Læsetid: 5 min.

Helios brænder den hele Dag...

21. juli 1998

Carl Nielsen var modstander af beskrivende musik, men under en rejse til Tyrkiet oplevede han for alvor solen, overgav sig til programmusikken og forskød principperne

KOMPONISTER
Hvem sidder der på briksen med staven i sin hånd? - Jo, jo: Det er såmænd Carl Nielsen, vor store komponist. Og trods det skumle blik er der ikke tale om, at ophavsmanden til Jens Vejmand gemmer sig bag nogen skærm. Tværtimod poserer han, så godt han kan - farverigt udstyret med fez, spadserestok og nyanlagt, mandigt overskæg.
Billedet er taget i Konstantinopel. Året er 1903, og Carl Nielsen slapper af. Han er på ferie. Egentlig er det i Grækenland, han ferierer sammen med sin kone, Anne Marie, men de er taget et smut over til Tyrkiet for at besøge vennen Ove Jørgensen, som Carl Nielsen kom til at sætte så stor pris på også i årene, der fulgte efter. Det er Ove Jørgensen til højre på billedet.
Carl Nielsen har lige afsluttet sin 2. symfoni og uropført operaen Saul og David hjemme i København. På trods af lunkne anmeldelser bliver feriedagene livlige. Dagbogen fortæller:
Den 23de Maj rejste jeg med den østrigske Damper Acchillè til Constantinopel og ankom hertil den 25de Kl 6 Morgen og mødtes med Hr Ove Jørgensen. Paa en Spadseretur paa og langs de byzantinske Mure bleve vi begge arresterede, men slap hurtigt fri igjen, da vi havde vore Pas paa os. Vi boede en Nat hos Dr. Wigandt Arnaut-Keu ved Bosporus og nød den herlige Udsigt. Atter til Athen hvor vi ankom den 1ste Juni.
Resten af sit liv nød Carl Nielsen at få venner og bekendte til at grine, når han med fuldt festfyrværkeri fortalte historien om, hvordan han blev taget til fange som bulgarsk agent og først løsladt efter adskillige fængslinger og forhør. Historien blev heller ikke ligefrem ringere med årene, lader det til.
Begyndelsen af 1903 ser ud til at have været en lykkelig periode i Carl Nielsens liv. Han var en mand i sin bedste alder, 37 år gammel, og selvom ægteskabskrisen og hjerteproblemerne allerede havde givet deres første, små tegn fra sig, eksisterede de voldsomme brag indtil videre kun i krystalkuglen. Dirigentproblemer på Det Kongelige Teater var der endnu ingen af, og for forholdsvis nylig var Carl Nielsen endda kommet på Finansloven. Da han oven i købet fik halet en kontrakt med musikforlaget Wilhelm Hansen i land om udbetaling af et fast, årligt beløb, uanset hvor meget eller lidt han komponerede, valgte han at give slip på det hele for en tid og tage til Grækenland. Ned til solen.
Hans kone, billedhuggeren Anne Marie Carl-Nielsen, var allerede taget afsted.
Hun havde - vistnok som en af de første billedhuggere overhovedet - fået tilladelse til at kopiere de antikke skulpturer på Akropolis. Carl Nielsens plan var at studere arkæologi, men vildt bohemeliv blev det også til.

Rå og macho
Udpluk af dagbogen dokumenterer lykkelige feriedage. Når Anne Marie havde tid, indsugede de Grækenland sammen på fodture eller fra æsel- og hesteryg. Når hun arbejdede, fjollede han rundt med sin nye legekammerat, en østrigsk dirigent ved navn Eduard Kremser.
Af nok et feriebrev fremgår det, at vor lille fynbo var meget benovet over at blive betragtet som en stor nordisk berømthed. Han blev inviteret i audiens hos kongen, de græske aviser fulgte hans færden, og Carl Nielsen nød virakken:
Da vi kom hertil stod det i Bladene og forleden var Kapelmester Kremser og jeg paa Fodtur i Bjærgene. Næste Dag fortalte Bladene hvorledes vi fik Ild i vore Cigaretter da vi havde glemt at faa Tændstikker med. Kremser, en livlig Wiener, havde nemlig om Aftenen i en Restauration paa tysk fortalt en Ven, hvorledes jeg foreslog at fyre min Pistol mod Cigaretspidsen. Jeg holdt nemlig Cigaretten i Munden og suttede medens han brændte løs mod Spidsen; efter 6 Skud lykkedes det og vi bleve meget henrykte og Tobakken smagte naturligvis glimrende.
Carl Nielsen som macho og boheme! Han ville ikke være lille, fynsk og rar. Han ville være rå og berømt: "Du kan da for Satan nok se at vi er meget berømte Kunstnere. Jeg skal nu have Fuldskæg, langt Haar og Fløjelsjakke," skriver han muntert til sin ven pianisten Henrik Knudsen.
Men trods ferieudskejelserne kunne Carl Nielsen ikke lade være med at komponere. 10. marts meddeler dagbogen kort og godt: "begyndte paa Ouverture Helios." Til en af sine venner hjemme i Danmark skriver han mere udførligt:
Nu er her knaldende varmt, Helios brænder den hele Dag og jeg skriver løs paa mit nye Solsystem; en lang Indledning med Solopgang og Morgensang er færdig og jeg har begyndt paa Allegro.

Følelse af styrke
Carl Nielsen havde fået stillet et værelse med flygel til sin rådighed på Athens musikkonservatorium. Her komponerede han, med førstegangsturistens overvældende indtryk i kroppen, sin ouverture til solen, Helios. De intense ferieoplevelser lyser ud af det lille mesterværk, hvor solen i den indledende hornkvartet stiger af Ægæerhavet for at nå zenit i et brændende fugato, inden den atter "sænker sig stille i Hav", som der står i værkets motto.
Helios henter sin kraft fra turistens overskud og oplevelser mere end fra komponistens skrivebordskalkulationer.
I det hele taget tyder alting på, at Carl Nielsens interesse gjaldt de store linjer i musikken og så absolut ikke det møjsommelige notationsarbejde, der også hører med til kompositionshåndværket.
Nielsens partitur til Helios, som i dag ligger godt forvaret i Det Kongelige Biblioteks brand- og atomsikre boks, afslører, at komponisten har været høj af inspiration, da han skrev værket.
Han har ikke givet sig meget tid til at agte på detaljerne i nodebilledet. På den nu søsatte Carl Nielsen udgave under Det Kongelige Bibliotek arbejdes der på højtryk for at bringe orden i unoderne, så muligheden for en nøjagtig interpretation af musikken endelig kan gives.
Inspirationens kraft virkede overrumplende - ikke bare på nodeskriveren Nielsen, men også på musikæstetikeren, der ellers ytrede sig afvisende om programmusik. Over for den puritanske salmesmed Thomas Laub søgte han på det nærmeste at bortforklare, at han havde begået et stykke beskrivende musik. Men mottoet om solen, der "Vandrer sin gyldne Vej", står immervæk at læse i partituret.
Hverken dengang eller senere kunne Carl Nielsen åbenbart blive rigtigt enig med sig selv om, hvorvidt musik må handle om andet og mere end sine egne toner.
Men der er noget befriende ved, at han, under indtryk af Grækenlands oldtidsminder, den stærke sol og sin egen fandenivoldske følelse af styrke, har haft alt for travlt med at omsætte sine oplevelser i musik til overhovedet at gøre sig den slags overvejelser - i hvert fald før bagefter.

Inspirationer udefra
I denne uge bringer Informations Thomas Michelsen en serie på tre artikler om store, danske komponister og deres - små eller store - oplevelser udenlands, der på den ene eller den anden måde er gået ind i deres musik. I dag: Carl Nielsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her