Georg Baselitz vender verden på hovedet i sine malerier. Nu har han sat Ribe Kunstmuseum på den anden ende
UDSTILLING
Den tyske kunstner Georg Baselitz malede i 1969 sit første billede på hovedet. Eller rettere: Billedet som sådan var skam malet oppefra og ned, men motivet - dette sære blændværk, der gang på gang får os til at tro, at billedet henviser til virkeligheden og omvendt - var vendt 180 grader.
I de forløbne knap 30 år har denne venden-op-og-ned på motivet været Baselitz' signatur. Selvom hans motiver og malemåde gennem tiden har ændret sig radikalt, har det altid været på omvendthedens præmisser. Billedet som sådan har været underlagt omvendtheden - og ikke omvendt, så at sige. På den ende side en irriterende splint i øjet på dén beskuer, der snarere ser omvendtheden som en stagnerende hæmsko for malerens fornyelser. Men på den anden side et mærkeligt befriende greb, der lader os se alle maleriets aspekter uden historiens snærende bånd. Sådan er det med Baselitz: Han både irriterer og forløser.
Skræddersyet
På Ribe Kunstmuseum er sommerens udstilling helliget Baselitz helt og fuldt. Skræddersyet til museet må udstillingen siges at være lidt af et scoop, der bringer et internationalt sus ind i den fine samling af ældre dansk malerkunst, som museet huser.
19 malerier og 20 stykker grafik fra perioden 1985 til 1998 vidner om, at Baselitz nok betjener sig af de samme teknikker som de gamle mestre, men at kunstens historie hos ham først bliver vedkommende i det øjeblik, den vendes på hovedet.
For også Baselitz bruger løs af historien. Han betjener sig af den europæiske kunsthistories billedreservoir, og ingen af de store mestre får lov at hvile i fred, når først Baselitz har drejet dem en omgang.
"Motivet: Pauls stol" kaldes et billede fra 1988, hvis henvisninger til Van Gogh's berømte stolebilleder fra 1880'erne er uomtvistelige. Ligesom Van Gogh fordrejede og forvrængede virkeligheden i sine billeder, således vil også Baselitz fordreje. Ikke blot virkeligheden, men hele vores opfattelse af, hvad kunstens billeder kan og vil. Ved ganske enkelt at vende det hele på hovedet. Anarkistisk og provokerende, javist, men samtidig dybt forankret i maleriet, som han stædigt holder fast i.
Det er ikke motivet som sådan, der interesserer Baselitz. Det er ikke Pauls stol, Baselitz har malet, men et motiv af et motiv, der allerede eksisterer. Motivet skydes ud i anden potens, hvor det blot fungerer som den væg, Baselitz' strategi spiller op af. For uden motivet, referencen til vor verden og til kunsthistorien, er der jo intet at vende om og stille på hovedet.
Maleriet som maleri
Motivet bliver en slags undskyldning for at nå ind til dét, der virkelig optager ham. Som i kameraets spejl slår motiverne en kolbøtte, blot for at de kan frigøres fra dén verden, de afbilder, og i stedet nå ind til billedets væsentligste kerne. Til stoffet og til materien, som med omvendtheden frigøres fra fladen.
Har øjet først vænnet sig til, at motivet ikke kan begribes retvendt, men kun eksisterer i dets nuværende omvendte form, træder maleriet pludselig frem som maleri: De tidlige billeder fra midten af 80'erne er malet i fede penselstrøg, hastigt og vildt og uhyre enkelt, med slagkraftige farver, der nærmest råber på vores opmærksomhed.
Senere, i 90'erne, bliver penslen løsere, farveopløsningerne tyndere og stregen mere fabulerende. Malerierne eksisterer med ét i sig selv som komplette helheder af farver og former, hvis fine balance ville tippe, hvis man vendte billedet 'rigtigt'.
Som William Gelius skriver i det ledsagende katalog:
"I totalomvendingen ligger også en art frelse. For anbringelsen af den omvendte figur i et ligeledes omvendt rum repræsenterer jo, når det kommer til stykket, en form for retvending."
Historiens betydning
Man kan så spørge, om Baselitz' strategi overhovedet er nødvendig, når nu omvendingen tilsyneladende ophæver sig selv i en anden form for retvending, der ret beset bliver mere abstrakt end figurativ.
Set med kunstens historie i bakspejlet må Baselitz' strategi imidlertid siges at være ikke blot nødvendig, men tillige temmelig banebrydende, hvis maleriet som kunstart fortsat skal have nogen eksistensberettigelse i dag. For det er kunstens og maleriets og øjets historie, der lagrer sig som spejlbilleder omkring hvert enkelt af hans billeder. Fordi Baselitz ikke negligerer historien og perceptionen, men tværtimod inddrager disse størrelser for at vende dem om, bliver hans enkle greb et skarpt kirurgisk snit, der både heler det trængte maleri og udfordrer vores omgang med kunsten og med verden.
Svimmel bliver man i hvert fald i mødet med Baselitz. Det store udvalg af maleri og grafik, som i øjeblikket kan ses i Ribe, giver os dog mulighed for at gå ind på hans omvendte præmisser og anskue verden fra et lidt andet perspektiv.
*Georg Baselitz - maleri og grafik. Ribe Kunstmuseum, Sct. Nicolaigade 10, Ribe. Alle dage 11-17. Til 30. aug.
