Læsetid: 2 min.

K'NYT

14. juli 1998

Cannes-deltageres film i Odense
*Kortfilmfestivalen i Odense er ved at have sit program klar til sommerens seance i perioden 9.-14. aug. En af begivenhederne er dog en spillefilm, nemlig et smugkig på Chr. Braad-Thomsens Den blå munk om livet i en bodega a la bohemestedet Bobi Bar i København. Desuden bliver der retrospektivt møde med Cannes-vinderen Thomas Vinterbergs film. Hans afgangsfilm fra filmskolen, Sidste omgang, der blev præmieret i München i 1993, vises bl.a. Den anden danske Cannes-deltager fra i år, Lars von Trier, får sin eksperimenterende spillefilm, Epidemic, fra 1987 vist. Prisvinderen fra i fjor, Lotte Svendsen, vil få vist sin afgangsfilm fra filmskolen, Harmony, om et partyband, hvis forsanger dør. I den udenlandske afdeling vises film fra bl.a. Sydkorea, New Zealand og Mexico.

Wordsworth om det sublime
*Professor i dansk litteratur på Dansk Lærerhøjskole, Klaus P. Mortensen, udgiver fredag d. 7. august en bog, der søger at tilføre den angelsaksiske diskussion om Wordsworths forfatterskab nye aspekter. Bogen, der sigter på et internationalt publikum, hedder The Time of Unrememberable Being - Wordsworth and the Sublime 1787-1805, koster 230 kr. og udkommer på Museum Tusculanums Forlag.

Nash vil tømme bibliotekerne
*Den 78-årige forfatter og havfruekunstner, Jørgen
Nash, synes, de danske forfattere og deres formænd er alt for milde i deres protest over 25-procents nedskæringen af biblioteksindkomsten. Det siger han til Ekstra Bladet (13.7.), hvor han erindrer om dengang for tyve år siden, da forfattere og læsere - ifølge Nash 700 med ham selv i spidsen - med gyldige lånerkort som våben begyndte at tømme de svenske biblioteker for bøger, som blev kørt bort i store flyttebiler. En aktion, der blev lagt mærke til, og som virkede. Han foreslår danske forfattere at gøre det samme.

Århus Festuge aflyser Glass
*Århus Festuge aflyser forestillingen Monsters of Grace af det kunstneriske makkerpar, instruktøren Robert Wilson og komponisten Philip Glass. Forestillingen skulle have været på turne i Europa i et samarbejde mellem Århus Festuge, Göteborg Danse- og Teaterfestival og Internationales Sommerfestival i Hamburg. Efter at have overværet en meget ufuldstændig europæisk præsentation af forestillingen i London i maj har de tre festivaler forgæves forsøgt at få garanti for, at Robert Wilsons del af projektet - en 3D-film som visuel ledsagelse til Philip Glass' musik - ville blive blot nogenlunde færdiggjort i løbet af sommerferien. Den garanti er det ikke lykkedes at få. Derfor har de tre festivalledelser i fælleskab besluttet, at de ikke vil byde publikum i de tre byer en forestilling, der "står i skærende kontrast til de forventninger, som er skabt via de første omtaler af projektet".

Aqua i 'grøn koncert'-regi
*En af sommerens store rockbegivenheder, Muskelsvindfondens grønne koncerter, sluttede søndag i Århus med bl. Aqua-koncert, godt vejr og stort publikum. Men også ved de foregående to dages Grøn Koncert i Esbjerg og Odense mødte publikum trofast op trods et ringe vejr. Fonden har dermed udsigt til en mærkbar økonomisk succes. - Vi har budgetteret med omkring i alt 165.000 gæster til de syv koncerter og et nettoresultat på seks mio. kr. Men fortsætter vi, som ved de tre første koncerter, ryger vi snarere op på 6,5 mio. kr. Og er vi rigtigt heldige med vejret, nærmer vi os måske rekordomsætningen sidste år, der gav 7,5 mio. kr. i nettooverskud, siger indsamlingleder, Marius Byriel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu