Analyse
Læsetid: 5 min.

Latterlige Orangemænd

10. juli 1998

Katolikkerne er ikke længere bange for dem. Folk i udlandet griner ad dem. Men Orangemændene synes selv, de er tolerancens vogtere

De vil med vold og magt være briter, men de anerkender ikke den britiske regerings afgørelser.
De hylder lov og orden, men er i øjeblikket engageret i en større øvelse i civil ulydighed.
Senest har medlemmerne af den protestantiske Orangeorden i Nordirland truet med at sætte provinsens økonomiske liv i stå.
Lykkes det dem at tage hele regionen som gidsel, kan de også bringe den skrøbeligt afpassede fredsaftale med dertil hørende demokratiske institutioner i en helt uholdbar situation.
Alt sammen bare fordi de af en regeringsnedsat kommission har fået at vide, at de ikke må marchere ned ad en bestemt vej i en bestemt lille by - Portadown - ligesom de har gjort i hundreder af år.
Og så oven i købet i deres latterlige uniform med mørk habit og bowlerhat, som blev indført i sidste århundrede, og som skal få dem til at ligne rigtige, engelske gentlemen.
Set med danske - og mange andres - øjne er sådan noget meget svært at forstå. Det svarer nærmest til, at Tivoligarden satte sig i spidsen for et oprør, fordi Strøget i København blev lukket af.
Men protestanternes følelser er ikke unikke. De kan sammenlignes med det fremmedhad, mange i Vesteuropa nærer over for muslimske indvandrere. Eller nazisternes had til jøderne. Eller de hvide sydafrikaneres - for slet ikke at tale om de hvide amerikaneres - had til de sorte medborgere. Eller de konservatives had til kommunisterne. Eller serbernes had til bosnierne og albanerne. Eller, eller, eller.

Orangemændenes obsternasighed har nu i fem dage ført til uroligheder flere steder i Nordirland. Der er blevet kastet med sten, afbrændt bildæk og smidt med brandbomber. Det er de protestantiske medløbere - rosset i bevægelsens udkant - som har ladet sig inspirere af Orangeordenens opfordring til protest over paradeforbudet. Den tolkes som frit slag til at te sig som gale.
Protesterne - hvad enten de er fredelige eller voldelige - ser komplet ulogiske ud.
Protestanterne i Nordirland vil jo netop med næb og klør beholde provinsen som en integreret del af Storbritannien.
Orangemændene frygter, at den nye fredsaftale er et skridt på vejen til at indlemme Nordirland i Irland, og mange af dem stemte imod den i folkeafstemningen i maj, som ellers gav 71 procent flertal.
Men med deres opførsel i disse dage støder de de andre briter fra sig. De har bevirket, at britiske soldater nu er blevet udkommanderet for at holde dem i ro.
De har også bevirket, at det nordirske politi, RUC, som fortrinsvis består af protestantiske betjente, er blevet sendt i aktion mod deres egne trosfæller.
I mange tilfælde også imod deres egne brødre i Orangeordenen, for ordenen har ganske mange både nuværende og forhenværende RUC-betjente som medlemmer.
Hvis de virkelig var så vilde efter at forsætte med at være Dronning Elizabeths undersåtter, skulle man tro, at de var de første til at rette sig efter den britiske regerings anvisninger. Men nej.

Jim Reaney fra Orangeordenens hovedkvarter i Belfast sammenligner Orangemændenes protest med dengang, mange briter - herunder mange Labour folk - protesterede mod Thatcher regeringens indførelse af en ny skat - poll tax. Mange betalte ikke den forhadte skat.
Den samme slags ulydighed er Orangemændenes protest udtryk for.
"Vi bryder ikke loven. Men det er en dårlig afgørelse (forbudet mod Portadown marchen, red.). Og vi har ret til at protestere mod den," siger Jim Reaney.
Uanset om protesterne måtte få provinsens årelange fredsproces til at gå i stå og bringe nordirerne tilbage til mørkets dage, hvor man hver morgen kunne læse om nye bomber, nye likvideringer og ny vold i avisernes spalter.
For mange er det faktisk målet. For de bryder sig jo netop ikke om den nye fredsaftale.
Og de vil gå meget langt for at blive fri for den. Orangemændene synes, de er tolerancens sidste forpost.
De henviser til, at der næsten ikke er nogen protestanter tilbage i det katolske Irland. Se bare, hvordan det går, når de får magten, siger Orangemændene.
Så kan vi godt begynde at lære at svømme. Over til England og Skotland, forstås.
Den selvopfattelse er ældgammel. Oprindeligt var det jo protestanterne, som kæmpede mod katolicismens excesser og forfølgelse af anderledes tænkende.
Men den religiøse konflikt er også blandet sammen med engelsk kolonialisme.
Irland blev Englands første koloni i det 12. århundrede. Det brød irerne sig sådan set ikke rigtig om, og de gjorde oprør mange gange, men englænderne vandt altid. Helt galt blev det under religionskrigene, som i England endte med protestantisk sejr.
Englands sidste erklæret katolske konge, James II, blev afsat af parlamentet, og i stedet importerede englænderne den protestantiske William af Oranje fra Holland, som fremsynet havde giftet sig med James' datter.
James flygtede til Irland, og det var her, at William af Oranje endeligt brød hans modstand. Det var i det syttende århundrede.
Det er den sejr, Orangemændene fejrer i dag. De fejrer, at de gjorde England til tolerancens land. Mens katolikkerne slagtede protestanter i tusindvis på fastlandseuropa, blev England det fristed, de flygtede til.
Den sejr er også grunden til, at Orangeordenen i dag findes i mange lande fra USA til Togo. Der marcherer de også til og fra kirke med stortrommer og hornmusik for at mindes "King Billy", William af Oranjes kælenavn.
Katolikkerne i England blev derimod diskrimineret imod.
I Irland skete det samme, bare endnu værre, og uroen fortsatte, indtil Republikken Irland kunne se dagens lys i 1921. Nordirland forblev under britisk styre - domineret af protestanter.

England holdt i århundreder fast ved den besværlige irske koloni, fordi den var vigtig af sikkerhedsmæssige årsager.
Ellers kunne et eller anden rival - eller ligefrem paven i Rom - jo finde på at lancere et angreb på England fra de irske kyster. Der er ikke ret langt.
Det argument har været forældet meget længe. Og i dag har Storbritanien en uideologisk premierminister, som godt nok er Church of England selv men er gift med en katolik.
Orangeordenens selvgode tolerancesnak preller helt af på ham.
I forvejen er han i gang med en reform af landet, som vil føre til selvstyre for Wales og Skotland, så han har heller ikke megen velvilje til overs for englændernes koloniale historie.
Han har fortalt Orangemændene, at han ikke vil tillade dem at marchere i Portadown. Forbudet står ved magt.
Fortsætter han sådan, kan Tony Blair blive William af Oranje med modsat fortegn - den mand, der endeligt bryder den dominans, som protestanterne i Nordirland har nydt godt af siden det syttende århundrede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her