Læsetid: 3 min.

Gwyneth eller ej

10. juli 1998

Sliding Doors ganger Gwyneth Paltrow med to og får ligegyldighed i anden potens ud af det

NY FILM
Som altid i sidste øjeblik racer anmelderen på sin cykel ind ad Vesterbrogade. Hun skal ind og se den seneste film med Gwyneth Paltrow, Sliding Doors. Pludselig glider en bildør op, og en desorienteret japansk turist skal lige til at træde ud af en taxa, men får øje på den halsende anmelder og lukker forsigtigt døren til, så anmelderen kan passere og nå frem til biffen i sidste sekund, inden dørene lukkes.
Som altid i sidste øjeblik racer anmelderen på sin cykel ind ad Vesterbrogade. Hun skal ind og se den seneste film med Gwyneth Paltrow, Sliding Doors, men pludselig glider en bildør op, og en desorienteret japansk turist træder ud af en taxa, lige foran den halsende anmelder, der, selv om hun hugger bremserne i, ikke kan undgå en let påkørsel - og en to-minutters forsinkelse. Da anmelderen når frem til biffen, er dørene lukket.
Ved et af den himmelske manuskriptforfatters små luner har vi nu to anmeldere: Én der faktisk ser Gwyneth, og én der ikke gør det.

I biffen eller i byen?
Anmelder 1 får faktisk hele to Gwyneth'er, for ved en lige så almægtig manuskriptforfatters mellemkomst spalter også hun sig i to. Gwyneth, der her hedder Helen, bliver fyret fra sit PR-job og både når og når ikke toget hjem. Den del af hende, der kommer med, møder en snakkesalig Beatles- og Monty Python-fan, James (John Hannah), men hun kommer også for tidligt hjem og overrasker kæresten Gerry (John Lynch) i fuld clinch med en anden kvinde. Den anden del af hende derimod møder ikke James, men bliver i stedet overfaldet og kommer først hjem efter, at kærestens elskerinde har forladt reden.
Anmelder 2 bander over at være kommet for sent til filmen, men beslutter i stedet at tage en tur rundt i byen. Den himmelske manuskriptforfatter er tilsyneladende blevet træt af legen. I alt fald dukker den japanske turist ikke op igen med en invitation til Tokyo, og i stedet slentrer anmelderen rundt på må og få og surmuler over tilværelsens viderværdigheder.

Kieslowski-plagiat
Peter Howitt, der har både skrevet og instrueret Sliding Doors, holder sig imidlertid ikke tilbage. Gwyneth 1 møder James igen, får håret klippet og affarvet, så vi bedre kan skelne hende fra Gwyneth 2, der beholder både sit lange, kommunefarvede slaskehår og sin utro kæreste.
Da såvel Gwyneth 1 som Gwyneth 2 samt Gerrys elskerinde Lydia bliver gravide er anmelder 2 nået et godt stykke rundt om søerne. Det småregner og er i det hele taget en grå og trist dag. Så slår den himmelske manuskript-forfatter imidlertid til igen, for da anmelder 2 så småt skal til at luske hjem igen, løber hun pludselig ind i anmelder 1, der kan berette alt om Gwyneth-filmen. Hun kalder den et pinligt plagiat af Kieslowskis Blind chance. Skønt anmelder 1 godt kan se, at filmen sine steder ikke er helt blottet for humor, finder hun den anstrengt og gennem-utroværdig, og hun hævder, at både den ene og den anden Gwyneth minder mere om et tøjstativ, end hun/de fremstår som en ung kvinde, hvis problemer man på nogen måde kan identificere sig med, endsige finde interessante.
Anmelder 2 blev ikke inviteret til Tokyo, og hun oplevede heller ikke noget som helst andet spændende som erstatning for Gwyneth, men alligevel sender hun den forvildede japanske turist en venlig tanke. Havde han set sig blot en anelse bedre for, ville hun ikke på så lykkelig vis være sluppet for det, som anmelder 1 betegner som to ligegyldige Gwyneth'ers ligegyldige genvordigheder med to ligegyldige mænd.

*Sliding Doors, Peter Howitt. England. 106 min. Dagmar, Scala, Palladium og 27 biografer i resten af landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu