Læsetid: 4 min.

Fra jazzfestivalen...

20. juli 1998

...over klassikere med Charles Mingus til Blue Note's kender-serie og Sonny Rollins

JAZZRUNDEN
I forbindelse med den københavnske jazzfestival kan man pege på adskillige plader til at supplere indtryk af den levende musik - eller erstatte indtrykkene i de tilfælde hvor man ikke nåede frem. En del af disse plader er anmeldt før festivalen, andre er omtalt sammen med koncertanmeldelserne, og nogle stykker ligger stadig over.
Deriblandt debutpladen med det sært betitlede ensemble Ok Nok Congo, der torsdag den 9. spillede som oktet på Axeltorv og på pladen plays Thomas Agergaard & John Tchicai (Storyville STCD 4220) med i alt12 musikere. Udvidelsen skyldes bl.a. hr. og fru Tchicai og guitaristen Mark Oi i enkelte optagelser; selv John T. høres dog knap nok som solist, men har leveret to kompositioner og et arrangement.
Pudsigt nok var Tchicai ikke med på Axeltorv, og pladen er altså helt overvejende Agergaards, også som komponist. Et par gode optagelser - som den Mingus-agtige "Oth Street" med Niclas Knudsens guitar og semi-balladen Diving med Kasper Tranberg på Rex Stewart-inspireret trompet - kan desværre ikke skjule at musikken, der er optaget i 1995, 96 og 97, er meget rodet og savner en fast, gennemgående producerhånd.

Cassandras sangbog
Repertory Quartet var på Gråbrødretorv tirsdag den 7. med sin ny trommeslager, Keith Copeland, en god afløser af Alex Riel, og sit ny repertoire, som er af Ellington og Strayhorn. Begge dele svarer til kvartettens sidste plade, Plays Ellington/Strayhorn (Music Mecca CD 2051-2), som i endnu højere grad end de foregående plader viser lederen, Jesper Lundgaards, evner for at finde materiale uden for alfarvej og tilpasse det kvartetten. Her f.eks. "Azure" og "The Clothed Woman", henholdsvis et orkesterstykke og en klaverkoncert.
Ben Besiakov var en af festivalens mest benyttede pianister, f.eks. med Jens Winthers kvartet i Haveselskabets Have torsdag den 9., men man skal til hans ny plade, Choo Choo (Stunt STUCD 19806), for at møde ham som trioleder (med Lennart Ginman og amerikaneren Mike Clark). Besiakovs ikke mindst rytmisk veloplagte spil er fint fanget, men han egner sig alligevel bedst til rollen som sideman.
Cassandra Wilson, festivalens store åbenbaring, omtalte jeg i en præsentationsartikel den 2. juli. Til de dér nævnte plader er nu yderligere kommet Song Book (JMT-Polygram 514.026-2), et tværsnit af hendes produktion i perioden 1985-91. Særligt nævneværdige er Body and Soul, der benytter
John Coltranes harmonisering, og tre stykker (i alternative takes) fra cd'en Blue Skies med det bedste af akkompagnementerne (Mulgrew Miller, Lonnie Plaxico og Terri Lyne Carrington), lidt af en trøst, når den cd de er taget fra, ikke kan importeres af Polygram.

Mingus i 1959
I forbindelse med anmeldelsen af Mingus Big Band omtalte jeg dette ghost bands nyeste cd, men søger man the real thing, skal man gå til mesterens egne indspilninger, især dem fra 1959 som frembragte albummerne Mingus Ah Um og Mingus Dynasty.
Det har senere vist sig at hovedparten af materialet var betydeligt beskåret for at skaffe plads inden for lp'ernes spilletid. En dobbelt-lp fra 1979 (Mingus' dødsår) rådede til dels råd på det, men først nu foreligger The Complete 1959 Columbia Recordings (Columbia C3K 65145).
Der er tre cd'er, af hvilke Mingus Ah Um kompletterer de optagelser der oprindelig var beklippede, og tilføjer tre numre, som først fremkom i 1979, hvorved spilletiden kommer op på næsten 73 minutter. Dynasty-pladen er tilsvarende udvidet og er nu på 60 minutter, og endelig er der så den tredie cd med Alternate Takes fra disse sessions, seks stk. på 39 minutter.
Det er som at blive præsenteret for et director's cut af en stor filminstruktørs hovedværk, tilmed i en teknisk forbedret gengivelse. At man har fået en kender som Brian Priestley (forfatter af Mingus: A Critical Biography) til at skrive noterne, og at man desuden bringer sjældne billeder fra optagelserne, øger udgavens værdi og understreger at det er en af årets mest attråværdige.

Blue Note og Rollins
Connoisseur CD Series er navnet på Blue Note's genudgivelser i begrænsede oplag. Den sidste portion er ikke helt ny, men forhåbentlig stadig til at få. Selv om etiketten Blue Note normalt borger for kvalitet, er ikke alt i serien for kendere, og de tre nye jeg har inspiceret, er ikke alle klassikere. Trompetisten Freddie Hubbards Goin' Up (859.380-2) er dog et godt eksempel på neo-bop anno 1960 med tenor (Hank Mobley) og en stærk rytmegruppe (Tyner, Chambers, Philly Joe Jones).
Mindre entusiastisk er jeg over 'bout soul (859.383-2), med den intense alt Jackie McLean i spidsen for en ujævnt sammensat sekstet, som i 1967 forsøger sig med en ikke rigtig velfordøjet form for frijazz. Førsteprisen tages derfor let af vibrafonisten Bobby Hutcherson og hans kvintet i Stick-Up! (859.378-2) fra 1966, som får meget mere ud af inspiration fra John Coltrane og hans modale jazz. Joe Henderson (tenor), McCoy Tyner (klaver) og Billy Higgins (trommer) er fine medspillere for Hutcherson.
Endelig er der så en ny Milestone-cd med Sonny Rollins: Global Warming (MCD-9280-2), hvor den store te-norsaxofonist er ude med et global-økologisk budskab, men hvor det selvkomponerede repertoire og de faste akkompagnatører ikke afstedkommer musik på højde med Rollins selv. Ærgerligt at det fortsat er ham selv og konen der står for produktionen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu