Læsetid: 4 min.

Kommissærernes accept

22. juli 1998

Rehabiliteringen af The Rolling Stones i DDR skulle tage flere årtier. Statsapparatet så ikke med milde øjne på en gruppe der 'opfordrer holdningssvage unge til tøjlesløshed'

RULLESTENENE

The pursuit of happiness
just seems to bore.
Jagger/Richards i "Mothers Little Helper", 1966

"Indbegrebet af imperialismens skavanker - pengejag, brutalitet og egoisme." Det var engang det officielle DDR's billede af det band, som snart for gud ved hvilken gang gæster vort lille Kongerige.
Mange år senere blev en af generalsekretæren for Tysklands Socialistiske Enhedspartis Centralkomite og formand for Ministerrådet,
Erich Honeckers, sidste handlinger at godkende ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugends planer om at få The Rolling Stones til at spille i DDR.
Men før det kom så vidt, var der altså krig mod gruppen fra det officielle østtyske styre. På samme tid gik vi en gruppe unge kommunister hjemme i Horsens og var sikre på, at vi havde hørt, at to af gruppens medlemmerne var hemmelige medlemmer af det britiske kommunistparti. Og vi kendte heldigvis ikke til DDR's afvisende holdning til gruppen, der havde begået sange som "Street Fighting Man", "Factory Girl" og "Salt of the Earth". Vi nød bare musikken. En af os skulle endda senere blive formand for det danske parti og i den egenskab blive inviteret ned til Erich, der da forlængst havde accepteret rullestenene.

Brian Jones i SS-uniform
Men hvad var problemet med Stones? Hvorfor var de så afskyelige - disse i vores øjne så velspillende og oprørske, ja faktisk kommunistiske, musikere? DDR-fagbladet Volksmusik skrev i 1965, at hvor Beatles ikke overskrider den lydgrænse, der fremkalder blivende hjerneskader, ja så praktiserer The Rolling Stones det helt modsatte. Oven i købet opfordrer gruppen holdningssvage unge til tøjlesløshed. Og beviserne fik ledelsen gennem publikums amokløb ved en koncert i Vestberlin, hvor tribunen blev smadret til pindebrænde. Samtidig kunne man fremvise et billede af Brian Jones i SS-uniform, så nu lå vejen til en ny Krystalnat truende nær. Det sagde de altså!
Da man i 1969 stod for at skulle fejre arbejder- og bondestatens 20 års fødselsdag, var der rygter om, at Rolling Stones skulle spille lige ved Muren, på taget af det stærkt konservative Springer-forlags bygning.
Stasi mente at vide, at rygterne var sat i omløb af vestlige radiosendere. Derfor var Stasis opgave nu at forebygge, at negativt indstillede unge fra hele DDR invaderede Berlin. Det var jo blot et år efter 'Foråret i Prag' og den antikommunistiske hetzbølge og den revisionistiske propaganda var ikke uden indvirkning på politisk labile, ubefæstede eller decideret negativt indstillede unge, som Stasi udtrykte sig.
Dagen for den formodede koncert oprandt, og en del unge østtyske hippier blev efter sammenstød med folkepolitiet behørigt arresteret. Hvem der egentlig stod bag de falske Stones-rygter er ikke helt sikkert, men i hvert fald slap man ved den officielle fest på Alexanderplatz for de traditionelle kedelige indslag med tilstedeværelsen af langhårede, usoignerede hippier. Og så fik man på en gang jo fat i en hel masse unge, som man meget passende kunne få givet en anstændig klipning.
Egentlig var den officielle østtyske holdning således ikke særligt forskellig fra de vestlige borgerdyrs. Disse havde heldigvis ikke magt, som de havde agt og kunne ikke sætte statsorganer ind mod de langhårede. Men stikke dem et par lussinger kunne man jo altid gøre.

Stones som kulturkritik
Endnu 10 år skulle henrinde inden verdens største rock'n'roll band blev rehabiliteret i det østtyske. Musikelskere på de østtyske stationer havde kæmpet for at få lov at sende Stones musik. Endelig kom gennembruddet dem 23. februar 1979, hvor radio DDR II sendte en udsendelse om 1968 lp'en Beggars Banquet. Men der blev fastsat strenge regler for fremtidige udsendelser med gruppen.
Den øverste chef i radioen skulle altid informeres, før noget blev sendt ud. Men nu gik det stærkt. Importforbuddet mod Stones' plader blev ophævet, og selv det folkeejede Amiga-Label lavede en licensplade med den før så forkætrede gruppe. Gruppen var nu med et slag ikke mere kapitalens villige håndlangere, men en socialisme-kompatibel kulturskat, som Michael Rauhut skrev i Die Zeit.
Medvirkende til gennembruddet var nok, at censorerne var begyndt at læse teksterne. I en bog, der udkom 1986, analyseredes bl.a. "Mothers Little Helper", hvor man ser en kritik af den amerikanske livsstil: Cooking fresh food for your husbands just a drag, so she buys an instant cake and she finds a frozen steak. Dvs. at det var Jagger/Richards kulturkritik af det vestlige samfunds ulidelige kedsommelighed, der banede vejen for kulturkommissærernes accept.

Et Woodstock II
Ja, senere kom det endda så vidt, at der var planer om (sammen med Joe Cocker-manageren Michael Lang) at lave et Woodstock II i 1989 for at fejre 20 året for den første festival. Både Berlins magistrat og Centralkomiteen for SED var med på ideen ("Einverstanden"). Men det løb på en eller anden måde ud i sandet. You can't always get what you want.
De unge mennesker, som anno dazu mals i den grad nød Rolling Stones musik, gør det stadig og de har stadig ikke brug for censorer, der skal fortælle dem, hvad de skal mene om musikken.
Om de to af Stones medlemmerne nu også var medlemmer af det engelske broderparti, fandt vi aldrig ud af, men det spiller heller ingen rolle, når bare musikken spiller. It's Only Rock'n'Roll But We Like It.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu