Læsetid: 7 min.

Man kan jo vælge at give slip på det hele

6. juli 1998

Tenorsaxofonisten Christina Nielsen om musikerens friheder, saxofonens tone og lytterens glæde

JAZZFESTIVAL
"Det at spille musik er uendeligt. Du kan altid blive bedre. Hele livet. Det er dét, der er så fascinerende. At man hele tiden kan opdage noget nyt. Det er også det, der er så hårdt ved at være musiker. Man kan ikke bare læne sig tilbage i sofaen og sige: Nåja, men det går jo egentlig meget godt. Man ved ikke, om man har noget at lave om et år."
"Når jeg er blevet jazzmusiker, hænger det meget sammen med, at jeg, da jeg var i starten af 20'erne, hørte Michael Brecker. Så eskalerede det. Jeg begyndte på konservatoriet og begyndte at få kontakter. Jeg begyndte at spille og lavede mit eget orkester. Så begyndte telefonen at ringe. Og nu er jeg en, der tager rundt og spiller og forsøger at leve af det. Jeg har oven i købet været så heldig, at jeg har haft noget at lave, selv om der også har været perioder, hvor det har været småt. Men sådan er det at være jazzmusiker. Man ved ikke, hvad der vil ske om et år eller halvandet. Man render rundt og spiller i tusinde forskellige sammenhænge. Møder hele tiden nye mennesker, nye musikere. Men man ved aldrig, hvad der vil ske."
"Jeg flyttede fra min kæreste sidste efterår og havde i en periode ikke et sted at bo. Og det der ingenmandsland satte en række tanker igang: Hvad er det egentlig jeg laver? Hvorfor gør jeg det her? Og hvad vil jeg nu."
"Det er jo en sorg at miste et menneske, som man har kendt gennem mange år. Det er hårdt."
"Men også lærerigt. Det giver en dybde i livet. Og måske i musikken. At sidde og øve otte timer om dagen er jo ikke den eneste måde at få tyngde på. Der er andre ting, der kan give dimension i musikken. Det at lære noget af livet giver en distance til det at skabe. Det kan simpelthen løfte musikken at give slip."
"Ikke sådan at forstå, at man skal flytte fra sin kæreste. Men for mig styrkede det min musik. Musik blev et koncentreret holdepunkt, da alt andet var kaos."

Friheden til at slippe
"Min kvintet spiller jazz med rødderne i 60'erne. Det er en stil, som jeg holder meget af. Nogle der synes, den er moderne, andre at den er dødforældet. Men jeg spiller den, fordi jeg kan lide den."
"Som ung har man jo også behov for et eller andet at holde i. Det havde jeg i hvert fald. Behov for en tradition."
"Men nu føler jeg, at jeg står overfor at skulle prøve noget nyt. Selv om det ikke står mig klart, hvad det skal være."
"Måske er det enkelhed, jeg søger. Åbenhed og enkelhed. Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke engang, om man kan forene de to ting: At give slip og skabe musik udfra et enkelt tema. Men jeg kunne godt tænke mig at finde ud af det. Man kan jo vælge at spille helt frit og give slip på det hele."
"Det har jeg aldrig rigtig gjort. Men når jeg holder så meget af jazz, er det jo netop fordi, det er så frit og rummer så mange muligheder. Det indeholder improvisation, som er en fantastisk frihed. Og en evig udfordring."
"Min karriere, om man vil, begyndte i det små, da jeg som 11-årig blev optaget i et skoleorkester i Ballerup. De søgte børn, og min far, min mor, min søster og jeg kom til et stort orienteringsmøde. Jeg var meget genert, så da lærerne på et tidspunkt sagde, at børnene skulle løbe ned i den anden ende af lokalet og vælge et instrument fra nogle kasser, turde jeg ikke. De andre stedsede ned og tog de spændende instrumenter: Trompeter og saxofoner og basuner. Og da jeg endelig kom derned, var der kun en lille grim æske tilbage, og inden i den: Fem små mærkelige, sorte stykker. Jeg anede ikke, hvad det var. Men jeg fik at vide, at det var en klarinet. Og den begyndte jeg så at spille på."
"Klarinetten blev senere skiftet ud med en tenorsaxofon af den ene grund, at jeg ikke kunne høre klarinetten i hornorkesteret."
"Det er historien om, hvordan jeg blev saxofonist."

En varm, blød tone
"Når jeg stadig holder fast i saxofonen, er det fordi, jeg utrolig godt kan lide dens klang. Og specielt tenorens. Den er meget varm og blød. Den har en sjæl. Men den er også aggressiv. Der er noget råt i den. Den kan være smuk og grim på én gang."
"Og det er i virkeligheden meget kendetegnende for mit forhold til musik. Musik skal indeholde begge dele. Der er musikere, som både kan spille utrolig smukt og grimt. Stan Getz kan for eksempel spille nogle smukke passager og så: aarhhhh... Så gør han et eller andet, virkelig voldsomt."
"Det er lige som livet. Vi indeholder begge sider. Og det kan saxofonen understrege."
"Jeg tror, at jeg som menneske har det samme temperament som saxofonen. Selv om jeg måske udadtil mest af alt bare virker blid. Der er mennesker, der efter en koncert kommer op og siger, at de har svært ved at forstå, at jeg kan spille sådan, når jeg er så anderledes som menneske. Men jeg rummer jo også det andet. Det gør alle. Der er ingen, der kun er blide og søde hele tiden. Det ville man ikke kunne holde ud."
"Nu spiller jeg også sopransaxofon. Mere og mere faktisk. Sopranen har en anden karakter end tenoren. Den giver en yderligere dimension til klangbilledet. Den har en lidt mere lyrisk, skinger tone."
"Der er temperamentsforskel på de to instrumenter. Jeg har f.eks. spillet en ballade på tenoren et stykke tid. I sidste uge begyndte jeg at spille den på sopranen, og det lød meget bedre. Det er som om sopranen er mere oplagt til ballader. Det er svært at forklare, hvorfor det er sådan. Men føles mere rigtigt."
"Da jeg begyndte at spille sopran, følte jeg ikke, at jeg helt havde kontrol over den. Det føler jeg nu. Men det er et teknisk krævende instrument, som jeg hele tiden skal arbejde med. Det er næsten som om, jeg har to forskellige instrumenter, selv om det er samme greb og ambrosyre og blad og rørsystem. Det er to forskellige instrumenter, som skal holdes vedlige og ikke bare kan ligge."

Jeg er en lytter
"Jeg har altid været genert. I skolen sagde jeg ikke så meget, og hvis jeg sagde noget, så sikrede jeg mig, at det var velovervejet, fornuftigt eller godt. Jeg tog ikke så mange chancer."
"Det går bedre, selv om jeg stadig må kæmpe med genertheden. Man kan jo ikke skjule sig på en scene, når man er i front og skal kommunikere. Men jeg synes ikke, at det påvirker min musik. Når jeg spiller er jeg jo på . Så er musikken som et fristed."
"Men jeg stadig en genert og nok lidt tilbageholdende person. Jeg er ikke sådan en, der kommer ind og fylder hele rummet. Jeg er mere en, der lytter. Jeg synes, det giver mig mere at lytte til andre mennesker end at udbasunere mine egne ting."
"Det er også lidt det, jeg har oplevet på Den 3. vej, som er et projekt, hvor rytmiske musikere skal lære at orkestrere og skrive for klassiske ensembler. I den forbindelse har jeg lyttet på en masse musik og studeret klassiske partiturer. Og jo mere jeg har forstået, des mere respekt har jeg fået for de gamle komponister. Jeg har følt mig helt ydmyg til sidst. Og jeg tror altså, at det kan være sundt, at glemme det der med, at man skal søge noget nyt og skal udbasunere sit eget. Jeg har i hvert fald haft stor glæde af bare at lytte til de gamles erfaringer."

*Christina Nielsen Quintet kan opleves på Axeltorv i dag kl. 16, i Studenterhuset tirsdag 7. juli kl. 21.30 og i Drop Inn fredag kl. 19. Christina Nielsen kan også opleves sammen med altsaxofonisten Christina von Bülow i Café Chips lørdag kl. 20.30

*Dette er den anden artikel i en serie interviews med danske kapelmestre. Den første blev bagt 4.-5. juli. Serien fortsætter

Christina Nielsen
*Tenorsaxofonist, 33 år, født på Frederiksberg og opvokset i Skovlunde. Christina Nielsen kom som helt lille i rytmisk børnehave og senere på musikskole i Ballerup. Men hun var i starten af 20'erne, før hun seriøst begyndte at spille. Hun er uddannet på Rytmisk Konservatorium i 1992, har studeret på Sibelius Akademiets Jazzafdeling i Helsinki, deltaget i Dansk Jazzforbunds kursus, Den 3. vej, og fra 1996-98 i Rytmisk Konservatoriums komponistuddannelse med Bob Brookmeyer som hovedlærer. Har komponeret til en lang række orkestre og optrådt med en lang række danske og udenlandske musikere og orkestre. Har modtaget flere priser, bl.a. Ben Webster Prisen i 1994. Hun har medvirket på flere pladeindspilninger, bl.a. sin egen From This Time Forward fra 1995 og på Heartflower fra 1998 sammen med Ann-Sofi Söderquist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her