, eftersom han ikke på samme måde som visse sangere skal leve op til fordums virtuositet. Men selvfølgelig er der da sket en reducering af både tone og klang, som Bennett så til gengæld kompenserer for ved hjælp af sin formidable fortolkningsevne, samt en teknik, hvor han til tider næsten hvisker - selv om han sekundet efter sagtens kan finde på at give den fuld skrue og antyde hvor meget volumen, der stadig gemmer sig i denne vitale herre, som simpelthen oser af musikalitet og klasse.
Det skadede heller ikke sagen at han blev akkompagneret af pianisten Ralph Sha-ron, som han har spillet on and off med i over 30 år. Mellem disse to eksisterer et nærmest telepatisk forhold, og selv om Sharon er en habil solist, som det er en fornøjelse at lytte til, lægger han sig som oftest bag Tony Bennett - og dermed selvfølgelig sangen af hvad karakter den måtte have: Om den er rytmisk opstemt og glad - som I Love A Piano eller They All Laughed - eller melankolsk og higende - som den mesterlige How Do You Keep The Music Playing eller den udødelige As Time Goes By - er det kompositionen, som er det absolut centrale i showet.

Sprællevende kurator
Hvis man forestiller sig dette sangkatalog - skrevet af giganter som bl.a. Cole Porter, Irving Berlin, Gershwin-brødrene, Johnny Mercer og Duke Ellington - som et museum, så er Tony Bennett dette museums sprællevende kurator, der utrætteligt påpeger, hvorledes disse pragtgenstande stadig emmer af liv, energi og relevans.
Selv om mange af dem er romantiske ditties fra Broadway-musicals, og ord som heart og lover og always popper op igen og igen, formår mange af dem i hænderne på den rigtige fortolker at udsige eviggyldige sandheder om kærlighed, forelskelse, tab og længsel: Således nærmest føg tårerne ud af øjnene på denne anmelder, da Bennett satte i med den hjerteskærende Autumn Leaves, en fransk sang, som vel egentlig 'tilhørte' Yves Montand, men som Bennett her ubesværet gjorde til allemandseje.
Udover Sharon kunne man glæde sig over den ekvilibristiske trommeslager Clayton Cameron, bassisten Doug Richeson og den Wes Montgomery-inspirerede guitarist Grey Sergeant. Der blev endvidere tid til afdelinger, hvor både Frank Sinatra, Billie Holiday og Fred Astaire blev hyldet, før festen blev afsluttet med en pragtudgave af Ellingtons In A Mellotone.
En aften af de sjældne med en af amerikansk populærmusiks allermest karismatiske og jordnære entertainere. Tak, Tony...

*Tony Bennett m/Ralph Sharons kvartet, Cirkusbygningen, tirsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her