Læsetid: 2 min.

K'nyt

25. juli 1998

Øverste Kirurgiske ekspanderer
*"Man skal tro, man er noget," siger det opsigtsvækkende poesi-magasin Øverste Kirurgiske, som nu drister sig til at udkomme i en endnu federe udgave. Det nye ØK, som udkommer første gang første september, bliver i A5 format og sidetallet bliver mere end fordoblet. Hvad fornyelsen i øvrigt kommer til at rumme, vil kirurgerne ikke løfte sløret for. Måske ved de det ikke selv. "ØK skal være en overraskelse, også for os, der laver det," siger redaktionen. Fra og med første september vil det forstørrede ØK udkomme hveranden måned i stedet for, som nu, månedligt.

Teatersucces til Japan
*Anne-Lise Gabolds teatersucces med opsætningen af Bakkantinderne, der spillede for fulde huse i Kanonhallen i maj, deltager i teaterfestivalen Toga i Japan den første uge af august. Under prøverne til den højt anmelderroste forestilling benyttede Anne-Lise Gabold den japanske pædagog Tadashi Suzukis særlige træningsmetode for skuespillere. Resultatet blev, med vor egen anmelder Erik Thygesens ord, en forestilling "der i sjælden grad er baseret på en original stil (...) båret frem af en dramatisk holdning og af en skønhed, der kommer (...) fra en fælles indre styrke eller energi, som tydeligt har grebet hele ensemblet og derfor også griber publikum."
Bettina Heltberg sagde "Bravo!" i Politiken, og nu vil japanerne altså se giraffen.

Socialædagogik som spørgsmål
*Socialpædagogerne får nu deres eget tidsskrift. Efter års forberedelse er magasinet Socialpædagogik i cirkulation. Lixtallet er højt og der er ingen billeder, men til gengæld kan man læse artiklerne socialpædagogik og skolen, socialpædagogikkens genkomst, socialpædagoguddannelsen i et paradigmeskift og socialpædagogik som spørgsmål. Tidsskriftet skal udkomme to gange årligt, nemlig i juni og december og kan bestilles hos dansk forening for socialpolitik i Riiskov.

Edvard Munchs 'Skriget' misbrugt
*Der vil formentlig lyde et skrig, når Time Magazine modtager erstatningskravet for ulovlig gengivelse af nordmanden Edvard Munchs berømte maleri Skriget. Maleriet blev gengivet på magasinets forside, og det er ifølge Harald Holte, daglig leder af den norske organisation der varetager kunstneres interesser, BONO, første gang, "Skriget" er blevet brugt af et magasin som Time uden tilladelse. På grund af Times store oplag kan der blive tale om en klækkelig erstatning for brugen af billedet, der sidst er vurderet til 400 mio. norske kroner, men som ifølge det norske Nettavisen er betydeligt mere værd i dag. Ud over prisen er nordmændene yderste bevidste om billedets kulturhistoriske symbolværdi. "Maleriet bliver brugt hele tiden, og er blevet et ikon for vor tid," har Kunsthandler Knut Forsberg udtalt til Nettavisen.

Gang i kultureksporten
*Udenrigsministeriet har netop udsendt rapporten Hvad sker ude? med lister over danske kulturelle aktiviteter i udlandet i 1998. Der foregår kulturelt dansk diplomati nok til at fylde mere end 100 sider, og blandt aktiviteterne kan nævnes Lego show, som løber af stablen i Seoul i Sydkorea 10. december, Blicher-plancheudstillingen på Nordic Heritage Museum i Seattle i juli-august og visning af Lars von Triers Breaking the Waves under EU-filmfestivalen i Manila i september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu