Læsetid: 2 min.

K'nyt

21. juli 1998

Gode bøger til de mindste
*Forlaget Klim har taget debatten om danske børns manglende læsefærdighed som en udfordring og bedt forfatterne Hans Otto Jørgensen, Svend Åge Madsen og Gorm Henrik Rasmussen og Svend Ågesen om en historie. For måske er et af svarene på det dårlige læseniveau det indlysende, at børn i Danmark simpelthen har manglet gode bøger, mener forlaget. Klims bud på, hvordan manglen udlignes, udkommer den 14. august ved det nye skoleårs start og består af fire gange to bøger: en lille til hver elev og en stor til at holde op for klassen til læreren. Svend Åge Madsens handler om Søren Kierkegaards kikkert (ill. Lene Noer), Svend Ågesen skriver en dragehistorie med overraskende udgang (ill. Kristian Nordentoft), Gorm Henrik Rasmussen fortæller en molbohistorie (ill. Per Kramer), og Hans Jørgen Ottosen en historie om drengen Viggo og alle dyrene (ill. Erik Sørensen). Serien omfatter desuden en læsevejledning, Læs godt, ved Kirsten Krogh-Jacobsen. Børn lærer at læse ved at læse, er den bagvedliggende filosofi. De små udgaver koster 37,50 kr., de store 85 kr.

Europas korte 20. århundrede
*Mark Mazover hedder forfatteren til en ny bog om Europas korte 20. århundrede, Dark Continent. Forfatteren spilder ikke tiden på i forvejen velbelyste områder såsom det diplomatiske forspil til Anden Verdenskrig, men han har meget at berette om befolkningsvandringer og nationalismens politik, skriver Times Literary Supplement, der også kalder fremstillingen en "højst individuel og intelligent fortolkning". Bogen dækker tidsrummet fra slutningen af Første Verdenskrig til midten af 1990erne.

Hvordan det hele begyndte
*Landbohistorisk Selskab har udgivet en bog om dansk landbrug mellem 1950 og 1953. De var dengang de første planer om en fælleseuropæisk landbrugspolitik blev smedet, og dengang England aftog godt 55 procent af den danske landbrugseksport. Danmark var spændt ud mellem De Seks - senere EF og EU - og England. Bogen analyserer landbrugets skifte fra at være overvejende engelsk-orienteret til begyndende positivitet over for De Seks. Den er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og den fås hos Landbohistorisk Selskabs Bogsalg på Dansk Landbrugsmuseum, Gl. Estrup.

Portræt af Martin Andersen Nexø
*Martin Andersen Nexø var gift tre gange, og hans ældste barn var fyrre, da han fik det yngste. Hans oldebarn nummer tre, Stine Korst, har lavet portrætfilmen Martin Andersen Nexø - portræt af min oldefar, og i tilknytning til denne udkommer nu en lille, supplerende bog om oldefar, illustreret med en del interessante billeder, blandt andet af Nexø på lit de parade. Selv i døden bevarer han et fast og bestemt drag omkring munden. Man tror Stine Korst, når hun skriver, at hendes oldefar var en "meget stivsindet patriark".

'Davids bog' som spillefilm
*Den danske novellefilm Davids bog, skrevet af den Oscar-nominerede Anders Thomas Jensen og Søren Frellesen, bliver til spillefilm, skriver Berlingske Tidende. Working Title Films har købt rettighederne af M & M Productions A/S.
Optagelserne begynder i foråret 1999, og skuespillerne udvælges snarest.
Working Title Films har blandt produceret Fargo, Fire bryllupper og en begravelse og Mr. Bean.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu