The Rolling Stones er stadig et omrejsende rockcirkus med et materiale, der fungerer glimrende som en guidet tur rundt i de forskellige urformer, som i sin tid udgjorde rockens byggeklodser
KONCERT
På slaget 21.40 onsdag aften lød det berømte guitarriff, som indleder "Satisfaction", og de mange mennesker, som fyldte Parken denne kølige sommeraften, lod deres stemmer høre i samstemmende begejstring. The Rolling Stones var tilbage i byen, og fremmødet var imponerende. Som sædvanlig kunne man fryde sig over den store aldersmæssige spredning - og den gode stemning, der prægede foretagendet, satte kun en god aften yderligere i relief. Anbragt i en scenografi, der mest af alt mindede om en italiensk storfilm fra tyverne, var de fire Stones-medlemmer - Mick Jagger, Keith Richards, Charlie
Watts og Ron Wood - tydeligvis i storform... samt i usædvanligt godt humør. Omgivet af et hav af hjælpemusikere og korsangere gav de et udvalg af klassiske kompositioner samt enkelte nyere. Ikke alt sammen lige vellykket - des mindre der siges om
Keith Richards to solonumre des bedre - men generelt så fermt og tændt, at aftenen som helhed må betegnes som en succes.
Beåndet håndværk
Modsat visse af deres samtidige har Rolling Stones været pænt konsistente ned gennem årene. Hvor f.eks. Bob Dylan og David Bowie såvel live som på plade har foretaget nogle næsten utrolige kvalitetsspring, kan man være nogenlunde sikker på at Stones leverer varen - uden den store slinger i valsen.
Gruppen har således sjældent kastet sig ud i den maltraktering af ældre materiale, som de to nævnte herrer alt for ofte har gjort, men i stedet - som de bluesmusikere, der i sin tid inspirerede dem - blot spillet deres numre igen og igen, tæt på de originale arrangementer. Nogle gange helt uforligneligt, andre gange bare hæderligt, men sjældent tåkrummende eller direkte dårligt.
Dette sagt må det så i samme åndedrag påpeges, at gruppen nu om stunder sjældent løfter sig højere end til det beåndede håndværk. I hvert fald på plade. Og selvom Stones altid leverer afvekslende og kompetente albums, hvor de som regel når rundt om alle de inspirationskilder - riff-rock, blues, country, reggae, old school R&B, gospel, rock'n'roll à la Chuck Berry og ballader - som tilsammen udgør gruppens musikalske palet, er det længe siden gruppen har leveret et uomgængeligt eller uforglemmeligt stykke arbejde. Når der skal Stones på grammofonen er det stadig Aftermath, Let It Bleed og Sticky Fingers, som er de mest oplagte kandidater.
Til gengæld gør Stones sig stadig godt på en scene, og på en god aften, ja, der kan gruppen stadig forvandle håndværksmæssig kunnen, showbiz-flair og en håndfuld moderne klassikere til noget stort og næsten uforklarligt, noget - som trods stadionkoncertformens iboende problematikker - stadig både kan animere, bevæge og glæde. De kan ganske enkelt lide det de laver - på en smittende måde, som rigeligt demonstrerer ældre formers langtidsholdbarhed.
Skallesmækkersikkert
Det er rigtig, rigtig mange år siden, at gruppen kunne kaldes nyskabende eller uomgængelige, men ikke desto mindre holder Stones på deres helt egen facon forbindelsen bagud ved lige, hvilket de denne aften uanstrengt demonstrerede. Gruppens to storhedsperioder - 1963-68 med Brian Jones og 1969-74 med Mick Taylor, to distinkte og fascinerende guitarister - blev rigeligt tilgodeset, mens gruppens seneste udspil, det uegale Bridges To Babylon, leverede en lille tredjedel af sættet - heriblandt to af deres bedste kompositioner fra 90'erne, "Anybody Seen My Baby?" og "Out Of Control", der begge besidder ansatser til det mildt nyskabende.
Den største overraskelse var utvivlsomt "She's A Rainbow", som danske fans formåede Stones til at spille gennem forespørgsler på gruppens hjemmeside. Hvorvidt gruppen er klar over det eller ej, blev den pga. tv-serien SuperKarla ét af deres allerstørste hits i DK, mens den i resten af verden blot blev opfattet som en nydelig sang fra et mislykket album.
Det var skønt at høre den, selvom Jagger ikke helt formåede at genfange originalens magi i sin vokalpræstation. Til gengæld genskabte keyboardspilleren Chuck Leavell med stor sikkerhed Nicky Hopkins' fortryllende klaverfigurer.
Ellers var aftenens uforlignelige højdepunkt en skallesmækkersikker version af den apokalyptiske "Gimme Shelter". Keith Richards lagde ud med en helt vidunderlig solo i introen - hvis akkordsekvens stadig er en af undertegnedes all-time favourites - og trommeslager Charlie Watts viste sin tordnende gode form i samspillet med bassisten Darryl Jones, som har tilført gruppen en ny spændstighed. Korsanger Lisa Fischer leverede endvidere en blændende præstation, som indbragte hende stort bifald.
Sprællemand på speed
Gruppen havde endnu engang gravet tenorsaxofonisten Bobby Keyes frem af mølposen, men tonen var noget rusten denne aften, hans alt for lange soli i "Miss You" og "Brown Sugar" lød uinspirerede og trætte, og man havde i det hele taget hellere hørt noget mere til den fine trompetist Kent Smith.
Det var stadig det interne samspil mellem Woods, Richards og Leavell - fuldfedt backet af Watts og Jones - som slog de største og mest inspirerende gnister, mens Jagger fór omkring som en sprællemand på speed, uden at det gik ud over hans generelt sikre vokalpræstationer.
På et tidspunkt forlod gruppen selve scenen - og den altdominerende videoskærm, som hang og fyldte godt på bagtæppet - for at give et par numre på et platform midt ude i menneskehavet. Koncertens andet højdepunkt faldt, da gruppen her uden hjælp af gimmicks eller kunstige sødemidler gav en hårrejsende effektiv tolkning af Bob Dylans "Like A Rolling Stone", som fik fællessangen til at bølge gennem Parken, mens høj og lav brølede 'how does it FEEELL'.
Der var både tomgang og ekstase - nogle gange er gruppen blot et museum på hjul, andre gange potenseret nutid - hvor ligegyldige throwaways som "Flip The Switch" og "It's Only Rock'n'Roll" afløstes af uomgængelige vindere som "Sympathy For The Devil" og en hidsig "Jumpin' Jack Flash", og generelt var det næsten to og en halv time lange show entréprisen værd.
Både for hvad Stones var, og hvad de er i dag, kan man ikke frakende dem charme, nærvær eller evnen til at give et godt show. Og det var såmænd hvad de gjorde denne onsdag aften...
*The Rolling Stones, Parken, onsdag
