Læsetid: 2 min.

K'NYT

2. juli 1998

Ny formand for museumsnævn
*Museumsinspektør Merete Ipsen fra Kvindemuseet bliver ny formand for Statens Museumsnævn fra 1. juli og fire år frem. Hun afløser museumsdirektør Michael Lauenborg fra Esbjerg Museum. Næstformand bliver Georg Stenstrop, Fur Museum, som efterfølger Anne Christiansen, Odense Bys Museer. Nævnet er museernes samarbejdsorgan og rådgiver desuden både museerne, kulturministeriet og andre offentlige myndigheder.

Nordisk kunst får nyt forum
*En stor kunstudstilling ser for første gang nordisk lys den 18. okt. på Konstakademien i Stockholm. Carnegie Art Award - Nordic Painting bliver fremover en årlig, nordisk begivenhed, bestående af en turnerende udstilling, en kunstbog og tre priser på hhv. 500.000, 300.000 og 200.000 sv. kr. samt et stipendium på 50.000 kr. til en yngre, nordisk kunstner. Juryen ledes af Lars Nittve, Tate Gallerys nye direktør. 24 kunstnere er udpeget til at deltage i den første udstilling, fra Danmark Simone Aaberg Kærn, Erik A. Frandsen og Tal R. Udpegningen sker efter et nomineringssystem. 83 kunstnere var nomineret, 30 kom med. I København vises udstillingen 14.-29. nov. på Sophienholm. 18. okt. uddeles priserne i Stockholm. Formålet er at fremhæve og styrke nutidskunst og kunstnere i Norden.

Musikuddannelsens fremtid
*I dag åbner i Århus en international UNESCO-kongres om musikuddannelse i et multikulturelt samfund. Statens Musikråd, Århus Amt samt Dansk Musikerforbund m.fl. er værter for kongressen, der med foredrag, debat, undervisning og koncerter løber til 5. juli.

Gaarder støtter miljøsagen
*Jostein Gaarder har valgt at bruge nogle af de mange penge, han har tjent på bogen Sofies verden til at oprette en ny miljøfond. The Sophie Prize bliver på 100.000 USD, og første modtager bliver en miljø- og menneskerettighedsorganisation i Nigeria. Prisen vil gå til folk og organisationer, der prøver at finde alternativer til verdens udvikling.

Utzon-udstilling i Helsingør
*Den udstilling med tegninger, skitser og modeller fra Jørn Utzons arkitektur, der i april blev vist i Øksnehallen, gentages i Toldkammeret i Helsingør fra på lørdag frem til. 25. aug.

På akademiet som 16-årig
*En 17-årig århusianer, Carl Johan Sennels, er blevet optaget på Kunstakademiet i København, endda mens han endnu kun var 16 år. Ifølge Århus Stiftstidende bliver Carl Johan Sennels den
yngste elev på akademiet siden 1920. Den usædvanligt unge elev på akademiet blev udvalgt blandt omkring 500 ansøgere, hvoraf 29 fik plads. Carl Johan Sennels havde indsendt fire oliemalerier og et fotografisk værk. Han begyndte at tegne til mindre blade, da han var otte år, skriver Århus Stiftstidende.

Udstilling om slavernes forhold
*På de vestindiske øer er man utilfredse med, at Danmark ikke vil fremsætte en officiel undskyldning for at have udøvet slaveri. Kravet er fremsat i 150-året for slaveriets ophævelse på de dengang danskejede kolonier. I Danmark markeres begivenheden dog med en udstilling, der åbner i morgen på Assistens Kirkegaard, hvor øernes sidste, danske generalguvernør, Peter von Scholten, ligger begravet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her