Læsetid: 8 min.

Et globalt jysk vejkryds

29. juli 1998

I Kolding Storcenter sælges ægte oliebilleder i italienske kvalitetsrammer, malet af kinesiske kunststuderende. I Fredericia havn lastes russiske skibe med korn og kunstgødning, mens IT-firmaet Run Times i Vejle ekspanderer i Holland og Italien

De forretningsdrivende i det enorme indkøbscenter lige uden for Kolding er glade for sommervejret.
"Regnvejr gavner indtjeningen," smiler Per Overgaard Nielsen, chef for Vejle Amts Udviklingsråd og min vejviser i det jyske trekantsområde.
Lige inden for centrets svingdør i Blå indgang ligger Bilka Torv, opkaldt efter centrets hovedattraktion. Her fanger en stand straks øjet: Med sætninger som "Eksklusivt oliemaleri, pris 1.790 kroner" og "originalt håndmalet oliebillede med italiensk kvalitetsramme, pris 990 kroner," prøver hr. Bendixen at sælge alt fra provencalske landskaber i impressionistiske pletter, naturalistiske solsikker, halvt af- og påklædte kvinder og abstrakte farvelader, "inspireret af Riget". For som Bendixen forklarer: "Jeg skyder med spredehagl; der skal være noget for enhver smag."
Hr. Bendixen har kontor i Shanghai i Kina og gode forbindelser dér fra den tid, hvor han designede og solgte møbler: "kakkelborde og andre kvalitetsting."
Men andre fabrikanter fabrikerede samme sortiment, blot til en billigere pris - "selvfølgelig i en helt anden kvalitet" - så nu har Bendixen slået sig på produktion af og handel med kunst:
"Jeg finder frem til unge kinesiske kunstnere, som maler billederne på samlebånd ud fra de ideer, jeg giver dem. Det ændrer jo ikke ved, at motiverne er flotte. Se det her: Jeg fik ideen, da jeg så Riget i fjernsynet og gav inspirationen videre," siger han og fremviser et lærred med angstfyldte farvede skygger.
På den måde tjener de kinesiske malere "mindst lige så meget som en bankdirektør i Kina", og Bendixen sælger de håndmalede oliebilleder til hoteller og restauranter i hele Norden. Salget i indkøbscentret går derimod ikke så godt.

Købmandssnak
Per Overgaard Nielsen kan ikke dy sig for at diskutere forretningskoncept med Bendixen. Mon han ikke ville sælge mere, hvis billederne var tre gange så dyre? Hvorfor ikke lade de kunststuderende male som de lyster, åbne et galleri og sælge billederne som det, de er: unge kinesiske kunstneres værker? Det ville appellere til et andet og mere købedygtigt publikum, mener han.
Denne købmandssnak mellem ligemænd overbeviser imidlertid ikke Bendixen. Han er sikker på, det bedre kan betale sig, at give kunderne mulighed for at bestille diverse motiver i både højformat og langformat og tre forskellige størrelser.
Hr. Bendixens oliemalerier er et spøjst eksempel på, at trekantsområdet mellem Vejle, Fredericia, Kolding og Vejen for alvor er blevet et lokalt hjørne af det globale marked: I Frederica havn bliver et kinesisk fragtskib lastet med korn, og et russisk skib med gødningsstoffer, da vi kører forbi. Tyggegummifabrikken Dandy i Vejle har erobret halvdelen af det russiske marked for tyggegummi og bygger fabrik i Novgerod syd for Sct. Petersborg. IT-virksomheden Run Times, som sælger software til at designe møbler og modetøj, har oprettet filialer i Holland og Italien.
Det er blot et par af årsagerne til, at Vejle amt i mange år har haft overskud på handelsbalancen ( sådan nogle opgøres også regionalt): Fra 1980 til 1994 voksede eksporten fra amtets virksomheder med hele 83,5 procent.
Og selv om en voksende import gav amtet underskud på samhandlen med udlandet i 1995, bekymrer det hverken udviklingschef Per Overgaard Nielsen eller amtsborgmester Otto Herskind Jørgensen. Dels fordi en betydelig del af den øgede import skyldes investeringer i nye maskiner og produktionsanlæg, der giver grobund for fremtidens eksport. Dels fordi underskuddet på amtets internationale handelsbalance opvejes af den danske mellemregionale handel, så Vejle Amts samlede handelsbalance stadig opgøres i plus-tal.

En heldig geografi
Otte Herskind Jørgensen giver først og fremmest en heldig kombination af geografi og infrastruktur skylden for, at Trekantens økonomiske vækst efterhånden har bragt arbejdsløsheden i området ned i nærheden af det, der blev kaldt fuld beskæftigelse i 1960'erne.
De gamle fjordbyer, Horsens, Vejle og Kolding og havnebyen Fredercia ligger tæt "målt i det moderne afstandsbegreb tid," som Per Overgaard Nielsen udtrykker det:
"I disse fire bycentre og oplandet der omkring kan rundt regnet 300.000 mennesker nå hinanden i løbet af en halv times tid. Vi har fordelene af storbyens befolkningskoncentration, men ikke storbyens trafikproblemer."
"Vi ligger heldigt i det danske vejkryds mellem nord-syd og øst-vestgående trafik og tæt på den internationale lufthavn i Billund," fortsætter amtsborgmesteren, som kalder Storebæltsforbindelsen "et meget stort nationalt fremskridt, der placerer os endnu mere centralt i Danmark " - men han er utilfreds med, at det koster penge at køre over broen.
Per Overgaard Nielsen er enig: "Det er en indenlandsk toldbarriere. Vi har regnet ud, at prisen over Storebælt svarer til, at man skulle give 75 kroner for at komme fra Fredericia til Middelfart over Lillebæltsbroen. Der er ingen erhvervsmæssig interesse i, at det koster penge. Det hindrer blot udvekslingen af varer og viden."

Syren
Udviklingschefen og amtsborgmesteren tager mig venligt rundt på en erhvervs-sightseeing.
For enden af Falstersgade i Fredericia ligger Kemira - et finsk aktieselskab har overtaget Superfos produktion af kunstgødning. Fabrikken har den særlige grimme skønhed, der kendetegner store industrianlægs betonmasser og vredne rørsystemer.
De omkringliggende lave beboelsesejendomme er sært grå i huden. "Syre i luften," forklarer Herskin Jørgensen - fra dengang helt frem til slutningen af 1980'erne, hvor Superfos ledte urenset røg ud gennem skorstenen og urenset spildevand ud i Lillebælt.
Nu er røgfanen fra den høje skorsten hvid af vanddamp, spildevandet renses på det kommunale rensningsanlæg, og tæt ved fabrikken, for enden af byens hovedgade, ligger en badestrand med et blåt flag, som amtsborgmesteren udpeger.
Næste dag taler jeg med et SF-medlem af amtsrådet Per Laursen. Jo, Kemira har løst de fleste miljøproblemer, medgiver han, om end der stadig sendes mellem 400 og 500 ton støv ud gennem skorstenen:
"Men det store problem er risikoen for ulykker. Det er ikke mere end to år siden, at en brand på fabrikken lagde en gul sky over hele byen en tidlig lørdag morgen. Hvis gødningen brænder, udvikles nitrøse gasser - i familie med sennepsgas - der giver vand i lungerne."
"Derfor ligger den virksomhed helt forkert. Den bør flyttes uden for byen."

Sort røg
Gødningsfabrikkens placering midt i et boligområde i Fredericia hører lige som Bryggeriet Slotsmøllen i Koldings ditto placering til "de årtier, hvor man ikke havde øjne for andet end vækst", siger Per Overgaard Nielsen.
"Det var dengang, byerne var glade for, at der kom sort røg ud af skorstenene: Et tegn på produktion, arbejde og velstand."
Nu om dage bygges boligområder og arbejdspladser adskilt, og "i de ti år, jeg har boet her, er der opstået helt nye industrikvarterer," fortæller Per Overgaard Nielsen, da vi kører vi gennem ringe af lave firkantede industribyggeklodser omkring Vejle, Kolding og Fredericia.
Fødevarer, metalindustri, elektronik - "vi har et meget bredt spektrum af industriel produktion, og det har reddet os fra de problemer, som en monokultur giver et område - for eksempel værftet og sukkerfabrikken på Lolland," siger Per Overgaard Nielsen.
Miljøpolitikken er med til at gøre området attraktivt:
"Miljøet, de gamle og børnene skal passes," siger Boye Andreasen, som er formand for DA i Vejleområdet og konservativt byrådsmedlem.
Han nævner Green Network som et eksempel på det gode samarbejde mellem offentlige myndigheder og det private erhvervsliv: Amtet tilbyder rådgivning og konsulentbistand til firmaer, som vil udarbejde et miljøregnskab og lægge planer for miljøforbedringer. Foreløbig deltager 180 virksomheder i netværket.
Det er åbenbart nemt at blive enige og samarbejde på tværs af politiske skel, i vækst- og fremgangstider. Uanset om man spørger amtsborgmesteren, der er venstremand, Jack Nielsen, der er medlem af Vejle byråd for SF eller konservative Boye Andreasen understreger de, hvor vigtigt det er med en kulturpolitik, der skaber en bred vifte af tilbud, antallet af daginstitutioner og gode uddannelsesinstitutioner. Det - og ikke lavere skatter - kan trække arbejdskraft til området.

Danmarks Korea
Er der slet ikke sorte skyer i Trekantens fremtidsudsigter?
Jo, det kan godt bekymre amtsborgmesteren og udviklingschefen, at Vejle Amts overskud på handelsbalancen er summen af et overskud på varesiden og et underskud på servicesiden.
Per Overgaard Nielsen eksemplificerer med udviklingen i en stor lokal virksomhed:
"For ti år siden havde firmaet egen reklameafdeling, eget finanscenter og egen håndværkerafdeling. Nu er alle sidefunktionerne skåret væk. Håndværket købes hos lokale mestre, mens de finansielle ydelser og markedsføringen købes hos københavnske firmaer. Med andre ord køber virksomheden ydelser med lavt vidensindhold lokalt og højt vidensindhold i København."
Der er langt færre højtuddannede i Trekanten end omkring universitetsbyerne. Derfor har amtsborgmesteren kastet sin energi ind i projektet med at fusionere Odense Universitet, Sydjysk Universitetscenter i Esbjerg og Handelshøjskole Syd i Kolding til et nyt Syddansk Universitet: "Det er lige så vigtigt for Trekantsområdet, som en international lufthavn er for Århus."
Folketinget har bevilget 40 millioner, de involverede amter har bevilget 20 millioner til projektet. Men lige nu tøver Handelshøjskolen Syd med sin endelige accept og deltagelse i universitetsfusionen.
Det er "helt uforståeligt," mener Per Overgaard Nielsen, i en tid, hvor stigende globalisering og internationalisering af økonomien, kombineret med et stigende krav om øget vidensindhold i produkterne, stiller erhvervslivet i Vejle Amt over for nye udfordringer:
"Vi skal nødig ende som Danmarks Korea eller Kina, hvor man bukker rør og maler oliebilleder på samlebånd."

Det skæve Danmark
Myten om det jævne Danmark, hvor få har for meget og færre for lidt; hvor værdierne er fælles og kernedanske, trives i bedste velgående.
Men er danskere så ens? Har de samme muligheder, samme drømme for deres liv, samme håb til fremtiden?
I første omgang var Informations reporter på Lolland, som er præget af mange års høj arbejdsløshed, og hvad deraf følger af fraflytninger, dårlig personlig og kommunal økonomi og mismod vekslende med forsøg på at tale bedre tider i gang.
Derefter gik turen til Ærø i det sydfynske øhav, hvor øboerne ikke betragter alternativ og vedvarende energi som fantasteri, men som realistiske bud på fremtidens energiformer. Blandt andet står verdens største solfangeranlæg i Marstal kommune.
Næste stop var Søllerød nord for København. Her bor de velhavende: De erhvervsaktive borgere tjente sidste år gennemsnitligt 380.000 kroner. Det er svært at finde en villa til under halvanden million - og sidste år steg de i forvejen dyre huse med 24 procent.
I denne uge er Pia Fris Jensen i det jyske trekantsområde mellem Vejle, Fredericia og Kolding, hvor arbejdsløsheden er på vej ned mod det, der blev kaldt fuld beskæftigelse i 1960'erne.

De forrige artikler i serien blev bragt 9.,15. og 22. juli. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu