Læsetid: 5 min.

Hvid støj, hvide drenge

7. juli 1998

Beastie Boys er ikke bare støjens hvide mestre, de er meget mere end det: Sidste overlevende fra hip hoppens guldalder. Og dog...

NY CD
Der rejser sig en søjle af lyd op mellem New Yorks skyskrabere, den hedder hip hop og oppe på søjlen står tre voksne drenge og kigger udover det hele. Bedst som man troede, at amerikansk hip hop helt havde tabt lysten til at lege, kommer Beastie Boys' Hello Nasty, gruppens femte album.
Efter otte år på vestkysten er Mike Diamond (Mike D), Adam Yauch (MCA) og Adam Horowitz (King Adrock) tilbage i fødebyen, hvor deres punk-filtrede og hvidt støjende hip hop-maskine har kørt fejlfrit siden 1987.
Så længe er det faktisk siden, at rap-metal fra License to Ill pludselig bredte sig i den hvide middelklasse til politikere og forældres store fortrydelse. I den forstand slutter Beastie Boys en cirkel med Hello Nasty, hvor vi er tilbage ved udgangspunktet. Uden at gå baglæns.
For selv om den kun sporadisk slebne gadestil med en mikrofonmand, to pladespillere og en discjockey igen kommer til ære, så føjer drengemændene nye lag af latin, drum'n'bass, dub, funk, electro og rock til støjcentrifugen. Dog, hvis man forventer hits af den letantændelige støbning som sidste album, Ill Communication bød på, så kommer Hello Nasty måske ikke helt i mål.
Men helt ærligt, meningen med Beastie Boys liv på jorden kan aldrig være at forsyne nogen hitradio med ørehængere, Beastie Boys er brændstof til b-boys, suverænt opkradsede lydcollager til de af os, der musikalsk ønsker at forlænge teenage-tidens uforstand og frontale gåpåmod langt ind i voksenverdenen.
I den forstand er Hello Nasty et fornyende gensyn med den uimponerede hip hop, der lutrede allermest i 80'erne. Beastie Boys er fra hip hoppens guldalder, og de har overblikket til både at drage nytte af historien og glemme den aldeles.

Umulig at definere
I modsætning til både Check Your Head og Ill Communication er Hello Nasty ikke så groove-orienteret, de vuggende orgler, kildrende guitarriffs og gyngende funktrommer er sjældnere nu. I stedet arbejder sampler og mixer sig rødglødende for at flette overfloden af eksotiske lydfrugter sammen.
Tilsyneladende tilfældigt, men selvfølgelig stramt redigeret, flyder Hello Nasty over med de skæve påfund og underlige sammenstillinger, der altid har været Beastie Boys. Uden at slippe det, der forrige weekend fik Roskilde Festival til at overgive sig til hæmningsløs festaberi - energien. Umulig at definere bobler den ud af snart Remote Control's hvislende støjguitar, snart fra den enorme cocktail And Me. Sidstnævnte byder på scratch med kor(!), lyde fra et meget gammelt tv-spil og underligst, en underspillet fræsen fra enten technoens supersyntheziser, Nord Lead eller den klassiske house-synth, Roland 303. Dem havde vi aldrig troet i Beastie Boys' hænder, men det siger vist mere om os end om dem.
For MCA, Mike D og Adrock sanker deres lyde- og samplings-urter med en kunstners sans for nuancer. Alle sampler alt i 1998, ikke bare i hip hoppen, men bredt i den elektroniske musik og dens hybrider. Beastie Boys sampler det, de har brug for.
Hello Nasty er præcis så respektløs og 'i dit fede fjæs', som man regner med. Den rækker hænder tilbage til de tidlige dage, til både License to Ill og Paul's Boutique, men uden at pantsætte kreativiten og de vanvittige gags, der gør Beastie Boys så svære at komme forbi - på en scene, hvor ikke alt for meget svimlende og nyt dukker frem for tiden.

What? Punk-Roc!
Ikke mindst derfor er man ved at vælte bagover ved mødet med New York'eren Dee-Jay Punk-Roc's debut, ChickenEye. Man flipper omgående pladen rundt for at se årstallet, men den er god nok. 1998. Dansende i natten har sandsynligvis allerede mødt de roste Dead Husband og My Beatbox. Og tænkt: hva'
faen...? Den første indskydelse er nemlig, at det her lyder, som 80'ernes electro-pionerer troede, de lød. Den 27-årige disc-jockey og producer tager os på en tidsrejse til sin barndom i Brooklyn, NY, hvor den tidlige hip hop, også kaldet hip hoppens elektroniske horeunge, electro, hærgede. Pudsigt nok ender tidsrejsen i 1998, men lydene, vi hører, er fra de 100 dollars orgler og ærgerlige rytmemaskiner fra Dengang, Back in the day...
Metallisk skurrende trommer, og orgler, hvis særlige kendetegn er en tynd, pibende og ikke specielt dynamisk lyd. Med disse voldsomt firkantede og i hip hop-tid, dybt forældede, lydbyggesten, sætter DeeJay Punk-Roc en ny dagsorden, der må give europæere mindelser om big beats Chemical Brothers og deres skæve fætre i Daft Punk. Også de leger med electro'en, men Punk-Roc tager det videre endnu. Han leger uden respekt med svirpende rytmer, rykker dem op med rødder i klippende scratches, pumper stemningen hårdt op med temposkift og speeded vokal. Det lader til, at Punk-Roc ikke vil finde sig i den kommercielle blankpolering, nutiden er så fuld af i stort set alle musikgenrer. Den forargelse giver sig udslag i en humoristisk og netop så legende nysgerrighed, at man rives kraftigt med.

Dinosaurus-hip hop
Og det var jo det, man gerne ville have skrevet om Public Enemy, fire år efter sidste udspil fra nogle af hip hoppens hårdeste forfædre.
He Got Game er det gamle, gennemprøvede Enemy i ny indpakning. Det er hip hoppens old school-lærere, der taler her, musikalsk og politisk er den gamle funk-formel pudset let op, og at det skulle tage fire år er ikke til at forstå. Men fråden står d'herrer om munden, når de ætser sig samfundskritisk ind i Americana og hvid dominans, og havde det ikke været for Flavor Flav's sprutdrevne bull-shit, var alvoren blevet tyngende. Det er et homogent og velfunderet Public Enemy, vi hører på He Got Game, som samtidig er et album, hvis innovationstrang nemt lader sig overskygge af gamle funky mønstre. Det hjælper ikke, at Wu-Tang's Masta Killa og edutainments opfinder KRS-One rapper med. Det er Public Enemy, det er nyt, men det er gammelt.
Meget anderledes går det ikke med fornyelsen på hardcore gangsta-rappere Onyx' tredje album, Shut 'En Down. Men deres udgangspunkt er meget meget værre. I 1992 var Onyx så venlige at fortælle verden nøjagtig, hvor galt det stod til med hip hoppen på deres svær-at-elske-nem-at-smide-ud album, Bacda-fucup. Der var en anakronisme længe før den ramte gaden. De har udgivet en plade mellem de to nævnte, men den gik vist henover hovedet på alle andre end Onyx, også i USA...
På deres seneste fortsætter de tunge, knasende og ret nøgne rytmer med at omvikle uinspireret jeg-smadrer-dig kraftedme-gangstarap.
Det er en opgave af dimensioner at opnå nogen som helst kunstnerisk kontakt med det univers af våben, hærg og forsuttede kvinder, som Onyx vil proppe os ned i. Og det er ikke umagen værd.

*Beastie Boys: Hello Nasty. Grand Royal/EMI-Medley 1998. Udkommer i dag

Er udkommet:
*DeeJay Punk-Roc: ChickenEye. Independiente/Sony 1998

*Public Enemy: He Got Game. Def Jam 1998

*Onyx: Shut 'Em Down. Rush/Mercury 1998

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her