Egyptens intelligentsia frygter islamisterne, men nogle mener, de skal have lov at stille
op til valg
"Katastrofe.... katastrofe..."
Journalisten Khaled Da-woud tænder sin Marlboro nummer tre på et kvarter og pulser bekymret på den. Han er en af de egyptere, der mener, at samfundet vil blive sat 1400 år tilbage i tiden, hvis islamisterne kommer til magten.
"Det vil ganske enkelt være en katastrofe," gentager han.
Opfattelsen deles af mange medlemmer af den egyptiske intelligentsia, som Information har talt med, men det der skiller dem er spørgsmålet om, hvorvidt det vil være klogt at legalisere den moderate del af den islamiske bevægelse, der i Egypten er repræsenteret af det 70 år gamle Muslimske Broderskab. Broderskabet bedyrer, at det går ind for demokrati og pluralisme, men den tror Da- woud ikke på.
Han bakker sin holdning op med et eksempel. Da han for et år siden interviewede lederen af broderskabet, Mustafa Mashor, fik Dawoud, hvad han opfatter som beviset for, at broderskabets folk er ulve i fåreklæder.
"Vi talte om den politiske situation, og pludselig siger Mashhor, at kristne ikke skal have adgang til hæren i en islamisk stat, fordi "hæren skal kæmpe for Allah," fortæller Dawoud. Da udtalelsen skabte ramaskrig i den øvrige presse, trak Mashhor den tilbage og sagde, at journalisten havde misforstået.
"Men jeg har det på bånd!" udbryder Dawoud, der arbejder for den engelsksprogede ugeavis Al Ahram Weekly.
Det kristne mindretal udgør godt fem procent af den egyptiske befolkning, og én af dets repræsentanter, fader Youssef, mener, det er livsfarligt at give religiøse partier lov at stille op.
"Det er altid farligt, når religion og politik bliver blandet sammen, men især her i Mellemøsten bør der være en skarp grænse. Vi tager religion meget alvorligt, så det er særligt farligt at blande tingene på vores kanter. Jeg går ind for, at Gud får, hvad Gud skal have, mens resten går til kejseren," siger præsten, der frygter for sine medtroende i en islamisk stat.
En af dem er den 25-årige Nevine Ibrahim, der er talskvinde for den private hjælpeorganisation, Centret for Retshjælp til Egyptiske Kvinder, i Cairo. Hun har undervist tre år på en offentlig skole.
"Det var et helvede. Jeg kunne mærke diskriminationen, fordi jeg er kristen. En pige på 16 år tog slør for sit ansigt, når hun så mig og kaldte mig 'udlænding'," siger Nevine Ibrahim og sammenligner den religiøse vækkelse med "kræftceller, der spreder sig".
"Hvis islamisterne kom til magten, kunne vi sige farvel til menneskerettigheder og kvinders rettigheder," mener hun.
Radikalisering
Mubarak-regeringen udelukker ethvert parti med en religiøs platform fra at deltage i politiske valg. En stor del af broderskabets medlemmer sidder i fængsel, og dem der er fri, overvåges af politiets sikkerhedsstyrker.
Men sådan risikerer man at tvinge dem til en radikalisering, mener Saad Ed-Din Ibrahim, der leder Ibn Khaldoun Centret for Udviklingsstudier, en privat organisation.
"På trods af en meget restriktiv lovgivning har Egypten aldrig oplevet så meget islamisk vold som i de seneste år, så det er noget vrøvl, at den slags kan reguleres med love. Hvis samfundet var mere åbent, ville man undgå en del af de voldelige angreb. Det er vigtigt, at mennesker har mulighed for at udtrykke deres holdninger," siger Saad Ed-Din Ibrahim. Han henviser også til broderskabets "ansvarsbevidste optræden", da nogle af brødrene fra 1984 til 1987 var medlem af parlamentet under et dæknavn. Men det betyder ikke, at han tror på islamisternes projekt.
"De ønsker et system, der bygger på sharia, det islamiske retssystem, og på profeten Muhammads sunna (sædvane, red.) Det var i funktion i 50 år i 600-tallet og havde en masse svage sider. Der manglede et godt system til at vælge profetens efterfølger, og tre af dem blev faktisk dræbt. Overklassen regerede, og underklassen var utilfreds. Islamisterne har en illusion om, at det system var perfekt, men det var det ikke," siger Saad Ed-Din Ibrahim.
At Det Muslimske Broderskab alligevel bør legaliseres, mener også Mustapha Kamel Al-Sayyid, der er professor i statskundskab ved Cairo Universitet.
"Det ville hjælpe meget på demokratiseringsprocessen i Egypten at legalisere, og hvis der skulle være nogle af islamisternes ledere, der ikke er overbevist om det nyttige i at bruge fredelige midler, så vil de blive overbevist, hvis de får lov til at deltage i den politiske proces gennem lokale myndigheder såvel som na- tionale. På den måde kan Egypten undgå en algerisk udvikling," siger han.
Ude på venstrefløjen er opfattelsen en anden. Refat el-Said er generalsekretær for det venstreorienterede Nationale Progressive Samlingsparti.
Gud tager ikke fejl
"Religion og politiske ideologier må holdes adskilt. Hvis jeg er nazist eller kommunist, kan du sige til mig, at jeg tager fejl. Hvis jeg siger, at jeg repræsenterer islam, så kan du ikke sige, jeg tager fejl, for det betyder, at Gud tager fejl. Det er problemet. Vi har allerede lidt under regimer, der havde hæren, politiet, parlamentet, forfatningen, loven, pressen i deres hænder. Og så vil de lægge Gud oveni!" siger Refat el-Said. Uden for hans kontor sidder vagter med rifler, og Refat el-Said bærer selv pistol i sit bælte. Under interviewet kommer en mand ind på kontoret med en kasse, og Refat el-Said overdynger ham med ængstelige spørgsmål om, hvem der er kommet med kassen, og hvad den indeholder. Han får jævnligt dødstrusler fra islamister.
Engang spurgte han under et politisk møde en af de moderate islamisters repræsentanter, hvordan broderskabet på samme tid kan støtte demokrati og Sudan, hvor der intet demokrati er. Da han ikke fik noget svar, gav han det selv. Det lød sådan:
"Har jeg ret i, at I opfatter samfundet som ateistisk, og ifølge islam kan det forbudte accepteres, hvis det er nødvendig? Nu er det nødvendigt at acceptere demokratiet for at nå magten. Men når I kommer til magten, er der ingen grund til at acceptere det forbudte?," fortæller Refat el-Said og tilføjer, at han heller ikke fik svar på den tese.
El-Said citerer repræsentanter for Broderskabet for at have benævnt demokrati som "en kristen sammensværgelse".
Trods uhyrlighederne kan han godt se det problematiske i at gøre islamisterne til pariaer, der skal forfølges af staten, for det giver regeringen en undskyldning for at slå ned alle former for opposition, inklusive ikke-islamiske oppositionspartier og private organisationer.
Den svære midte
"Samtidig med at vi modarbejder regeringen, opfatter vi den også som den primære ansvarlige for det islamistiske fænomen. Det er svært at stå midt imellem. Når vi bebrejder regeringen for at være korrupt, giver vi samtidig kredit til terroristerne, og når vi er imod islamisterne, støtter vi regeringen. Så vi sidder som lusen mellem to negle og håber på et alternativ. Vi mener, at Egypten fortjener en tredje vej, et oplyst, liberalt, demokratisk og progressivt system," siger han.
En anden venstreorienteret, sekulært instillet egypter, skoleeksperten Kamal Mogheeth, går et skridt videre. Han mener, at den reelle interessekonflikt slet ikke står mellem regeringen og islamisterne, men mellem regeringen på den ene side og på den anden venstrefløjen samt private organisationer, der arbejder for demokrati og menneskerettigheder.
"Regeringen slår ikke konsekvent ned på islamisterne, men kun når de går imod dens interesser, som for eksempel når turister myrdes," siger han. Kamal Mogheeth er medlem af en regeringskommission for uddannelse, og i den er der mange islamisk orienterede medlemmer, som ikke generes af regeringen. Tværtimod retter regeringen sig efter islamisternes krav på uddannelsesområdet og styrker det religiøse i undervisningen.
"Det er en billig, men farlig løsning. Vores skolesystem er baseret på udenadslære. Det skaber mennesker, der er modtagelige for ordrer, men aldrig har lært at tænke kritisk."
På den ene side mener han som fortaler for demokratiet, at islamisterne skal legaliseres. På den anden side er han bange. En uoplyst befolkning er et let offer for simple slogans og guddommelige løfter.
*Dette er den sjette artikel i serien om islam i Egypten. De øvrige blev bragt den 7., 10., 14., 16., og 20. juli. Serien fortsætter.
