Læsetid: 5 min.

'Ilden fra Helvede brændte op fra Jorden'

17. juli 1998

Pastor Laier blev i 1937 fyret for sit frisprog og sine bibelske skulpturer - Hans erindringer udkommer nu: Stor oplevelse, men ikke spor rar

NY BOG
1937 blev pastor A.C. Laier (1883-1969) fyret som præst ved Hjallerup Kirke i Nordjylland. Forud for fyringen lå en lang og intens konflikt - personlige modsætninger, stædighed, misforståelser. På det officielle plan handlede det om pastor Laiers meget direkte sprogbrug - og i sidste ende om hans afvisning af i fuld offentlighed at modtage en reprimande fra det kirkelige system.
Et af problemerne var nogle ganske voldsomme cementskulpturer, som pastor Laier havde bygget og stillet op i præstegårdshaven - ud mod hovedvejen.
Egentlig var han ikke kunstner. På en bilrejse med familien gennem Tyskland og Frankrig i 1935 så han soldaterkirkegårdene ved Verdun og de mange krucifikser langs vejene. Det gjorde dybt indtryk på ham og efter hjemkomsten gik han selv i gang med at bygge et stort krucifiks. Og han gjorde det med det materiale, som var nærmest - cement, hønsenet, jern.
Hans krucifiks viste ikke den Jesus, vi plejer at se - den kønne Jesus med det røde skæg, som er sovet ind i døden. Laiers Jesus var helt sikkert ikke nogen dekoration.
Krucifikset blev indledningen ikke til en kunstner-karriere, for Laier modtog aldrig den helt store anerkendelse, men indledningen til et kunstnerisk virke, som synes at have optaget Laier livet ud.
Yderligere et antal skulpturer med bibelsk motiv - bl.a. en frygtelig Judas med rigtige (grise-)indvolde der vælter ud af maven på ham. Men også et stort antal portrætbuster af kendte og ukendte - Hitler, Dronning Alexandrine, Broby Johansen. Samt tegninger og malerier.
En udstilling på Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg i 1995 var et første forsøg på at samle et bredt udsnit af værket og yde ham en form for anerkendelse.

Tre selvbiografier
For få år siden blev ikke mindre end tre udkast til selvbiografier fundet blandt hans efterladte papirer. De omhandler alle årene fra hans fødsel og frem til det afgørende år - 1937.
Den ene af de tre er nu - suppleret med sider fra én af de andre - udsendt i bogform.
Det er tydeligt, at modsætningen mellem Laier og hans kritikere ikke kun handler om et krucifiks og et par saftige udtryk fra prædikestolen.
Som historien fortælles fra Laiers side - og som man oplever ham som person i denne selvfremstilling - har der nok været tale om en uløselig konflikt. Det handler om dybe kultursammenstød mellem Laier og missionsfolk og mellem Laier og nogle af hans teologiske kolleger.
Laier taler sit eget uforfærdede sprog. Han kører efter sit eget hoved, har sin egen køreplan og synes at have været både mild, smilende og generøs - og helt sit eget ubøjelige jeg.
Laier var bondesøn fra Midtjylland. Barndomskapitlet handler om angst. Det chok han fik, da han i forbindelse med et tordenvejr så angst i moderens ansigt. Angsten for straffen efter at have bandet. Angsten for bank af en beruset første- og enelærer. Angsten for et sted, hvor "ilden fra Helvede brændte op fra jorden."

Kolde lig
Som 19-årig nåede han ad omveje frem til København og et job som assistent hos en retsmediciner:
"Et lig skal være koldt, før der kan ske obduktion; jeg har om natten skiftet vand, der afkølede dem. Der lærte jeg, hvad jeg kan af anatomi i min kunst som billedhugger."
Efter yderligere nogle år ved landbruget besluttede han sig for at studere. Som 38-årig blev han student - som 43-årig cand. theol. Det var før der var SU - han måtte forsørge sig selv gennem alle studieårene: som hestehandler, kontorist, lærervikar, arbejdsmand.
Efter eksamen tog han på en stor udlandsrejse ned gennem Europa. En rejse som dog blot udsatte de virkelig store problemer (i citatet omtaler Laier sig selv i tredie person):
"Lang tid gik han i en åndelig vækkelse og ville leve sig from, men blev langt mere fortabt, indtil en ven sagde til ham: 'Du skal ikke se på dig selv, men på Jesus'. Derefter kom han for alvor i Helvede. En nat stod han fortabt ved Himmelens port, men han var bundet på hænder og fødder, kastet udenfor i mørket, hvor der var gråd og tænders gnidsel. Ingen hørte hans råb om frelse, slag i slag var alle døre lukkede, sjælen stod forbandet og forladt. Men da kom der en røst, hvorfra vidste han ikke: 'Jeg lever og I skulle leve'. Han kunne ikke tro, førend han havde fundet det i sit Nye Testamente. Da han fandt det, kunne han tro det. Fra den dag af besluttede han at leve og vidne Guds ord skånselsløst og hensynsløst."
Så kom kampen for et embede. Han måtte gå spidsrod - den tunge og frustrerende rundtur til provster og menighedsråd. Han rejste rundt i landet til, hvad han opfattede som ydmygende og i princippet umulige møder - kirkekampen rasede, og man var tilsyneladende nødt til at være enten for eller imod Indre Mission.
Han gav op, vendte tilbage til familiens landbrug, begyndte at prædike i missionshusene. Han blev "karakteriseret som én, der taler meget til følelserne."
Endelig fik han et embede - som kapellan i Hjallerup. Både missionsfolkene og grundtvigianerne forsøgte at gøre krav på ham. En periode blev han "en fejret taler" for Indre Mission, men "det varede ikke længe, før missionsfolkene begyndte at ømme sig."
Laier var for voldsom - der var for meget død og straf og ligstank i hans prædikener.
I 1930 træffer han og forelsker sig i Marie fra Thorning - hjemegnen. Hun præsenteres som stolt og frimodig: "Det var kun hende, som vidste hvem hun var, og hvad hun var værd."
Ægteskabet skabte surhed hos familier i Hjallerup, som havde ugifte døtre, man gerne ville have afsat til kapellanen. Men det var nu det mindste. Gnidningerne både med missionsfolkene og med menighedsrådet tog til. Det udviklede sig til en rigtig alvorlig konflikt omkring en udebleven forfremmelse fra kapellan til sognepræst. Debatten blev til læserbreve i den lokale avis. Laier angreb medlemmer af menigheden for blasfemi og skattesnyd og andet guf.
Provsten, som havde støttet Laier, døde - og biskoppen var ikke til megen hjælp. Klagerne blev skriftlige og en sagsbehandling gik i gang - ministerium, biskop, menighedsråd.
Det upolerede er oplevelsen ved erindringerne - som det er det ved Laiers billedhuggerarbejder. Vendsyssel i 1930'rne er så langt fra 1998, at det kan knibe med at fatte, at der er tale om det samme land for bare et par generationer siden. Set gennem
Laiers temperament er området præget af kulde, nag, hævngerrighed, smålighed, snæversyn og stor kulturel og økonomisk fattigdom.
Som pastor Laier beskriver sin opvækst og sine år i Hjallerup kan man næsten lugte denne armod. En stor oplevelse - men ikke spor rar.

*A.C. Laier: Min Kamp. 142 s., 150 kr. Ark, Willemoesgade 4, 8200 N.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her