Læsetid: 8 min.

Hvor bliver jeg dog henrykt af at høre det her!

7. juli 1998

Altsaxofonisten Christina von Bülow om lysten til at fortolke, trangen til at spille og behovet for at røre stjernerne

JAZZFESTIVAL
"Jeg spillede fløjte i mange år, før jeg begyndte at spille sa-xofon. Jeg var faktisk i begyndelsen af 20'erne, før jeg opdagede saxofonen. Og så var det endda lidt tilfældigt. Jeg var på et stævne, hvor der var én, der lånte mig sin saxofon i 14 dage. Det var vildt sjovt. Det er altid sjovt at begynde på et nyt instrument, fordi det i starten kun er en leg. Og fordi man i starten tager syv-mile skridt, hver gang man har lært en lille ting."
"Jeg fik den idé, at jeg ville fortsætte med at have fløjte som hovedinstrument og så have saxofon som biinstrument. Men det viste sig at være alt for svært at spille saxofon til bare at have det som biinstrument. Efter at have spillet fløjte i seks-syv år og have nået et vist niveau, lød det reelt ad helvede til, når jeg spillede på saxofonen. Det kommer jo sædvanligvis hurtigt, hvis du er seriøs og har nået et vist niveau på et andet instrument. Men det tog mig flere år at få hul på saxofonen. I lang tid stod den bare og samlede støv i mit skab. Men jeg havde jo købt den, og så måtte det også være meningen, at jeg skulle spille på den."
"Nu har jeg spillet saxofon i så mange år, at jeg overvejer at have fløjten som biinstrument. Jeg spiller faktisk en del fløjte igen nu. Og det er jeg glad for. Men der er nogle ting, som man kan med en saxofon, og som man ikke kan med en fløjte. Den er mere kropslig. Mere fysisk. Bare det at blæse den op kræver fysik. Dens lyd er meget kraftigere. Måske alene det, den lyd. Det er det mest gennemtrængende instrument overhovedet. Noget andet er, at den kan lyde så forskelligt. Det kan godt være, at det bare er mig, der synes det, fordi jeg selv er saxofonist og hører alle de små detaljer i saxofonen, men hold kæft hvor er der mange muligheder."

Ude at røre stjernerne
"Min far var jazzmusiker. Så jeg er vokset op med jazz som en naturlig del af livet. Og det at spille musik, eller musik i det hele taget, er i den grad blevet en integreret del af mig. Jeg kan ikke forestille mig selv uden musik. Jeg har simpelthen en trang til at udtrykke mig med musik. Om det så skal være ved at gå og synge i min stue, medens jeg laver noget andet eller ikke laver noget andet. Dét at spille musik eller lave musik er et must. Og så er det en udtryksform, som er utrolig stærk og sjov."
"Trangen kommer af - og det gælder jo mennesket i det hele taget, også små børn - at du, når der kommer noget ind, som siger dig et eller andet, får lyst til at genskabe det og gentage glæden. Jeg så et interview med en popmusiker, som snakkede om det der med at sidde alene ved sit klaver og spille. Han fortalte, at han kunne få en følelse af: YESSS. En følelse, som kunne holde hele dage. Også selv om der aldrig var et øre, der kom til at høre hans musik. Dén følelse: YESSS, FEDT, der var jeg virkelig ude at røre ved stjernerne, synes jeg er meget betegnende for mit forhold til musik."
"Det er svært at forklare, hvad det er for noget musik, jeg spiller med min trio. Men der er nogle ord, som folk har brugt i tidens løb, længe inden jeg overhovedet selv begyndte at tænke over, hvordan jeg ville karakterisere den, det er ord som udtryksfuld og melodisk og lyrisk.
Boris Rabinovitch anmeldte den sidste plade, og den sammenlignede han med easy-listening. Og man kunne måske godt kaste det over i den kategori som et eller andet der fiser ind ad det ene øre og ud af det andet. Fordi folk kan faktisk godt sætte vores plade på og sidde og spise middag og snakke uden at blive generet af den. Men han skrev også, at det ikke var sådan, at det ikke efterlod sig spor. Så måske stikker det alligevel dybere. Der er måske flere ting i den musik, end man opdager ved kun at kaste et kort øre på den. Og det tror jeg helt klart, er de små detaljer."
"Jeg har valgt jo at spille musik, der bevæger sig indenfor nogle ret faste rammer. Så den fri udfoldelse ligger i nogle mindre dele. Til gengæld bliver der kælet virkelig for detaljerne."

Sans for detaljen
"Jeg har ikke noget imod at spille en frase, som er blevet spillet mange gange før. Fordi det spændende ligger i den personlige fortolkning af den. Det er de meget små finesser, der er interessant - eller interessant, det lyder så kedeligt, når man siger, at musik er interessant - men det er de små detaljer, der gør musik værd at lytte på. Og de små detajler finder du netop, hvis du spiller en melodi helt
straight, men formulerer det med din egen klang."
"Frank Sinatra kan fortolke en melodi. Han har brugt hele sit liv på at perfektionere fortolkningen. Der er ikke mange måder, han kan gøre det på, som vil få ham til at stille sig tilfreds. Hvorimod der er mange måder, han kan gøre det på, som ikke vil få ham til at stille sig tilfreds. Han har virkelig en meget udviklet sans for detaljen. Og for at lægge følelse i fortolkningen."
"Melodifortolkning er i det hele taget det, jeg synes er sjovest og mest spændende indenfor jazz. Fordi melodifortolkning virkelig bygger på individualisme. Selv om du spiller et standardrepetoire, så bliver det en personlig ting. Der er selvfølgelig nogle rammer, du skal udfolde dig indenfor. Men de er meget vide. Nu om dage er de næsten helt udslettede, fordi jazz efterhånden er et begreb, der dækker al improvisationsmusik."
"Jeg ser nok improvisationen som en forlængelse af fortolkningen. I hvert fald når det er bedst. Men ligesom jeg godt kan lide at spille melodier, som jeg har spillet mange gange før, kan jeg godt lide at improvisere."
"Men det med melodifortolkningen og detaljen er kun ét af de afgørende aspekter ved jazz. Et andet meget vigtigt aspekt er den rytmiske drive. Den betyder også meget. Jeg er fuldstændig vild med brasiliansk musik. Og det har noget med rytmen at gøre. Den rør ved noget i mig. Det samme gør jazz. Hvis den virkelig svinger, så rør den noget helt grundlæggende. Så er det glæde, ubetinget glæde. Tag Earl Garner. Den måde det svinger på, når han spiller, den er uforlignelig. Det sprudler af livsglæde. Hvis man er sur en dag, så er det altså meget svært at blive ved med at være sur, hvis man sætter en plade med Earl Garner på. Hans rytme går lige ind."

At give noget positivt
"For virkelig at ramme rigtigt under en koncert, er jeg nødt til at sætte mig selv helt til side, at holde op med at tænke dagligdags tanker og virkelig forsøge at gå ind i musikken. At blive opslugt af den. Når det lykkes, og det virkelig føles rigtigt, så er jeg ikke i tvivl. Så er jeg meget sikker. Jeg bliver på en måde meget stærk og urørlig, når det sker. Jeg fyldes af en følelse af livsglæde og vemod eller melankoli."
"Er musikken inde i dét felt, kan den blive meget smuk. Meget smukke ting indeholder ligesom et element af noget melankolsk. Er det kun sørgeligt, kan det blive meget tungt. Og er det kun glædeligt, kan det blive meget overfladisk. Jeg har nok grundlæggende en trang til at spille smuk musik. For mig er meningen med at spille jo egentlig at give andre mennesker en smuk oplevelse. At bidrage med dét aspekt. Give noget positivt. Lidt trøst og lidt glæde."
"Nu lyder det selvfølgelig som om, jeg har en mission her i verden. Og det har jeg slet ikke. Men jeg har heller ikke den store trang til at spille grim musik."
"Jeg har en meget stærk fornemmelse af, hvornår musik er rigtigt og hvornår noget musik ikke er rigtigt. Og så er jeg egentlig lige glad med hvorfor. Det afgørende er, om jeg, når jeg hører et eller andet kan sige: JAAA, FEDT, hvor bliver jeg dog henrykt af at høre det her. Så har jeg det sådan: JAAA, nu er det rigtigt. Jeg reagerer umiddelbart. Det er kommunikation til hjertet. Ikke til hjernen. Det er en kommunikation, som man ikke kan diskutere. Man kan ikke diskutere, hvorvidt musik har ramt folk i hjertet eller ej. Det ved de kun selv. Lige som jeg ved, når jeg hører noget, om det rammer mig eller ej."
"Somme tider rammer det en i hjernen, og så kan man tænke: Gud, hvor er det egentlig spændende. Det kan jo være intellektuelt tilfredsstillende. Jeg lader mig da også inspirere af ting, som måske ikke umiddelbart rammer mig i hjertet. Det kan godt være, at jeg netop skal gå og tænke lidt over det. Nu er det jo også sådan at musik kommer ind ad ørerne, og at det, når man har hørt det tilpas mange gange, begynder at lyde velkendt. Så begynder man måske at bruge det i sit eget sprog. Det er jo lige som hvis du omgiver dig med nogen, der hele tiden bruger nogle bestemte slangudtryk, til sidst kommer du sgu' selv til at bruge dem."

*Christina von Bülow kan opleves sammen med Claus Munk Trio på Café Sommersko i dag kl. 18:00, sammen med Christina von Bülow Trio på Café Bartof onsdag den 8. juli kl. 21:00, sammen med andre på Café Ciré fredag den 10. juli kl. 20:00 og sammen med Sophisticated Ladies, herunder Christina Nielsen, på Café Chips lørdag den 11. juli kl. 20:30

*Dette er den tredje artikel i en serie interviews med kvindelige kapelmestre. Serien fortsætter

Christina von Bülow
*Saxofonisten Christina von Bülow er 35 år, født og opvokset i et musikalsk hjem i København. Hendes far var jazzguitaristen Fritz von Bülow. Hun begyndte selv at spille klaver, da hun var 10 år, fløjte da hun var 14 år, og saxofon da hun var i begyndelsen af 20'erne. Hun blev optaget på Rytmisk Konservatorium i 1986, blev færdiguddannet i 1990 og studerede samme år i to måneder hos Stan Getz i Californien. Hun har selv undervist i snart 20 år og optrådt i flere sammenhænge, blandt andet med sin far, men dog hovedsageligt med sin egen trio, Christina von Bülow Trio. Med denne har hun udsendt pladerne The Very Thought of You i 1994 og Solitude i 1997.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her