Læsetid: 2 min.

K'NYT

8. juli 1998

Nyt nummer af Kirurgiske
*Det bemærkelsesværdig kulturtidsskrift for poetisk hjernevinding, Øverste
Kirurgiske, har udsendt et nyt nummer, som er ret vildt. Der er en række utraditionelle interviews - med et gravmæle, med en hundelort, med begrebet afstand, med en bænk, osv. Blandt forfatterne til nummeret nævnes en hel masse, blandt andet Kundera, Auster og Per Håndholdt. Find selv på flere, står der.
Bladet kan købes eller bestilles hos boghandleren via DBK.

Filmaftener på Nørrebro
*Filmsamleren og skribenten Jack Stevenson og Café Rust i Guldbergsgade på Nørrebro præsenterer for tredje sommer i træk 16 millimeter-spillefilm. Filmene vises på visse mandag og torsdag aftener i juli og august fra kl. 21. Der er gratis adgang.

Antikrist genudgivet
*En ny udgave af Friedrich Nietzsches Antikrist - Forbandelse over kristendommen er udsendt af Reitzels Forlag (93 s. 128 kr.)
Bogen, der er et opgør med kristne værdier, udkom første gang i 1894.
Arne Helligsøe har oversat.

Fodboldrekord på Internet
*Allerede før første semi-finalekamp havde arrangementets officielle hjemmeside haft en milliarder besøgende. Rekorden for en enkelt dag er 73 millioner besøg, hvilket er mere end rekorden fra Nagano-OL. Adressen www.france.com er således p.t. en af verdens mest besøgte.

Elton den rigeste popkunstner
*Med indtægter på ca. 400 millioner kroner blev Elton John den britiske popkunstner, der tjente mest i 1997. Og så er salget fra singlen Candle in the Wind endda ikke medregnet, for overskuddet herfra gik til prinsesse Dianas mindefond.
Ifølge det britiske magasin OK! ligger veteranerne Paul McCartney, George Michael og Sting tæt i baghjulet af mr. John med hver mellem 120 og 160 millioner kroner tjent i fjor.
Forsangeren i Oasis, Noel Gallagher, kommer på femtepladsen med 100 millioner i indtægt, dobbelt så meget som lillebroren Liam tjener. Den lille overraskelse på listen er Spice Girls, som ikke tjente mere end 50 millioner kroner hver i fjor.

Bog om kollektiv erindring
*De to historikere Anette Warring og Claus Bryld har skrevet et stort bogværk om besættelsestiden som kollektiv erindring. Bogen udkommer den 21. august på Roskilde Universitets Forlag. Bogen ser nærmere på konflikter om forståelsen af besættelsestiden og det fænomen, at historien om besættelsen bagefter blev kanoniseret som en mytisk grundfortælling.

Kultur i Syd-afrika og her
*En ny form for kulturudveksling med Norden, Shuttle 99, er netop blevet lanceret i Sydafrika. Der er workshops, seminarer, master classes, træningsprogrammer og så videre gennem to år, afsluttende med en nordisk kulturfestival i 1999.
Danmark står for dans og teater, mens de øvrige genrer er fordelt på de øvrige skandinaviske lande.
Det er endvidere aftalt, at et stykke om det nye Sydafrika og sandhedskommissionen skal spilles på Folketeatret i København til oktober.
Marie Brolin-Tani Danseteater i Århus co-producerer et stykke med et dansekompagni i Pretoria, og der er således også flere bilaterale arrangementer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her