Læsetid: 7 min.

Kontrasternes smukke parløb

29. juli 1998

Dagen efter Ullrichs fysiske nedtur og Pantanis søvnløse nat viste netop de to sig som feltets ubetinget stærkeste

ALBERTVILLE - Marco Pantani havde ikke lukket et øje hele natten. På hotel Astor lidt oppe ad bjergsiden over skisportsstedet Les Deux Alpes' diskoteker, snackbarer og souvenirboder havde der først været Tour-karavanens larm og horndytten nede fra den eneste gade gennem byen, hvor al trafik var blokeret i to timer, fordi alle forsøgte at komme først ned ad den eneste vej fra bjerget.
Først henad halv tolv var bilerne væk, og der blev stille, men så var det tankerne om, hvad der var sket, og hvad, der skulle ske, der holdt ham vågen. Og trætheden, der nu meldte sig som uro i kroppen. "Og jeg fik heller ikke sovet meget, for jeg tænkte hele tiden på, at nu lå han derinde og kunne ikke falde i søvn," fortalte Giuseppe Martinelli morgenen efter om Pantanis søvnløse nat. Martinelli er Pantanis og Mercatone Unos sportsdirektør, som denne sommer har set en frisk satsning belønnet. Det var ham, der engagerede Pantani på et tidspunkt, hvor han endnu gik med krykker efter at være blevet kørt ned af en modkørende jeep under Milano-Torino i efteråret 1995. Og Martinello ansatte samtidig et hold uden stjerner til udelukkende at køre for Pantani.

Et symbol på mod og vilje
Italien er gået amok over Marco Pantani, der kan blive den første italienske Tour-vinder siden Felice Gimondi, der vandt i 1965 - og tog imod Pantani ved målstregen. Men ikke så meget over sejrens muligheder, men over måden, de blev skabt på. Cyklingen ført tilbage til sine rødder, til de store bedrifter, hvor forskelle måltes i mange minutter, og ikke i hundrededele sekunder, og hvor én mands vilje, mod og talent alene kunne gøre forskellen. Tilbage til Coppi og Bartali og tilbage til større renhed og klarhed. "Mod" er nøgleordet i de store dagblade, der har ryddet de første sider for politisk stof og viet dem til Pantanis bedrift. Tv-værter, skuespillere, sangere, politikere og intellektuelle vælter over hinanden for at kommentere det betydningsfulde i Pantanis bedrift, og Dario Fo mener, at han bør indstilles til nobelprisen i sport. Efter at italienerne har bortdømt deres fodboldlandshold for defensivt, metodisk kujoneri, gør de Pantani til symbolet på mod og vilje. En enkelt lederskribent korrekser dog dem, der i Pantani ser en genfødt Coppi, ved at gøre opmærksom på, at han i sin stil kører som Bartali, og så kan striden mellem de to samtidige cykelheltes tilhængere blusse velgørende op igen. Og den nu 84-årige Bartali selv glæder sig i et interview over, at Pantani kørte som Coppi og han selv gjorde i gamle dage.

Eros Polis regnestykker
Inde i Village de Départ under forsikringsselskabet Gan's hvide teltdug sad samtidig en rytter med helt andre overvejelser. Det var italieneren Eros Poli, som hver morgen i startlandsbyen bliver hilst som en af feltets store stjerner, hvad han kun har været en enkelt dag i sin karriere. Det var i 1994, hvor han på etapen til Carpentras over det frygtede bjerg Ventoux gik tidligt i udbrud og skabte så stort et forspring, at han helt alene forcerede det skaldede bjerg i sit eget tempo og vandt etapen. Med sin næsten to meter lange kropsbygning er Eros Poli helt uegnet til at køre med de bedste i bjergene, og hans rolle er dér at køre med de svageste og sørge for, at de kommer hjem inden for tidsgrænsen på bjergetaperne. Som er en procent af vindertiden, afhængig af den gennemsnitshastighed, vinderen har kørt med, og afhængig af etapens sværhedsgrad. Den etape som den, Pantani vandt, har koefficient 4 - sværeste kategori - og der måtte forsinkelsen være på 14 procent, hvis Pantani kørte mellem 32 og 33 km i timen. Vindertiden var 5.43 timer, gennemsnitshastigheden 32,9, og tidsgrænsen var derfor 48 minutter. Nej, det sidder hver enkelt rytter ikke og regner ud, men det gør Poli for dem.
Når vejen begynder at gå opad, søger alle de af feltets ryttere, hvis rolle ikke er i slagsmålet opad, hen til Poli som en hjord om sit førerdyr. Han er leder af il gruppetto, gruppetto'en eller bussen, som samlingen af feltets sidste 25-30 ryttere kaldes.
"Så er der nogle, der skriger, at nu gå det for stærkt, og så er der nogle, der er nervøse for, om vi nu kører hurtigt nok, og dem må jeg så holde sammen på, så vi allesammen kommer hjem inden for grænsen. Det er i virkeligheden ganske simpelt. Hovedreglen er, at gruppetto'en skal køre med en gennemsnitshastighed, der er to kilometer langsommere end vinderens. Men jeg kan jo ikke på forhånd vide, hvor stærkt, han vil køre, kun have det på fornemmelsen, så jeg skal også hele tiden kontrollere, hvordan vi ligger i forhold til tidsplanen, regne på koefficienterne, og så korrigere vores fart efter det."
- Hvornår har du fået den opgave, og hvorfor er det lige blevet dig?
"Første gang var i '95, men fra '96 har det været fast. Og det skyldtes i første omgang, at jeg altid var den, der blev sat først på stigningerne, og dernæst at alle sportsdirektørerne sagde til deres ryttere, især de nye, at de bare skulle holde sig til mig, for jeg kom altid hjem inden for grænsen uanset, hvor tidligt jeg blev sat. Det er et spørgsmål om erfaring, selvfølgelig, og den har jeg. Der er ikke det bjerg, jeg ikke er blevet sat på."
Eros Poli griner gerne. At han også har sit specielle job, fordi han er fin fyr og vellidt af kollegerne, siger han ikke selv.
- Bliver der så pjattet nede bagi?
"Tror du der blev pjattet over Galibier i går? Nej, det er lige så hårdt arbejde for os, som for dem, der kører for at vinde, eller hårdere. Men på en etape, der er helt flad, inden den slutter på et bjerg, som for eksempel Alpe d'Huez, så bliver der grinet lidt hele vejen op, fra det øjeblik vi rammer bjerget."
- Men du lavede ikke gruppetto den dag på Mont Ventoux.
"Jo, det gjorde jeg faktisk. Bare foran. Det regnestykke, jeg plejede at lave nede bagi, brugte jeg til at regne ud, hvor langsomt jeg kunne tillade mig at køre op over bjerget, uden at de hentede mig."

Ullrichs forvandling
Tirsdag morgen var spørgsmålet, om Jan Ullrich kunne rejse sig psykisk efter den fysiske nedtur dagen i forvejen. På vejen op ad Madeleine viste han ikke alene moral ved at angribe alene og udfordre Pantani, men han nærmest forvandlede sig som rytter og viste sig som den campione, han hidtil kun har været i svøb. Da han sidste år angreb i Andorra og vandt både etapesejr og gul trøje, var det ren kraft og ungdom, der talte. Han gjorde bare, hvad han kunne. Ureflekteret.
I går gjorde han, hvad han ikke kunne, men skulle. At han havde gode ben og måtte udnytte dem, var noget han sagde bagefter. At finde de gode ben, når man har brug for dem, kendetegner den store. Og det gode hovede.
Mercatone Uno viste sig aldeles kampdueligt, og Eros Poli måtte i gang med hovedregningen. Men da Forconi, som den sidste, måtte slippe arbejdet for Pantani, og denne var alene med et overtal af Cofidis og Telekom, kom det ventede angreb. Riis havde regnet med, at han skulle være affyringsrampe for Ullrich, men denne valgte helt uventet - også for Riis - at angribe alene og voldsomt. Med øjeblikkeligt svar fra Pantani, hvis søvnløse nat var uden konsekvenser, og som var den eneste, der kunne følge med i dette kontrasternes vidunderligt smukke parløb. Heller ikke Bobby Julich, der måtte følges op i en lille gruppe med Riis, Axel Merckx, minsandten, Piepoli, Escartin, og Boogerd. Senere suppleret med Heulot fra et tidligt udbrud, som Ullrich og Pantani hentede, og Rinero og Robin, som kom op til dem efter passagen af Madeleine.
Ullrich tog føringen hele vejen op og det meste af vejen ned de næsten 60 km til mål. På det sidste afløst af Pantani, der så en interesse i, at de begge distancerede sig fra Julich og honorerede Ullrich ved at køre spurten på skrømt. Men som et lige så flot show som deres parløb over bjerget. Feltets to stærkeste i et løb, hvor intet er afgjort.

Tour de France
16. etape, 204 km fra Vizille til Albertville:
1. Jan Ullrich, D (Telekom), 5.39,47 t.
2. Marco Pantani, I (Mercatone), s.t.
3. Bobby Julich, USA (Cofidis), 1,49
4. Fernando Escartin, E (Kelme), s.t.
5. Axel Merckx, B (Polti), s.t.
6. Michael Boogerd, NL (Rabo), s.t.
7. Bjarne Riis, DK (Telekom), s.t.
8. Leonardo Piepoli, I (Saeco), s.t.
9. Stephane Heulot, F (FDJ), s.t.
10. Jean-Cyril Robin, F (USP), s.t.
42. Bo Hamburger, DK (Cas), 12,41
71. Peter Meinert, DK (USP), 28,33
.134. (sidst) Mario Traversoni, Italien (Mercatone Uno), 35,07.

Samlet stilling:
1. Marco Pantani, 77.38,24 timer.
2. Bobby Julich, 5,42 min. efter.
3. Jan Ullrich, 5,56.
4. Fernando Escartin, 6,03.
5. Christophe Rinero, 8,01.
6. Michael Boogerd, 8,05.
7. Rodolfo Massi, 12,15.
8. Jean-Cyril Robin, 12,34.
9. Leonardo Piepoli, 12,45.
10. Roland Meier, 13,19.
14. Bjarne Riis, 14,45.
19. Bo Hamburger, 22,57.
58. Peter Meinert, 1.21,0

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her