Læsetid: 6 min.

Hvad kommer efter demokratiet?

3. juli 1998

Lige ud sagt

FRIE ord
Venner har man til at sige en sandheden, når den er ilde hørt. Sådan en ven (gennem 30 år) ringede op i forgårs:
"Nå, du er også med på at afskaffe demokratiet?"
- Hvad mener du?
"Det står i Information i dag."
- ?
"Der står, at du skal deltage i et møde på Ry Højskole om, hvad der kommer efter demokratiet. Så langt er det kommet: Du gider ikke engang overveje, om demokratiet kan reddes. Det gælder bare om at være på forkant af udviklingen og finde ud af, hvad det næste bliver. Det er forfærdeligt."
- Nåe, du tænker på...
"Information bringer en annonce i dag under overskriften 'Hvad kommer efter demokratiet?' I annoncen står, at du deltager i det møde."
- Ja, det er oven i købet titlen på mit eget foredag, men...
"Jeg har haft det uhyggeligt hele formiddagen. Det kan jo gå så galt, mand. Og det spiller du med på. Jeg fryser."
- Hold nu op! Det er jo ironi. Sarkasme. Et fortvivlet nødråb.
"Det tror jeg ikke, det er. Det er kynisme. Tidens almindelige kynisme. Hvornår laver du et manuskript til von Trier?"
- Mener du virkelig det om mig? Jeg er jo enig med dig. Demokratiet er truet, stærk truet, og det er alarmerende, at ingen vil tale om det. Derfor prøver vi med skærende sarkasme, på Scherfigsk eller Holbergsk vis, at råbe, ja, skære den veltilfredse og selvtilfredse tidsånd op.
"Ved du hvad?"
- Nej?
"Profeter kan få ret."
Så lagde han røret på. Det har han aldrig gjort før i de 30 år.

DET FREMGÅR af annoncen og af tre-dages mødets folder, at det er Ry Højskoles Elevforening sammen med skolen selv, der arrangerer det pågældende "politisk forum 1998" med temaet Hvad kommer efter demokratiet?
For at gøre det rigtig ondt, at det ikke alene er emnet for mit indlæg, de har brugt som overskrift for hele arrangementet. Det indledes også med et citat fra et mine interviews i Information: "Regeret bliver der alligevel." Direktør i Ringkøbing kommune Niels Højber taler over det emne og tidligere toprådgiver i statsministeriet Henning Gottlieb replicerer. Oprindelig var det den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann der sagde: "Regeret bliver der alligevel."
Det skete i et interview her i bladet den 25. juni 1960, hvori han fortalte, at han ofte under læsningen af udenlandske blade dumpede ned på kultursiderne. "Det politiske får man i reglen hurtigt overstået, da der ofte står det samme mere eller mindre fordrejet. Kultursiderne er ligesom lidt mere solide. Og så tager det ene det andet med sig. Jeg træffer bestandig på navne som Proust, Joyce, Musil, Hermann Broch og andre og har så selv anskaffet mig deres bøger. Det har været morsomt at opdage, at nøjagtig de samme folk, som jeg selv er optaget af, også beskæftiger Løgstrup og Villy Sørensen, hvis bøger, Den etiske fordring og Digtere og dæmoner, jeg har læst med interesse. (...)Vi politikere har i høj grad behov for vejledning. Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at rådgive os på en kærlig og forstående måde, ville meget være vundet! De kan naturligvis trække sig tilbage, men må så være klar over, at regeret bliver der alligevel."
Vel vakte interviewet opsigt dengang. Ikke blot fordi det røbede en statsminister velbevandret i Kierkegaard, de store udenlandske modernister, Løgstrup og Villy Sørensen, men også fordi han ved den lejlighed for første gang bebudede stor offentlig støtte til u-landsarbejdet og til kulturlivet, som han et halvt år efter fulgte op på et møde på Louisiana, der for alvor indvarslede det, der i dag kaldes de moderne velfærdssamfund. Men når udtrykket "Regeret bliver der alligevel" gik hen og blev et bevinget ord, der endnu kan bruges om en lille måned på Ry Højskole, skyldes det dog ikke hverken Viggo Kampmann selv eller for den sags skyld min ringhed.
Det skyldes den nu 80-årige Bjørn Poulsen (i sin tid medgrundlægger og - redaktør af tidsskriftet Heretica). I sin bog fra samme år (1960), Ideernes krise i åndsliv og politik, modstiller han Viggo Kampmann-interviewet og den modernistiske danske digter Ole Sarvig, der i et essay lige havde hævdet om os, moderne mennesker, at "vi er frø af ukendt art, sået på en fremmed klode."
"Regeret bliver der alligevel," lod Bjørn Poulsen tørt den socialdemokratiske statsminister replicere.
Bjørn Poulsen reflekterede over et samfund, hvor det politiske professionaliseres og det kulturelle i ordets videste betydning afpolitiseres. (Bortset fra, at kunstnere og kulturister naturligvis altid er interesseret i at få nogle penge af politikerne).
Med det berømte og berygtede 1968-oprør eller i hvert fald -røre, ændredes forholdet pludselig radikalt i godt og vel en halv snes år. Nu blev kunst og kultur, ja, selv sport, medier og mode, politiseret som bare ind i Helvede, og det politiske blev stillet over for kravet: Make Love Not War.
I dag er vi tilbage ved en situation, der godt kan ligne den i 1960: Kunst-, sports-, medie-, mode- og det øvrige kultur-liv giver mere eller mindre fanden i demokratiet og det politiske. (Bortset fra det med pengene).
Om det opfatter sig selv som frø af ukendt art, sået på en fremmed klode, er vanskeligt at finde ud af. Den såkaldte post-modernisme kan til tider godt minde om den gode gammeldaws supermodernisme, så det klodser og i folkemindesamlingens udstyr. Men af hensyn til markedsføringen har det måske været hensigtsmæssigt at påstå, at nu kom der noget virkeligt nyt? Og ikke bare en tilbagevenden til de gode traditioner før '68...
Men uanset hvad: Regeret bliver der alligevel.
Derfor er udtrykket blevet aktuelt på Ry. Hvor unge højskoleelever er begyndt at interessere sig for politik, durk imod tidsånden.

"HVAD SKER DER, når demokratiske institutioner sættes under administration og magten i realiteten flyttes fra de folkevalgte til embedsmænd under henvisning til situationens (udviklingens) nødvendighed?" lyder Ry-folderens uddybende forklaring på det (skjulte) Kampmann-citat.
Jeg ved ikke, om det formilder min forfærdede ven. Han tager stadig ikke telefonen.
Forklaringen på min egen (og mødets) forkastelige titel lyder:
"Det moderne demokrati blev til i en tæt sammenhæng med nationalstaten. Men med grænsernes gradvise nedbrydning fortoner magtens placering sig i et uoverskueligt netværk af private, nationale og internationale relationer, der gør det tvivlsomt at tale om demokrati som reelt folkestyre. Hvor bevæger vi os hen? Mod et elitestyre eller et institutionelt anarki, hvor demokratiet måske kun fungerer i mindre decentrale enheder, mens de store spørgsmål afgøres gennem en magtkamp mellem institutioner, nationer, regioner og privatøkonomiske virksomheder og organisationer udenom alment accepterede, endsige vedtagne spilleregler?"
Professor i historie Niels Thomsen skal tale over emnet "partier fra forandring til forfald". Med denne begrundelse: "Partisystemet er ikke blot under forandring, men i direkte forfald. Medlemstallene er stærkt faldende, og partierne udgør ikke længere det rodnet, der tidligere holdt vort folkestyre oppe. I dag er partierne blot statsstøttede aktører i et markedsstyret catch-all party".
Regeret bliver der alligevel.
Af hvem?

DET ER frysende uhyggeligt. Navnlig fordi der bestemt ikke går ry af mødet på Ry. Rundt om i den vestlige (og også i den østlige og sydlige) verden, sidder ganske vist små grupper af samme observans som min ven og eleverne på Ry. Men de er meget små, meget spredte og foreløbig uden nogen som helst gennemslagskraft over for den vel- og selvtilfredse tidsånd.
Måske får vennen ret: Folkestyret bliver først en folkesag, når det er afskaffet.
Hvad følger efter?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her