Læsetid: 3 min.

Jazzsangerinden med den store arv

8. juli 1998

Det første, overumplende og besættende møde med Cassandra Wilson

JAZZFESTIVAL
Der må en dyb indånding til, før man stiller spørgsmålet: Er hun jazzens næste store sangerinde, den arvtager til Billie Holiday, Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan som man for længst havde opgivet håbet om at opleve? Og som de snart 70-årige, Abbey Lincoln og Betty Carter, trods alle deres kvaliteter, jo ikke har vist sig at være.
At det næsten fulde hus, som mandag aften tog del i den anden festival-koncert i Cirkusbygningen, fik indtryk af at opleve noget ekstraordinært, fremgik tydeligt af den standing ovation, hvormed der kvitteredes for Cassandra Wilsons afdeling af koncerten. Et ligesom overrumplet bifald, der afspejlede, at det havde man alligevel ikke ventet.
Men hvordan skulle man også have været forberedt? Damen har ikke tidligere besøgt os, og hendes mange indspilninger fra midten af 1980'erne til først i 90'erne viser hende stort set i et eksperimenterende miljø, der ikke fik hendes talent til for alvor at blomstre - desuden blev vist ingen af disse plader (på det tyske mærke JMT) publicerede herhjemme.
Først hendes ny kontrakt, med det amerikanske Blue Note, har frembragt plader, foreløbig tre, som viser spændvidden i hendes repertoire og den sene modning i den nu 42-åriges sangkunst; og af disse plader er det kun den sidste, duoen med pianisten Jacky Terrasson i Rendezvous, der viser hendes virkelige format som jazzkunstner. Selv denne plade er imidlertid først udsendt herhjemme i disse dage.

Radioens Big Band
Formentlig var det da også primært vores hjemlige sanglærke, den nok så omtalte Cæcilie Norby, der trak folk til huse sammen med Radioens Big Band under den kommende chefdirigent, Jim McNeely. Nogen udtalt kreativitet i programlægningen var der jo ikke tale om - det Gershwin-program man præsenterede i koncertens første afdeling blot var en forkortet udgave af det, man fremførte på en turné i foråret.
Men selvfølgelig var det da en fornøjelse at høre orkestret, dets fremragende solister og erfarne dirigent uden for dets egentlige sæson. Af et festival-program kunne man dog nok vente sig et mere originalt indslag.

Fra blues til Miles Davis
Man må altså forestille sig at koncertens publikum stort set var kommet for det, der foregik før pausen, men drog hjem med det, der skete efter. For hvornår mødte vi sidst en jazzsangerinde med så suveræn udnyttelse af en meget personlig altstemme, med så sikker fornemmelse for rytmisk frasering og så dristig fantasiudfoldelse i de melodiske forløb, med så indfølende et tekstforedrag og med en performance, som bygger på en mimik og et kropssprog så sensuelt og udtryksfuldt som en flamenco-danserindes.
Jo, måske nok noget af alt dette, men ikke det hele på én gang.
Også repertoiret var yderst personligt. Hvornår kommer man ellers ud for en suggestiv fortolkning af standard-melodien Old Devil Moon, fulgt af en moderne udgave af Delta-bluessangeren Robert Johnsons Come On In my Kitchen; denne igen af en næsten uigennemskuelig udlægning af Miles Davis' Seven Steps to Heaven, og lidt senere igen af en alt andet end poppet udgave af Cindy Laupers nutidige popsang Time After Time, med hilsen til Miles Davis og hans ofte kritiserede version af den. Og som ekstranummer endnu en countryblues-hilsen til staten Mississippi, hvor Wilson er født og opvokset, indledt af en lang, idiomatisk solo af guitaristen Marvin Sewell.

Akkompagnementet
Samme Sewell var en langt mere spændende, og heldigvis mere benyttet, akkompagnatør end pianisten Eric Lewis, der sandelig ikke holdt sig tilbage ved tangenterne og til overflod blev forstærket så det halve havde været mere end nok. Han var unægtelig ikke på niveau med bas/tromme-team'et, der bestod af veteranen (og den musikalske leder) Lonnie Plaxico og den ganske unge, men allerede erfarne Marcus Baylor.
Allerhelst havde jeg hørt hende, som på pladen, i duo med Jacky Terrasson. Men når det nu ikke kunne lade sig gøre, var hendes kvartet da en brugbar erstatning, med den nævnte indskrænkning.
Det havde også været at foretrække at høre hende i mere intime omgivelser, f.eks. i Copenhagen JazzHouse. Men det har hendes nuværende pladesalg i USA, med deraf følgende honorarkrav, vel gjort økonomisk urealisabelt.
Foreløbig må vi nøjes med at håbe på et snarligt genhør, og med at kvittere for hendes afskedshilsen: "I love you, Copenhagen!" med det ellingtonske: We love you madly!

*Cassandra Wilson med kvartet og Radioens Big Band med Jim McNeely og Cæcilie Norby i Cirkusbygningen mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu