Læsetid: 6 min.

'Håbløshedens by' vil tale og tænke et opsving i gang

9. juli 1998

Det tomrum, Nakskov skibsværft efterlod sig på Vestlolland, er ikke til at tale sig uden om - om end de færreste har lyst til at tale om det

Kan man tale et opsving i gang? Man kan i hvert fald prøve. Under et par dages ophold i Nakskov og omegn får jeg på fornemmelsen, at det lige præcis er, hvad nogle af Vestlollands spidser er blevet enige om at gøre: Tale og tænke et opsving i gang.
Georg Heidmann, som er chef for Lollands Erhvervsråd, siger direkte:
"Det handler meget om psykologi. Om at tro på sig selv som samfund og erhvervsliv og gøre en fælles indsats. Der er ingen grund til sortsyn. Sortseerne kan være med til at hindre udvikling i området."
Han henviser til en fortrolig rundspørge blandt Erhvervsrådets medlemmer:
"De små og mellemstore virksomheder har haft beskæftigelsesfremgang, og de forventer yderligere fremgang."
Ikke desto mindre har Lolland-Falsters Folketidende historier om virksomhedslukninger på forsiden, begge de dage, jeg opholder mig i Nakskov, men ingen historier om nye virksomheder. Et tilfælde eller blot udtryk for pressens - og dens læseres - hang til ulykker?
På SiD-formandens Jess Hansens skrivebord ligger de seneste tal fra Arbejdsformidlingen, der viser, at arbejdsløsheden på Vestlolland er faldet til lidt under 13 procent. Landsgennemsnittet er syv. Men SiD-afdelingen i Nakskov har en arbejdsløshed på 23,4 procent.
"Det er det laveste i mange år - og det synes vi er positivt," siger Jess Hansen.
Sekundet efter tilføjer han, at hvis man lægger antallet af folk på andre ydelser, orlov og efterløn til, så er det faktisk kun omkring halvdelen af fagforeningens medlemmer, der har arbejde.
Derfor spørger jeg undrende til Jess Hansens glade fortolkning af arbejdsløshedstallene: Falder arbejdsløsheden fordi beskæftigelsen stiger, eller fordi folk flytter til kommuner, hvor der er arbejde at få, og fordi antallet af bistandsklienter og andre på offentlig forsørgelse stiger?
SiD-formanden er ikke sikker, men han har en sikker fornemmelse af, at det går bedre:
"Vi er kommet ud af den kollektive depression, vi røg ud i, da de store arbejdspladser lukkede. Det går godt for virksomhederne, og der er så småt kommet gang i nicheproduktionen inden for landbruget."
"Fagbevægelsen er også begyndt at interessere sig for erhvervspolitik. I al beskedenhed har SiD været med til at oprette en forsøgsplantage på Fejø. Det er et erhverv med arbejdspladser i."
De tal for beskæftigelsesudviklingen på Vestlolland, jeg får fra Arbejdsformidlingen, er imidlertid ikke så opmuntrende. De viser, at antallet af arbejdspladser er faldet støt fra 12.574 i 1987 til 10.183 i 1997. Men der kan være skabt nye arbejdspladser siden sidste registrering.

Stolte traditioner
SiD-formandens kontor i Havnegade er prydet af en rød fane med håndbroderet tekst: 'Arbejdsmændenes forbund for Nakskov og omegn stiftet 7. april 1895. Enighed er den stærkeste magt'.
"Byen har stolte faglige traditioner. Vi er blevet kaldt den rødeste by i det rødeste amt," fortæller Jess Hansen.
Forklaringen på den historie hænger på endevæggen: Et foto af det arbejdende værft i Nakskov, som gav vælgergrundlaget for mange generationers socialdemokratisk enevælde i byen. Nu bruger DSB værftet som oplagringsplads for Dronning Margrethe og Prins Henrik, færgerne som blev overflødige, da broen kom. Et par metalvirksomheder beskæftiger lidt under 200 mennesker på havnen. En ny medieuddannelse har holdt sit indtog i det lukkede værfts statelige hvide hovedbygning, og en enorm sort russisk ubåd i whiskyklassen fanger øjet på kajen lige over for SiD. Sidste år lokkede den 40.000 nysgerrige turister til.
Turistforeningen vil gerne bygge et oplevelsescenter ved siden af u-båden. Men det vil SiD-formanden ikke have. Centret skal ligge et andet sted:
"Byen er en industriby. Jeg tror ikke, at byen kan køres op på turisme. Vi kan ikke blive iskagesælgere alle sammen," siger Jess Hansen og fortæller, at Havneudvalget lige har besluttet at sikre virksomhederne på havnen i fremtiden. Han ved det, fordi han er medlem af det udvalg.

Intet negativt
I sin storhedstid havde værftet 2.000 arbejdspladser. Da det lukkede i 1987 røg de vestlollandske mænds vigtigste jobmulighed. Få år senere lukkede OTA-fabrikken. Det var kvindernes store arbejdsplads. Siden da har egnen kæmpet med Bornholm og Nordjylland om at slippe af med den kedelige rekord, det er, at have landets højeste arbejdsløshed. Men Jess Hansen "har ikke lyst til at tale om de negative ting". Og for første gang hører jeg om Håbløshedens by, en dokumentarudsendelse om Nakskov som TV 2 bragte for et par år siden.
"Ingen, der så den udsendelse, fik lyst til at flytte hertil. Den fokuserede kun på det negative, på arbejdsløsheden og de sociale tabere. Sådan noget skræmmer erhvervsliv, investeringer og mennesker langt væk," siger Jess Hansen.
Alle, jeg taler med i Nakskov og omegn, nævner denne udsendelse med indignation eller opgivenhed i stemmen. Også Knud Stærke, 65-årig ejer af C.E. Andersens maskinfabrik, som netop er blevet valgt til årets vækstvirksomhed på Lolland. Han fik sit livs første epileptiske anfald dagen efter, at Håbløshedens by blev sendt.
"Jeg er sikker på, det er fordi, jeg har været så følelsesmæssigt engageret i byen. Udsendelsen var ... grusom."
På mødebordet i hans kontor står noget, jeg umiddelbart ser som en moderne metalskulptur. Det er en af de varmevekslere, virksomheden producerer.
Knud Stærke kærtegner den: "Se det smukke håndværk. Værftet har givet Nakskov formidable håndværkere. Hvis blot resten af landet kunne få øjnene op ... men I opfatter os som en blindtarm fuld af bønder. Folk spørger medfølende til, hvordan vi har det. Ingen uden for Lolland tror på øen. Det gør flertallet af øboerne heller ikke selv. Derfor var den tv-udsendelse så destruktiv."

Storhed og fald
Som ung solgte Knud Stærke Land og Folk på Strøget. Siden vandrede han mod højre hen over det politiske spektrum. Nu er han præsident for Rotary og konservativ.
"Konservative er en slags skabs-socialdemokrater, der er for fine til at være socialister," siger han med et blåt blink.
Knud Stærke kom til Nakskov første gang i 1960: "Havnen var fuld af skibe, der lodsede og lastede, værftet byggede skib efter skib, der var ingen arbejdsløshed, kun strejker for at få det endnu bedre."
I 1980'erne var hans største kunder værfterne. Da det gik dårligt for dem, gik det også dårligt for C.E. Andersens maskinfabrik, og Knud Stærke gik konkurs i 1991. Kun fordi "en bankmand troede på mig", kunne han låne penge og starte op igen. En meget bevidst markedsføring og udvikling af nye produkter gav virksomheden nye og gode kunder.
Med et lille suk tilføjer han:
"Vi har noget af Danmarks bedste jord, de skønneste kystlinjer og landets dygtigste håndværkere - jamen, det er en skam, vi ikke har evnet at udnytte det bedre."
Det samme, som skabte egnens storhed, hindrer nu folk i at udnytte deres potentiale, tror Knud Stærke:
"Folk har altid kunne få job på de store virksomheder... Mens jyderne altid har været tvunget til at finde ud af noget selv, så forventer folk her, at andre skaffer dem arbejde. De har aldrig behøvet at skabe noget selv. Det har skabt en vis .... sløvhed."
Samme forklaring får jeg hos Ravnsborgs kommunes socialdemokratiske borgmester Ejnar Rod:
"På Lolland har klasseforskellene altid været markante. En lille gruppe storbønder har ejet jorden, og i kølvandet på mekaniseringen gik landarbejdernes børn ind i byerhvervene som skibsbyggere, håndværkere og ufaglærte fabriksarbejdere på de store virksomheder."
"Ind til de lukkede i 1980'erne var der altid arbejde at få. Hele egnen er præget af en lønarbejderlivsform. Vi har ingen iværksætterkultur."
Knud Stærke tror, det tager årtier at ændre mentaliteten: "Men det kommer med de nye generationer. Den, der tror på ungdommen, tror på fremtiden."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her