Læsetid: 5 min.

Hærens ven, folkets håb

10. juli 1998

Moshood Kashimawo Abiola, 1937-98

NEKROLOG
"Kun en død mand fra syden kan blive præsident", siger (de sydlige) nigerianere. Moshood Abiolas død den 7. juli vil bekræfte dem i, at magtkliken fra nord ikke ønsker at slippe tøjlerne.
Abiolas vej fra fattige kår i Ogun nær hovedbyen Lagos til ufattelig rigdom går gennem alle vigtige aspekter af Nigerias moderne historie.
Men det vigtigste element er det, som gælder for alle andre rigtigt velhavende nigerianere: Så store rigdomme opnår man kun ved et tæt og gensidigt givtigt samarbejde med militæret, der har styret Nigeria i 26 af de seneste 30 år.
Drengen blev født efter hans mor havde været gennem en række ulykkelige graviditeter og mistet flere af sine nyfødte børn. Derfor blev han navngivet Kashimawo - lad os se, om ham her også dør."
Men han blev sund, og som voksen var det svært at forestille sig, at han var et svageligt barn, fortæller BBC's tidligere korrespondent: "Han var en stor og robust mand, med en stærk stemme og en dominerende karisma - og forkærlighed for flotte klædedragter".
Han var flittig i skolen, og vandt i 1960 et stipendie til at studere til revisor ved Glasgow Universitet. Derefter vendte han hjem, fik arbejde ved skrivebordene på et sygehus i Lagos, og gik derfra videre til den private sektor i form af den amerikanske telefongigant ITT, hvor han hurtigt avancerede til direktørposten.
Der er ingen hurtigere vej i korrupte tredjeverdenslande til stor personlig rigdom og omfattende forretninger end allokeringen af givtige kontrakter. Nigeria red i disse år højere og højere på en bølge af stærkt stigende olieproduktion og -priser, der blev omsat i kolossale statslige kontrakter, bl.a. i telekommunikation.
Abiola dyrkede intenst sine kontakter til militæret - og uden kvaliteten af disse havde han aldrig kunnet få sig et flyveselskab, et stort forlag, en række aviser og tidsskrifter, farme, fabrikker og interesser i mere end 2.000 virksomheder inden for alt fra olieudvinding til finanser.

Lagt op til Abiola
Men Abiola havde politiske ambitioner om at frigøre sig militæret. I 1979, da militærstyret holdt sit ord og overlod magten til civile, meldte han sig ind i National Party of Nigeria. Det havde opbakning fra magtkliken i landets nord, der altid har styret landet, ikke mindst i kraft af sin dominans af hæren, og det vandt valget.
Derpå blev Shehu Shagari, fra norden, indsat som præsident med en vicepræsidenten fra den østlige del af landet. De blev genvalgt i 1983, og da de derefter ikke kunne blive genvalgt, var der lagt op til at næste præsident skulle være Abiola.
Men før dette skete faldt hammeren, endnu et militærkup sikrede, at magten blev i nord. Abiola koncentrerede sig igen om at tjene penge.
Da militærstyret under general Babangida i begyndelsen af 1990'erne langsomt nærmede sig en ny overdragelse af magten til civile, vendte Abiola tilbage til politikken, som ganske vist var nøje kontrolleret: Babangida tillod kun to partier, men Abiola var tilsyneladende en præsidentkandidat, Babangida turde præsentere for sine generalkolleger og etniske bagmænd.

Begik sit livs brøler
Alligevel gik det galt - måske netop fordi Abiola viste sig at have stort talent for folkemøder, samtidig med at hans baggrund i den sydlige Yoruba-stamme repræsenterede et naturligt håb for det hidtil magtesløse Syden om at komme til fadet. Undervejs i stemmeoptællingen efter præsidentvalget 12. juni 1993 så deres håb ud til at blive opfyldt. Abiola havde udvist en uventet evne til at samle opbakning på tværs af landets etniske og religiøse faldgruber, fra de delvist kristne Yoruba-folk i det sydvestlige over de kristne Ibo'er i øst til de arabisk inspirerede muslimske Fulanier i nord. Abiola havde gjort det utænkelige: Samlet opbakning fra vælgere langt uden for hans egen etniske baggrund - og dermed blev grunden lagt til hans status som det nærmeste, det moderne Nigeria er kommet en samlende figur.
Men Babangida annullerede optællingen. Det havde været for stor en mundfuld for fulani-generalerne at skulle aflevere magten til en yoruba.
Skuffelsen i landet var kolossalt, voldsomme optøjer brød ud, strejker lammede oliefelterne. Midt i denne store krise rystede Abiola på hånden og begik sit livs brøler. Han rejste til London, hvor han i følgeskab af nogle af sine 18 koner slog sig ned i sin store London-ejendom. Herfra forsøgte han at styre begivenhedernes gang i Nigeria, og appellerede til Vesten om at presse generalerne til at acceptere valget. Han fik megen verbal støtte, men ingen resultater, og i hans fravær slog militæret stadigt hårdere ned på oppositionen, der syntes rådvild uden Abiolas samlende person. Han havde ingen sammensvejset politisk bevægelse bag sig, og der var derfor intet apparat til at fastholde hans position, da han havde forladt landet.

Durkt i fangehullet
I 1994 rejste han tilbage til Nigeria for, på et-års dagen for det annullerede valg, at erklære sig selv som landets retmæssige præsident. Han vidste, at dette ville føre ham durkt i fangehullet, hvad det også gjorde, men den erfarne revisor havde åbenbart regnet forkert: Det folkelige oprør, som skulle have åbnet fængselsdørene, blev sat skakmat af landets nye og brutale diktator, Sani Abacha.
Der kom kun sporadisk nyt fra hans fire år lange fængselsophold, bortset fra gentagne appeller fra hans familie om at sikre ham lægebehandling. Hans helbred var ikke det bedste, han led af sukkersyge og følgevirkninger, og et svagt hjerte - forhold, der kun blev forværret af, at han praktisk talt var isolationsfængslet hele tiden.
Han kunne have været løsladt til at nyde sin rigdom, men stod i stedet fast på sine principper: Han ville ikke imødekomme militærstyrets betingelse om at opgive sit krav på præsidentposten.
Dermed var situationen fastlåst, og alle diplomatiske forsøg på at bryde den mislykkedes. Det krævede Abachas pludselige død, før de militære arvtagere med overraskende konsekvens og hurtighed signalerede vilje til reform og civilt styre.

Forudanelse blev virkelig
Uden varsel blev Abiola kastet tilbage ind i centrum af en international hvirvelvind af diplomati: "Hvem er du", spurgte han FN's generalsekretær, da denne i sidste uge dukkede op i det værelse, hvor den berøvede præsident så fodboldmesterskab. Han var blevet flyttet dertil fra sin celle, kun med beskeden om, at han skulle møde "en vigtig person". En uge senere dukkede selveste supermagten USA's viceudenrigsminister op hos ham, for at diskutere omstændigheder og krav i forbindelse med hans løsladelse.
Lige så meget som nigerianere har beundret ham for hans principfasthed, lige så meget har de forbandet ham for at have forladt dem i 1993, da hans tilstedeværelse var mere vigtig end nogen sinde før. Da de nye magthavere sendte så vedvarende og solide signaler om Abiolas løsladelse, blev deres håb om fremskridt igen vakt.
Meddelelsen om løsladelsen var ventet onsdag 8. juli. Men den pludselige anstrengelse knækkede et nedslidt helbred, og dagen før satte Abiolas hjerte ud. Hans mors ængstelige forudanelse var endeligt blevet til tragisk virkelighed: Nigeria og Historien får aldrig at vide, om den folkekære milliardær var manden, der kunne have skaffet landet den anerkendelse og velstand, som dets størrelse og ressourcer retfærdiggør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her