Læsetid: 0 min.

grænseadfærd

11. juli 1998

Personlighed, samfund og myter. Danmark vandt ikke VM.
Hvad skete?
En øjenvidneskildring

Efter et par dage registrerede vi en besynderlighed. Vi holdt samme indbyrdes formation, når vi spadserede, som når vi sad i bilen. Næsten-juristen og journalisten forrest. Layouteren og fotografen lige efter.
Og vi sov også hver nat i telt sammen - på de samme faste pladser. Da de to en halv uge var gået kendte vi fire hinandens toiletvaner, snorkefrekvens og andre intimiteter. Intet var hemmeligt længere.
Næsten intet.
For der forbliver et privat og ukrænkeligt psykologisk rum. Selv om man bor på to gange fire kvadratmeter og bruger den samme hår-shampoo og den samme tandpasta, det samme rulle toiletpapir og har fælles økonomi, så er der en kerne, som ingen giver slip på. Og dermed også en grænse, som kan overskrides og udfordres. Det må hedde personlighed.
Det er det, der skaber dynamikken i fællesskabet; at man ikke giver slip på det hele, ikke tilpasser til fuldstændigt.
Man er solidarisk, tager sin tørn, ofrer sig. Bevares. Og man ved noget så godt, at man gør det. Og man forsøger at lade være med at lade sig mærke med, at nu har man altså ofret sig.
Alle føler, at de må give afkald på lidt af sig selv, for at fællesskabet kan fungere. Og alle er bevidste om, hvorvidt alle de andre nu også udviser det samme storsind (og så er der vel ikke tale om storsind?) Og det er ikke altid, man kan lade være med at sige det, hvis uretfærdigheden føles for stor. Så kommer konflikten, skænderiet, udbruddet. Og bagefter skal sammenholdet bygges op igen. Det sker med overbærenhed. Tilsidesættelse af egne behov. Man ofrer sig.
Taxameteret begynder fra nul. Det er vel sådan, både ægteskaber og samfund opstår og forgår.
Det var en tur ud i det blå. Grænseoverskridende fra København til det sydlige Frankrig. Det sjoveste var den aften Danmark slog Nigeria 4-1. Vi sad på en campingplads et sted i bjergene - muttersalene i tv-stuen. Vi havde ikke regnet med triumfen. Forstod det aldrig helt. Forstår det stadigvæk ikke. Ingen kan forklare det. Ingen ved hvorfor. Det skete. Det skete ikke bare, men det skete.
Og det skal måske ikke forsøges forklaret. Mystik forgår når den befamles. Det er sådan myter opstår - når mysteriet får lov at forblive mystisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her