Læsetid: 11 min.

Den kyniske beregnings iskolde vand

11. juli 1998

Havesyge eller griskhed - avaritia - er den anden dødssynd.
Med den er vi tæt på hele vort samfunds centralnervesystem.
Men skyldes griskhed kapitalismen, velfærdsmagelighed, angst for de andre eller tabet af vores egen oprindelighed?

You can never be too thin or too rich." Reklamemanden Frederik Preisler svarer med et amerikansk slogan, da han bliver bedt om at beskrive, hvordan griskhed eller havesyge, den anden af dødssynderne, bruges i reklamen. "Reklamen kunne ikke overleve uden dødssynderne", tilføjer han. "Den kunne ikke undvære nogen af dem."
Men netop grænseløsheden i sloganet er udtryk for griskheden, for griskhed vil altid have mere.
"Man har i mange år diskuteret, om reklamen kunne skabe behov, eller om den kun kunne sælge en vare, hvis behovet i forvejen var der. Jeg mener, det stadig er reklamebranchens officielle holdning, at reklamen ikke kan skabe behov, men selvfølgelig kan den det! Vores havesyge og trang til overflod er en del af brændstoffet for reklamen. Vores griskhed afslører sig i selve det faktum, at reklamen kan bilde os ind, at vi har brug for biler til en million, og at det ikke er vanvittig overflod," siger han.

Grænseløsheden
Med trangen til luksusbiler og grænseløs rigdom samt med reklamens sofistikerede lokketoner har vi bevæget os ind på områder, der befinder sig tæt på centralnervesystemet i vort samfund. Og kaster vi et blik på griskhedens historie, er det tydeligt, at den spiller en vigtig rolle dér.
For kunsthistorikeren Jacob Wamberg kan hele den moderne epoke ses som et resultat af, at den har overskredet dødssynderne - eller begået dem. Han siger om griskheden:
"Det moderne verdensbillede handler om en sprængning af alt, hvad der tidligere var behersket, så at havesyge, avaritia, netop kan være godt, hvis det drejer sig om at oparbejde en kapital, sådan som den faktisk bliver sanktioneret af de nye protestantiske sekter, der frigør sig fra katolicismen."
Netop grænseløsheden er helt central for moderniteten. Det vil det være oplagt at se dødssynderne som begreber, der hele tiden bliver sprængt i skabelsen af det, Jacob Wamberg kalder den faustiske kultur, mener han.
Med begrebet 'faustisk' spiller Wamberg på, at Goethes Faust indgik en handel med Mefisto om, at han, Faust, skulle blive ved at få ny erkendelse og indsigt i de inderste ting - så længe han blev ved med at stræbe mod det uendelige. Stillede han sig derimod tilfreds med verdens herlighed og sagde: Verweile doch, du bist so schön, ("Dvæl dog lidt, du er så smuk"), ville hans sjæl være hjemfalden til Helvede.
Et af de afgørende træk ved Goethes Faust er digterens radikale anbringelse af det individuelle jeg i centrum. Goethes Faust må i sidste instans kun føle sig forpligtet af sin egen stræben, sin egen ubegrænsede frihed. For denne umættelige drift efter stadig mere, kan ikke tænkes uden det individuelle jeg. Her er Goethe absolut moderne.

Griskhed efter jordiske ting
Tidligere var griskhed snarere et standsfænomen. Luther anså griskhed eller havesyge for især at være udbredt blandt gejstligheden. Men der var også en anden forskel. For Luther betød avaritia begær efter håndgribelige, jordiske ting: "Rigdom, skønhed, fornemhed, kunstfærdighed, foretagsomhed, begavelse, kærlighed til et andet menneske, guld, sølv, hus, ære, hæder og overhovedet alt, hvad der er menneskeligt, timeligt, verdsligt," skriver Niels Nøjgaard i sin disputats om Luthers syndsbegreb. Griskhed var for Luther concupiscentia carnis - kødets synd - og det afgørende var, at mennesket hengav sig til et jordisk fænomen, så det blev altbestemmende for dette menneskes liv. Der lå ikke i griskheden det indbyggede begær efter mere og mere udelukkende for mængdens skyld, som den senere kom til at implicere.
Jacob Wamberg gør opmærksom på, at avaritia bliver hoveddødssynden på det tidspunkt, hvor byborgerskabet begynder at styrkes og pengeøkonomien med handelens vækst vinder indpas.
Når Kirken anser dette, altså hele den nye tids måde at udveksle goder på - stikordsagtigt at købe billigt og sælge dyrt - for avaritia, holder den sig stadig til den gamle opfattelse af griskheden. Men med pengeøkonomien bliver griskheden til en individuel synd og griskhedens mål slet og ret at tilegne sig mere og mere, mens spørgsmålet om mere af hvad træder i baggrunden.
Griskheden bliver faustisk. I pengene har den fundet et mål for sin stræben, der er uendeligt. You can never be too rich... Herfra er vejen banet til den kapitalistiske økonomi, hvor grænseløsheden sættes i system i akkumulationen af kapital. Fra nu af er stadig flere penge selve systemets raison d'être. Hvad de skal bruges til, anses stort set for irrelevant, selvom protesterne aldrig helt forstummer. Vore dages "etiske regnskaber" er et eksempel på et spørgsmålstegn ved berettigelsen af at tjene penge for pengenes egen skyld.

Kapitalens Nye Internationale
Hvor vidt denne udvikling alligevel er bragt i dag, kan man eksempelvis orientere sig om i Globaliseringsfælden - Angrebet på demokrati og velstand, der udkom sidste efterår på forlaget Borgen. Her beskriver forfatterne Hans-Peter Martin og Harald Schumann blandt andet, hvordan over 40.000 transnationale virksomheder, "Kapitalens Nye Internationale", "i en global knibtangsmanøvre ryster hele stater og deres hidtidige samfundsorden i deres grundvold."
"På den ene side truer de med kapitalflugt og tiltvinger sig på den måde drastiske skattenedsættelser, subventioner i milliardstørrelse eller gratis infrastruktur. På den anden side skruer de, der kontrollerer de globale kapitalstrømme, konstant lønniveauet for deres skattebetalende medarbejdere længere ned. Ingen nation er alene i stand til at dæmme op for dette pres".
I 1848 sad et par ivrige unge journalister og forudså denne såkaldte "turbokapitalisme". Karl Marx og Friedrich Engels hed de, og de karakteriserede i Det kommunistiske Manifest den fremtidige globale udvikling i visionen om, at kapitalismen efterhånden ville omspænde hele verdensmarkedet og drukne alle følelsesmæssige bånd og ikke-økonomiske hensyn i den kyniske beregnings iskolde vand. Hvor økonomien fik det sidste ord, ville alle de grænser og bånd, mennesker ellers respekterede og levede efter falde, mente de.

Griskhed efter mere
Den kyniske beregnings iskolde vand er således deres betegnelse for griskhedens moderne form. Ser vi os i dag om i samfundet efter typiske eksempler på griskhed, er det denne type beregning, der springer i øjnene:
Selskabstømninger, 'gårdslagtninger', grådighed i forvaltningen af offentlige eller betroede midler, hamstringerne af fødevarer i forbindelse med den nylige storkonflikt osv. osv.
Eksemplerne er legio, nogle er ulovlige, men mange er også fuldt lovlige; fælles for dem er, at de ansvarlige, fra direktører over EU-parlamentspolitikere til forbrugere i Netto, står i en situation, hvor de skal afveje hensynet til andre mennesker over for en økonomisk eller materiel vinding.
Et eksempel:
I WHO's budget for 1995, som var på næsten en milliard dollars, kalder man stadig, som man har gjort i nogle år, bekæmpelse af epidemisygdomme for en topprioritet. Samtidig vælger man imidlertid at nedskære budgettet til bekæmpelse af epidemiske sygdomme med 64 procent. Midlerne til bekæmpelse af polio, spedalskhed og Guinea-orm i Afrika reduceres med hele 91 procent. Derimod øger man udgifterne til konferencer i hovedsædet i Geneve med 73 procent. To tredjedele af WHO's budget går til lønninger, husleje og indkøb til hovedkontoret i Geneve. Det eneste område som i 1995 opnår større budgetter, er ledelses- og stabsfunktionerne. Alle sygdomsbekæmpelsesprogrammerne bliver skåret ned.

Vi lever med det
Vi stødes vel regelmæssigt over eksempler som ovenstående, men på den anden side er de så dagligdags, at vi også lever med dem. En mand fortæller:
"Jeg har en ven, der arbejder for en international organisation. Han tjener 70.000 om måneden, han betaler ikke skat og han har alle mulige frynsegoder. Og han synes ikke, han har det særligt godt, for han sammenligner sig med dem, der tjener mere."
Vi var blevet mere overrasket, hvis vennen havde syntes, han tjente for meget.
En ordveksling mellem en journalist og daværende kulturminister Jytte Hilden udstiller næsten komisk overdrevet det økonomiske arguments afgørende vægt. Danmark vedtog i 1997 den nye liberale telelov, der blandt andet førte til salget af TeleDanmark. I den forbindelse blev Jytte Hilden spurgt:
- Overlader I ikke hele initiativet til de kommercielle kræfter, når I liberaliserer?
"Til markedet. Jo, og det er også meningen," svarede Jytte Hilden.
- Men de vil jo bare tjene penge.
"Ja, men der er ikke noget i vejen med at tjene penge."
- Er det din opfattelse, at forbrugere og samfund er godt tjent med den udvikling?
"Det er ikke et spørgsmål om jeg har den opfattelse, eller jeg ikke har den opfattelse. Det sker! I de nordiske lande har vi altid sagt, at der er noget markedskræfterne klarer bedst. Det kan vi ligeså godt lade være med at blande os i. Det er vanvid at gå ind og styre markedskræfterne."
Hvad man så skal bruge politikere til, forbliver et åbent spørgsmål. Ret beset er Hildens opfattelse imidlertid blot et af udtrykkene for, hvor selvfølgeligt det er for os at lade det materielle afgøre sagen.
Men deri består netop griskheden, siger en kvindelig præst, der definerer griskhed som den holdning, vi indtager, når ting bliver vigtigere end mennesker. I god overensstemmelse med Luther i øvrigt, men hendes eksempel er moderne: "Som nation har vi en griskhed overfor den sultende verden," påpeger hun.
Et nyligt interview i Aktuelt med socialdemokraten Mogens Camre demonstrerer hendes iagttagelse. Her udstilles både den typiske tankegang bag denne nationale griskhed, og at det er griskheden, der bestemmer holdningen.
"Jordens befolkning vokser med rivende hast, i mange lande 20-25 gange hurtigere end i Danmark," siger Camre, og konstaterer: "Det kan verden ganske enkelt ikke bære." Hans konklusion er dog ikke at hjælpe den betrængte verden men derimod, at vi her i Danmark alligevel kan holde befolkningstallet nede "hvis vi altså ikke lukker op for nogen indvandring." Adspurgt, om han mener, flygtninge bør udvises, svarer han: "Man bør selvfølgelig hjemsende flygtninge fra lande, hvor der ikke længere er krig."
Camre vil desuden forbyde koranskoler og stramme familiesammenføringspolitikken "væsentligt mere", for det er "ganske meningsløst, at man importerer analfabeter, der ikke kan passes ind i det danske samfund. Og hvis folk ikke er i arbejde, vil jeg arbejde på en hjemsendelsespolitik."
At familiemedlemmer kan savne hinanden tæller ikke. At mennesker har behov for at bevare deres kulturelle rødder heller ikke. Og at ophøret af en krig ikke nødvendigvis betyder, at folk, der har mistet alt, er i stand til at klare sig i et krigshærget hjemland, tæller heller ikke. Alle ikke-økonomiske bånd mellem Camre og hans medmennesker synes opløst i griskhedens logik, "den kyniske beregnings iskolde vand" - uden at det tilsyneladende anfægter ham.

Danmark deler sig
Det er manglen på anfægtelse, der er bemærkelsesværdig her, men er danskerne generelt blevet mere ufølsomme og grådige i takt med vores voksende velstand?
Nej, siger Thomas Ravn-Pedersen, informationschef i Folkekirkens Nødhjælp. "Men det er blevet sværere at samle penge ind." Folkekirkens Nødhjælp måtte fornylig fyre medarbejdere, ikke mindst fordi dens seneste indsamling kun havde givet 25 procent af normalen. Thomas Ravn-Pedersen mener imidlertid, at en del af faldet skyldes indsamlingsmetoderne. Hvis Nødhjælpen havde ressourcer til at samle ind ved dørene over hele landet, ville det gå langt bedre, mener han.
"Men jeg tror, Danmark er blevet mere delt, der er nogle, der ikke giver en klejne til noget som helst, og andre, der giver meget mere bevidst - og trofast," siger han og skynder sig at understrege, at der er tale om en subjektiv fornemmelse.
Iagttagelsen styrkes dog af, at de partier, der har en erklæret humanitær holdning - SF, de radikale, Kristeligt Folkeparti og til dels Venstre - også er overrepræsenteret blandt bidragyderne til Folkekirkens Nødhjælp.
Thomas Ravn-Pedersen vil heller ikke afvise, at organisationen til dels er "et redskab for dem, der mener, at Danmark ikke skal modtage flygtninge men i stedet hjælpe dem 'derude'." En bidragyder, der bad om at blive slettet, fordi Folkekirkens Nødhjælp ytrede sig kritisk om regeringens udlændingepakke tyder i den retning.

Legitim grådighed
For psykologen Nadja Prætorius kan griskhed dog ikke forklares som udslag af velfærdsmagelighed eller fremmedangst. "Griskhed er for så vidt fuldstændig legitim," siger hun. "Den er nemlig et forsøg på at holde liv i noget vigtigt, der har fået kappet livslinen."
Nadja Prætorius arbejder ud fra en opfattelse af, at psykiske problemer opstår, fordi vi tidligt har fået afskåret vore eksistentielle rødder i vores tilpasning til samfundet.
"Dette århundredes udvikling har materielt, psykisk, fysisk og åndeligt presset mennesker ud af deres eget væsen med en videnskabelig overbygning, der siger at man udelukkende skal tro på ratio og det materielle," siger hun.
"Den vestlige livsform i store byer og den vestlige ideologi har skåret dybtliggende menneskelige værdier af det at eksistere som menneske. Og hvis disse rødder skæres over, kapper man livsdueligheden."
"Desuden hænger det, at man taler om dødssynder, også sammen med det vestlige verdensbillede, den kristne-jødiske tradition. Syndefaldet er det, der bringer mennesket ud af dets oprindelige tilstand. For så vidt er jeg enig her: Mennesket er blevet bragt ud af sin oprindelige tilstand. Men at se det som en synd er unikt for kristendommen. Andre steder ses det som uvidenhed, eksempelvis i buddhismen. For en buddhist ville kundskabens træ hedde uvidenhedens træ."
Det er en afgørende forskel, at synderne i kristendommen så at sige får deres eget liv, i og med at man accepterer en arvesynd, mener Nadja Prætorius.
"Kristendommen postulerer nemlig, at man ikke ved egen hjælp kan finde tilbage til sin oprindelige tilstand. Det er en dør, der er lukket. Men hele mit arbejde går ud på, at hjælpe folk tilbage til denne. Vi må tilbage til kærligheden i os selv, for det er den, vi længes efter. Og det, vi er blevet afskåret fra, søger vi desperat, rastløst efter ved overforbrug og ved at klamre os til materielle ting."
"Enhver opfyldelse af materielle behov medfører angst for at miste. Oplever man ægte nærvær, opstår denne angst ikke. Det absolut gode er u-ødelæggeligt. Men hvis man ikke har det absolut gode at spejle fordærvet i, er man fuldstændig fortabt. Jo mere vi er fjernet fra det absolut gode, des mere går vi fejl af den oprindelige længsel."
Når man arbejder ud fra denne opfattelse, forstår folk det straks, fortæller Nadja Prætorius. De erkender, at deres afhængighed af materielle ting, hvadenten det er narkotika, alkohol, spil eller penge aldrig har mættet dem.
"Jeg ser de syv dødssynder som udtryk for forsøg på at fylde noget med et fordrejet indhold, dér hvor man savner den ægte kvalitet. Jeg tror også, at det hele tiden har været sådan, men tidligere blev dødssynderne stillet op mod tilsvarende dyder, og dyderne er nu væk."
"Dermed er mennesket for anden gang vist ud af paradisets have."

*De første artikler i serien blev bragt
i Information den 27.6 og den 4.7.
I næste uge: Nydelsessyge

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu