Læsetid: 6 min.

Hvorfor Frankrig og Tyskland ikke er venner

17. juli 1998

Det fransk-tyske venskab er en slags officiel religion i de to lande. Men virkeligheden er en ganske anden, mener Edouard Husson, forfatter til en ny fransk bog om naboskabet

NY BOG
PARIS - Det fransk-tyske venskab - par, akse, alliance og hvad man ellers kalder det - har siden 1950'erne haft karakter af en officiel religion i de to lande. Det omtales dag ud og dag ind, det lovprises i højtidelige taler, og det giver sig udslag i et utal af politiske, diplomatiske og administrative kontakter, møder og rådslagninger. Men virkeligheden bag kulisserne er en anden. Parforholdet er en vedvarende kamp mod mistillid, bagtanker og frygt.
Hvad værre er, meget taler for, at projektet har taget en retning, der - i stedet for at fremme det ønskværdige venskab mellem de to nationer - udgør en trussel mod det. Faren ligger i den integrationistiske ide, der vil svække nationerne og deres suverænitet - en ide, der er historisk beslægtet med imperiale konstruktioner og går stik mod demokratiet. Og i en splittelse mellem folkene og deres ledere, ja endog en form for sammenrotning af lederne mod folkene.
Dette er grundsynspunktet i en ny bog af historikeren Edouard Husson, hvis talende titel betyder "Europa imod det fransk-tyske venskab". Med Europa menes i denne forbindelse europæisk integration eller, som forfatteren betegner det, føderalisme (dette udtryk bruges i det følgende som betegnelse for den overstatslige ide, nationernes opløsning i en europæisk fusion).

Et stort folk
Bogens tanker er stærkt beslægtet med dem, der er fremført i flere bøger af Emmanuel Todd (som Husson i øvrigt betegner som "en af de få fornyere af den franske forskning inden for de humanistiske videnskaber i de sidste tyve år"). Også Todd har advaret mod den fare for voksende spænding og fjendskab mellem Tyskland og Frankrig, som ligger i den europæiske føderalisme, Maastricht-traktaten og enhedsvalutaen.
Husson hylder uforbeholdent den fransk-tyske forsoning efter AndenVerdenskrig - en stor ide, hvis enestående karakter han sætter i relief ved at forestille sig, at romerne - i stedet for at følge Catos evindelige opfordring til at 'ødelægge Kartago' - havde forsonet sig med kartagerne efter den Anden Puniske Krig og sagt til dem, som
de Gaulle sagde til tyskerne mindre end tyve år efter det Tredie Riges sammenbrud: "I er et stort folk!"

Glemmer historien
Men forsoningen risikerer at gå over styr, fordi man uforsigtigt glemmer visse historiske realiteter i det europæiske samarbejde, advarer Husson. Det er tydeligt, at forholdet mellem de to lande er blevet forringet sidenTysklands genforening og Maastricht. "De politiske aktører fortsætter med at spille et stykke, som både de selv og deres tilskuere har mistet smagen for, men som ingen vover at tage af plakaten..."
Tysklands historie fra 1871 til 1945 er et forsøg på at skabe en nation uden demokrati.
De regerende partier i Tyskland og Frankrig i dag bekender sig til demokrati, men kaster sig ud i en europæisk konstruktion, der opløser nationen. Man har mistillid til nationen. Men, fastslår Husson, "så længe vi forsætter med at sætte nation og demokrati i modsætning til hinanden, selv med de bedste hensigter i verden, har vi ikke helt frigjort os for den intellektuelle påvirkning fra nationalsocialismen..."

Fransk mistillid
Maastricht-traktaten er et svar, udtænkt af franske og tyske ledere, på den omvæltning i den vesteuropæiske magtbalance, der skete med Tysklands genforening.
Husson minder om - og det glemmes alt for tit - at Maastricht er et projekt, der i hast blev flikket sammen for at bøde på nogle alvorlige fransk-tyske uoverenstemmelser omkring genforeningen. Svagheden er, at traktaten - med møntunionen og afskaffelsen af D-marken - afspejler en dyb fransk mistillid til Tyskland. Formålet fra fransk side var at binde Tyskland, idet Mitterrand udtænkte "en blød version af Versailles-traktaten" (derstraffede og stækkede Tyskland efter Første Verdenskrig). Tyskerne stillede til gengæld betingelser, der betød, at de andre lande blev påtvunget den tyske monetære model - med uafhængig centralbank og ortodoks stabilitetspolitik.
Hele dette forløb viser, at samarbejdet er baseret på frygt og mistillid og på bagtanker, som man ikke kan vedkende sig. Husson anbefaler i stedet et ægte venskab, baseret på ligeberettigelse, gensidig respekt og total åbenhed - den eneste holdbare form for samarbejde.

Den sovjetiske cement
Men desværre blev Tysklands genforening gennemført uden fransk-tyskrådslagning. Kohl og Mitterrand, der mere end nogen har lovprist det fransk-tyske venskab, kørte hver deres eget løb. Kohl havde hastværk, mens Mitterrand med sine manøvrer bag Kohls ryg - kontakter med Sovjet og DDR - prøvede at hindre eller i det mindste forsinke genforeningen. Og Kohl tøvede længe med at forpligte Tyskland til at give afkald på de tidligere tyske provinser øst for Oder-Neisse.
Siden 1990 har man oplevet, hvordan de to lande handler uden gensidigrådslagning og på trods af hinanden. Særlig grove eksempler er Tysklands forcerede anerkendelse af Sloveniens og Kroatiens uafhængighed og præsident Chiracs beslutning om atomsprængninger.
Men det fransk-tyske venskab, der blev opbygget siden 1950'erne, havde også nogle forudsætninger, som man sjældent talte om, og som forsvandt omkring1990: Europa var ikke helt herre over sin egen skæbne, og Tysklandssuverænitet var kun delvis genoprettet. Den sovjetiske trussel udgjorde "en del af cementen i den føderalistiske ide", påpeger Husson. Det fransk-tyske venskab blev stimuleret af den kolde krig - og Frankrigs tyskvenlige følelser af Tysklands svaghed... Tysklands vilje til europæisk føderalisme var enlogisk følge af de grænser, der var sat for Tysklands suverænitet.
Der er efter Hussons mening en "camoufleret anti-germanisme" i den franskepolitik og i Maastricht-traktaten - forsøget på at hindre Tyskland i at blive en normal og suveræn nation. At berøve tyskerne selve det stabilitetssymbol, der betyder mere end noget andet for dem - D-marken - kan føre til en destabilisering og på længere sigt fremkalde uberegnelige reaktioner.

Lederne mod vælgerne
Frygten for Tyskland var tydelig allerede før genforeningen. Mitterrands berømte tale i den tyske Forbundsdag i 1983, da han tordnede for opstilling af nye amerikanske mellemdistanceraketter i Tyskland - i overensstemmelse med Kohl, men imod den tyske opinion - er blevet lovprist enstemmigt af Frankrigs politiske establishment, som topmålet af fransk statsmandskunst og fransk-tysk idyl. Husson sætter denne episode på sin rette plads. Han betegner Mitterrands tale som "baseret på frygten for et genforenet og neutralt Tyskland".
At Kohl støttedes af Mitterrand mod flertallet af den tyske opinion, er et skoleeksempel på, hvordan lederne og eliterne søger sammen tværs overgrænserne. Det er "ledernes indbyrdes solidaritet mod deres vælgere... Jomindre politikerne i de forskellige europæiske lande føler sig sikre på deres vælgere, jo mere mødes de med hinanden."

Det lange perspektiv
Husson ser forholdet mellem Tyskland og Frankrig i et langt historisk perspektiv. Han forsvarer nationen og advarer mod imperierne. Nationerne nedvurderes af de moderne eliter, der f. eks. giver dem skylden for de to verdenskrige. Men det var ikke de demokratiske nationer, der forårsagede krigsudbrudet i 1914, det var tre kejserriger. Faren ligger i de ekspansionistiske imperier, og Husson belyser problemet med eksempler fra Athen og Sparta, Romerriget og fremefter.
Det karolingiske rige er prototypen på fransk-tysk imperiebyggeri, og det er ikke tilfældigt, at Karl den Store er i centrum for den europæiske føderalismes romantiske mytologi (hedder EUs ministerrådsbygning i Bruxelles ikke netop Charlemagne?).
Husson slår eftertrykkeligt fast, at det karolingiske riges opsplitning i Frankrig og Tyskland "var en god ting", og han ser alle forsøg på at genoplive den europæiske imperialisme som en fare - med Napoleon og Hitler som afskrækkende eksempler og den moderne føderalisme som et fænomen af samme inspiration, fredeligt og velmenende, men ikke desto mindre farligt, fordi det er hævet over og rettet mod nationen, det demokratiske rum.
Det er afslørende, at man nu taler om det 'demokratiske underskud' i EU. Demokratiet findes nemlig i alle medlemslandene, d.v.s. på det nationale plan. Det er den overnationale føderalisme, der er fremmed for demokratiet, påpeger Husson.

*Edouard Husson: l'Europe contre l'amitié franco-allemande. Ed. François-Xavierde Guibert, Paris. 165 s., 100 franc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu