Læsetid: 5 min.

Den ideale by

31. juli 1998

Andet afsnit af rejsedagbogen fra Italien handler om byerne Ravenna og Urbino

ITALIEN 2
Allerede i Ravenna, som vi passerede på vejen ned langs Adriaterhavskysten, havde vi fået smag for middelalderen og de italienske kirker. Men dengang var vi sultne efter at finde en badestrand og havde ikke tålmodighed til alt for krævende seværdigheder.
Ravenna er ellers interessant nok. Dante boede i byen i flere perioder, lange passager af hans Guddommelige komedie er skrevet hér, og hans grav ses stadig ved siden af San Francesco-kirken.
Også Lord Byron var her og slentrede omkring i den berømte pinjeskov, la Pineta, der ligger uden for byen. Han havde sågar et hus i Ravenna, men det rev fascisterne ned.
Ingen af delene har vi dog tid til at dvæle ved. I stedet styrer vi direkte hen til den ottekantede kirke, San Vitale, bygget i 547 af ærkebiskop Maximian.
Kirken er kendt for sine helt overdådige mosaikker, om hvilke Tom Kristensen skriver, at farverne guld og safirblå er de første, der med kølig glød trænger sig på "som gennem glas; men efterhaanden som man bliver fortrolig med mosaikerne, er det, som om dette glas smelter bort, og en mild varme strømmer frem."
Endnu mere fascinerende er gravkammeret Mausoleo di Galla Placidia, en lille teglklædt murstensbygning, der ligger ved siden af San Vitale.
Mausoleet er bygget til Theodosius den Stores datter, der ved et skæbnens lune blev Roms hersker frem til sin død i år 450.
Den lille bygnings indre er spækket med mosaikker, lofterne er dybblå himle med gyldne stjerner. Men dét, der giver denne himmelsk-glødende hule sit magiske skær, er 16 ruder af tynde skiver alabast, der fylder rummet med et overjordisk, søgrønt lys.

Den store basilika
Opfyldte af guddommelig skønhed kører vi ud af Ravenna, ud til den store basilika, San Apollinare in Classe, et enormt kirkerum, der står nogenlunde, som da det blev indviet for små 1500 år siden. Langs basilikaens sider findes ikke færre end 16 mosaikker, der gengiver Kristi liv, og i kuplen for enden af den mægtige sal ses San Apollinare med messehagel og opstrakte hænder, omgivet af tolv hvide lam, ét for hver discipel.
T. S. Eliot har i et digt kaldt San Apollinare in Classe for "Gamle fabrik, afvist med kulde af Gud."
Heller ikke Tom Kristensen var begejstret. Han fandt, at kampanilen lignede et vandværkstårn med glughuller, og at basilikaen var hul og tom, "for hvor skulle den faa en menighed fra i denne øde egn, der kun var befolket med myg?"

Ånder af fred
Vi haster videre, og i Urbino, et halvt hundrede kilometer inde i landet syd for Rimini, har vi fået koblet både Eliot og Kristensen af.
Urbino er en typisk italiensk middelalderby. Beliggende på en bjergtop med udsigt til et malerisk landskab, omgivet af høje mure og tilrettelagt omkring et slot og en kirke.
Man lader bilen stå ved byporten og spadserer ind i en stemning, der hører hjemme for adskillige århundreder siden. Ikke engang turister er her mange af.
Der ånder fred og ro i de smalle, stejle gader, og blødheden i de forvitrede, røde mur- og teglsten siver snart ind i sindet som en meditation, der får sanserne til at slække på forsvaret. Det er forbløffende, så hurtigt man kan glemme maskinernes verden.
På byens torv finder vi en restaurant, hvor man i middagsheden kan sidde i skyggen af et træ og dampe af over en halv karaffel hvidvin.
Ved indgangen står en kurv med friskplukkede mørkegule svampe. De er store som en knyttet næve, og deres tunge, krydrede duft kan mærkes på flere meters afstand.
Snart kommer tjeneren med hjemmelavet pasta med de samme svampe skåret ud i mindre stykker, og en fornemmelse af at spise sig gennem de landskaber, der ligger lige på den anden side af bymuren, breder sig i kroppen som et urinstinkt. Det er en perfekt by.

En renæssanceprins
Hovedattraktionen i Urbino er Palazzo Ducale, der skyldes familien Montefeltro. Det var Montefeltro'ernes stamfader, Antonio da Montefeltro, der sikrede Urbino selvstyre efter Romerrigets fald, men byens ry og status skyldes først og fremmest Federico da Montefeltro (f. 1422).
Mange italiensfarere vil i Uffizierne i Firenze have set Piero della Francescos berømte portræt af Federico, hvor han, i profil, med rød hat, sovekammerøjne og en mildt sagt karakteristisk høgenæse skuer ud over det umbriske landskab.
Federico da Montefeltro beskrives som essensen af en renæssanceprins. Han var intelligent, idérig og humanistisk indstillet, og disse egenskaber kommer til udtryk i Palazzo Ducale, som er hans værk.
Paladset blev bygget af arkitekten Luciano Laurana, efter Castigliones tanker om "en by udformet som et slot"; og Federico da Montefeltro var den første til at lægge vægt på, at byggeri skulle ske i nøje overensstemmelse med omgivelserne. Om dette er årsagen til byens særlige harmoni, skal ikke kunne siges. I hvert fald er den det første sted efter Venedig, hvor kroppen bliver blød som italiensk chokoladeis.
Efter Federico da Montefeltros død i 1482 gennemgik Urbino et par tumultariske århundreder, indtil byen blev indlemmet i pavestaten og mere eller mindre tømt for værdier.

Ny blomstringstid
I starten af 1700-tallet oplevedes imidlertid en ny blomstringstid, mange bygninger blev restaureret, en del kunstværker vendte tilbage, og i dag er det noget af en oplevelse at skride gennem Palazzo Ducales luftige gemakker.
Rummene er fyldt med fresker, krucifikser og Madonnafigurer, stuk og relieffer, træskærerarbejde og møbelkunst, samt ikke så få billeder, hvoraf mange i sig selv er en rejse værd. For eksempel Pieros perspektivrige Flagellation eller Raphaels mørke, Leonardo da Vinci-inspirerede Portrait of a Gentlewoman ('La Muta'). Raphael er i øvrigt født i Urbino. Mest interessant finder vi imidlertid et mystisk bredformatbillede af en 'ideal by', Città Ideale.
Billedet forestiller en rummelig plads omgivet af renaissance-palæer, et rent og symmetrisk byrum, renset for mennesker og liv i det hele taget.
Dets ophavsmand og mission - et studium i utopisk arkitektur? - er forblevet et mysterium, og selv om det er blevet betragtet som et udtryk for moderne byidealer, virker dets kliniske post-neutronbombe-stemning mere om et mareridt.
I en vis forstand er Città Ideale den yderste konsekvens af den skønhed, vi falder i svime over i sal efter sal. Alligevel er vi efter besøget på Palazzo Ducale nødt til at gå ned til restauranten på torvet og snuse til svampenes jordlugt for at komme tilbage til virkeligheden.

Det første rejsebrev fra Italien blev bragt 28. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her