Læsetid: 4 min.

Grådkvalt kylling

2. juli 1998

Man kan kun dø rigtigt én gang - men i mediernes verden er det selvfølgelig anderledes

HERHJEMME
Demokraten David Bonier var rørt, da han sagde mindeordene over entertainer Bob Hope i Repræsentanternes Hus.
"Han var en stor amerikaner og en stor verdenspersonlighed".
Næsten lige så rørt var Hopes datter formentlig, da hun næste dag svarede en reporter:
"Far er ikke død! Far spiser morgenmad".
Lørdag den 6. juni blev i det hele taget en underlig dag for Bob Hopes datter og talsmand - de måtte bruge det meste af den på at flå Hopes offentlige liv ud af journalisternes kvælertag. For siden kongresmedlemmet Bob Stump fredag erklærede Hope død fra talerstolen, havde både de store nyhedsbureauer og amerikanske tv-stationer bragt nyheden. Og nekrologen.
Den tager vi lige en gang til: Fra kongressens talerstol siger Bob Stump, at Bob Hope er død. Kort efter breder nyheden sig til hele verden, bl.a. via Internet, fordi ingen på nyhedsbureauerne tjekker oplysningen.
Aha, tænker man, der kan altså være en række betydelige personer, der går døde rundt i bedste velgående?
Og endnu bedre: fedt, jeg er journalist. Jeg tror sør'me, at der er en stakkels sjæl(!), der ikke behøver møde på jobbet i morgen. Hø hø.
Når vi journalister knalder dig én med nekrologen, så er du død.

Han døde til tiden
Og dog. I en række tilfælde kan man se pressen løbe den stik modsatte vej og forsøge at slå et afgudsbillede ihjel i stedet for personen, der rent faktisk døde. Det findes i alle afskygninger, fra de venlige til de stinkende:
"Kendt politiker død", eksempelvis. Skift "politiker" ud med titler efter behov - der er alligevel kun et problem. Udsagnet er det rene vrøvl uanset hvilken titel, der står. Hvis den salig person virkelig var kendt, hvorfor så ikke nøjes med at skrive navnet?
Da Olof Palme blev myrdet, stod der da: "Kendt statsminister skudt" i de svenske aviser? Nej, det gjorde der nok ikke.
Desværre er det ikke det eneste nonsens, som døden får journalister til at løbe over med. Det bliver værre:
"Han var en bla bla bla... før sin alt for tidlige død"
Flinke folk, de journalister, han døde for tidligt, okay. Men hvad fanden skulle de ellers skrive?
Nok ikke, at vedkommende skred i svinget lige en postgang for sent. Han døde til tiden, så? Ej.
Men det er egentlig ikke så, slemt med den slags mangel på akkuratesse - den går i hvert fald ikke så meget udover nogen, som den næste drengestreg.

Kjeld kan afspilles
Medierne har ganske vist pligt til at fortælle folk den bedst mulige udgave af sandheden, men de er også nødt til at lokke folk til at læse, se eller høre. De fordringer rækker selvfølgelig tunge ad hinanden, når nyheden ikke helt sælger sig selv. Men så må man jo hjælpe lidt til. Som med "Kendt politiker..."
Derfor sker der ind i mellem det groteske, at medierne erklærer nogen død, selv om den person overhovedet ikke eksisterer. Det ville også være meget morsomt, hvis ikke lige det var fordi, at nogen rent faktisk var død og borte.
Da skuespilleren Poul Bundgaard døde midt under optagelserne til den uigenkaldeligt sidste Olsen Bande-film kunne Ekstra Bladet melde, at "Olsen Bandens Kjeld er smuttet". Information konstaterede slet og ret: "Kjeld er død". I begge tilfælde skulle man længere ind i teksten for at finde "Poul" og "Bundgaard".
Hov. Poul Bundgaard døde den 3. juni 1998. Den evigt nervøse jordmodertaskenspiller Kjeld, er da ikke en kæft død. Han har det skide godt deroppe på celluloiden, sammen med Benny og Egon og en pilsner omkring bordet.
Kjeld er simpelthen gift med Yvonne, og sammen har de sønnen Børge. Og sådan vil det være til de sidste stumper film og videobånd er støv. Til det kollektive "vi" ikke længere husker Kjeld. Men indtil fucking da, er det "kun" Poul Bundgaard, der er død. Kjeld kan afspilles.

Bamse død...
Så er det man bliver nervøs på samme måde, som Bob Hope må være det nu.
For hvad bliver det næste, når pressen myrder en fiktiv person for at få nyheden om en skuespillers død udover scenekanten. Hvad bliver overskriften, når en af de skuespillere, der har været inde i børne-tv's Bamse, kommer af dage?
"Bamse død, grådkvalt kylling"?
Det må alligevel være fedt nok at miste sin far og så læse i avisen, at Kjeld, Bamse eller Kaptajn Amerika er død... Jamen, det må da være en overraskelse, ikke? Og egentlig ikke betydeligt væsensforskellig fra den overraskelse og afsky, Bob Hopes datter må have følt, da hun sagde: "Far er ikke død, han sidder og spiser morgenmad".
Men overskrifter skal sige bang, og nyheder rapporteres i allervildeste løb. Ellers stjæler en anden avis billedet, nyheden og læserne. Sidstnævnte er madbilletten, så det går ikke. Slet ikke. Så kan Bob Hope være nok så levende og Poul Bundgaard aldeles afdød. Who cares?
Bare 95-årige Hope nu ikke ser Monthy Pythons "De skøre riddere".
Så må han da føle sig som den gamle mand, der under en pestplage bliver båret ud til rustvognen, så sønnen kan score liglønnen.
"Jeg er ikke død, jeg er glad, jeg er glaaad," spræller den gamle på sønnens skulder. Til sidst får han et køllesmæk og køres afsted. Sønnen får sin mønt.

*Ovenstående historie blev bragt i en yderst begrænset del af oplaget i mandagsavisenred.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu