Læsetid: 2 min.

Gråt i gråt

24. juli 1998

Bob Hoskins som boksetræner i opbyggelig engelsk socialrealisme

NY FILM
Efter Fodbold-feber og Twin Town fortsætter Grand præsentationen af den ny-realistiske bølge af britiske film, der ofte har baggrund i et forarmet, arbejdsløshedsmærket provinsmiljø.
En beundringsværdig bestræbelse i sig selv, men handicappet af, at ingen af disse nye film når forbillederne Ken Loach, Mike Leigh eller Danny Boyle til sokkeholderne.
Det er jo ikke nok, at miljøet er uglamourøst, personerne arbejdere, og at der tales et engelsk, man ikke lærer i folkeskolerne. Uden en kunstner bag kameraet mister nok så megen lokalkolorit farve og mening.

Boksning som redning
TwentyFourSeven er dog ikke menneskefjendsk og letkøbt som Twin Town.
Den er en sympatisk og velmenende hjemstavnsfilm om unge retningsløse lømler og deres udsigtsløse tilværelse dag ud og dag ind i boligkarreernes Nottingham. Titlen går på døgnet og ugerne, der alle er ens, når man står udenfor og kun har sit sjak af ligestillede arbejdsløse som selskab.
Det vil den ensomme, mid-aldrende Darcy (Bob Hoskins) gøre noget ved. Han har oplevet opsvinget, der kørte af sporet, og vil rette op på tingenes skæve gang i nærmiljøet. En jordnær idealist, som prøver med en bokseklub som redningsplanke for de unge ørkesløse. Ved at dyrke selvforsvarets ædle kunst kan man vinde selvrespekt og få kanaliseret aggressionerne ud i mere konstruktive baner.
Det er ikke langt fra et lykkes. Filmen tror dog i sidste ende ikke på så nemme løsninger. Men nok på, at uegennyttige, engagerede mennesker som Darcy ved deres blotte eksempel på livs- og modstandskraft kan virke inspirerende og opbyggelige.

Bob Hoskins' kamp
Tankegangen er køn og vel heller ikke helt virkelighedsfjern. Men der er kommet noget mærkelig distanceret og lyrisk blegsotigt over den debuterende midlander Shane Meadows' film.
I centrum kæmper Bob Hoskins en stort set forgæves kamp med en usikker fortællestil fuld af umotiverede klip og en næsten totalt manglende modspil fra de unge, der er meget svagt karakteriserede. Hoskins viser glimt af den charme og fighter-ånd, man kender så godt, men spiller for det meste i et tomrum.
Ingen af de unge, han prøver at redde, træder i karakter. I stedet får man udflydende scener fulde af jargon og overfladiske drillerier. Og de triste, grå boligkomplekser tager sig helt dekorative i den udsøgte sort-hvide fotografering. Ingen Dogme-råhed her.
Der er fine detaljer i filmen, som tydeligvis er lavet med kærlighed. Og på lydsporet glæder man sig over bl. a. Van Morrison og Tim Buckley. Men som fortælling mangler filmen gnist og står sært udvisket. Havde den været mindre formfuldendt, havde den måske fået sine personer tættere ind på livet. Pænhed kan være dræbende.

*Twentyfourseven. Instruktion: Shane Meadows. Manuskript: Paul Fraser og Shane Meadows. Engelsk (Grand)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her