Læsetid: 5 min.

'Liv i stedet for kunst'

24. juli 1998

Wolf Vostell iscenesatte apokalypser. Men ikke som politiker - som æstet

NEKROLOG
Wolf Vostell er død i Berlin, 65 år gammel.
Vostell huskes næppe længere af ret mange her i landet, men i Tyskland og Spanien er han fortsat et af de store navne, når det kommer til - ja, til summen af de mange områder inden for kunsten, han ikke kunne holde op med at blande sig i. Uden det helt store besvær bevægede han sig mellem rollerne som billedkunstner, happeningmager, igangsætter og arrangør, teoretiker og manifestmager.
Vil man vide noget om hans forudsætningerne og om 50'erne og især 60'ernes forsøg på at sammensmelte kunstnerisk og politisk avantgarde, kommer man ikke uden om Vostells to store foto-, tekst- og dokumentsamlinger Happenings (Rowohlt, 1965) og Aktionen (Rowohlt, 1970). Årstallene og bogtitlerne angiver udviklingen - fra bogsiden og kunstgalleriet og ud i virkeligheden, ud på gaden.
Vostells personlige bidrag til nyere kunsthistorie var arbejdet med de såkaldte 'de-coll/ager'. En collage er et billede (eller en tekst) fremført ved en bevidst sammenstilling af (væsens-)fremmede elementer. Dé-coll/age er - populært sagt - collager frembragt uden for kunstnerens kontrol.

Beuys, Paik, Köpcke
I perioden 1962-64 udgav og redigerede Vostell tidskriftet Dé-coll/age - i dag et kostbart samlerobjekt - med originale partiturer og værker af bl.a. John Cage, Joseph
Beuys, Nam June Paik, David Tudor.
Tidsskriftets nummer 1 indeholdt en første præsentation for et internationalt publikum af tysk-danske Arthur Köpcke.
Samme år - 1962 - deltog Vostell i Fluxus-festivalen i København, hvor han brillerede med et smide lyspærer og lagkager i hovedet på folk, dvs. der var opført en glasvæg mellem ham og publikum. Knud Pedersen brokker sig i Kampen mod borgermusikken over oprydningsarbejdet (glasskår og flødeskum) og beskriver Vostell som "en kæmpestor tysker, maskinklippet og ved at sprænge sit tøj... Hans speciale var destruktioner, voldsomt og ekspressionistisk."
Ved samme lejlighed udstillede han i Galleri Köpcke. En del af udstillingen var at leje en bus og køre rundt i København og fremvise eksempler på opklæbede, men helt eller delvist nedrevne og destruerede plakater på byens mure og plankeværker.
Året efter udstillede han i Haveselskabet på Frederiksberg en samling 'verwischungen': med terpentin opløste han sammenbragte avisfotos, reklametryksager, plakater, så det hele fik et let sløret - nogle vil måske kalde det - lyrisk præg. (Robert Rauschenberg har mildt sagt dyrket teknikken op siden).
Året efter deltog han i majudstillingen på Charlottenborg sammen med bl.a.
Beuys, Emmett Williams og Eric Andersen. Vostells bidrag: "Bus Stop/Ein Happening ohne Zuschauer". Sidste del af titlen blev tilføjet efter opførelsen, som ikke havde tiltrukket de store menneskemængder. Dokumentationen af denne begivenhed indgår imidlertid i alle større værker om perioden og genren.

Duchamp, Schwitters
I 1968 udgav han sammen med Hinz Ohffer en munter lille bog med titlen Pop und die Folgen (Droste, Düsseldorf) - i princippet en illustreret håndbog i hvordan man kan gå ud på gaden, i butikker, hvor som helst og finde billeder - især hvis man selv er i stand til at definere hvilke billeder man leder efter og inden for hvilke rammer. Med behøring skrabud til Marcel Duchamp og Kurt Schwitters, som naturligvis var inde og vende i samme felt, ligesom Vostell langt fra var ene om decollage-metoden. Der har oven i købet været skænderier om, hvorvidt han eller en anden/andre opfandt ordet.
Decollage-ideerne blev overført til film og video - Vostell var tidligt ude med sine eksperimenter med billedopløsninger også på skærmen. Hans værker fra 70'erne er i dag på konstant turne til filmskoler og filmmuseer. Har man set mange værksteds- og filmskolefilm vil man vide, at mange fortsat tænker de tanker han tænkte for 25 år siden. Dengang var de imidlertid nye.
Efter en periode i første halvdel af 70'erne hvor det politiske tog det meste af hans tid vendte han tilbage til produktionen af billeder, aktioner, skulpturer efter de samme grundideer.
I forbindelse med et Fluxus-arrangement i 1983 skrev han: "Livet er et kunstværk og kunstværket er livet." Og i forbindelse med en Fluxus-koncert: "Den tanke, at alting kan være musik, er dét som stoltest og klarest definerer Fluxus og er samtidig dét, der giver Fluxus sin indre sammenhæng."
Så sent som sidste efterår havde han en vis succes på en "Fluxus Menuett von Mozart" - saxofon, symfoniorkester, computerbearbejdede (forvrængede) lydbånd, bag- og sideprojektioner. Hele udtrækket.
Biler har altid været en distinkt sidelinie i hans produktion. Dvs. destruktion af biler eller biler anvendt som materiale for kunstneriske frembringelser. Biler er under alle omstændigheder et provokerende materiale. I 1969 og 70 optrådte han rundt i verden med et nummer der bestod i at overhælde eller indpakke biler med beton. Han gentog det i 1987 i Berlin - denne gang med en Cadillac på Rathenauplatz. Stor ballade. Efteråret 1996 udstillede han i Berlin en "Tre gratier", hvori indgik dele ef en MIG-flyver samt et piano og to biler.
Vostell var - som alle Fluxus-kunstnerne - kosmopolit. Og selv om mange af værkerne kan lyde som skæg og ballede, har de en klar politisk sammenhæng. Aktionerne (destruktionerne) i 60'erne rettede sig - når der kom ord på - mod forbrugerisme. I 80'erne mod rustningsindustri, mod fremskridtstro i al almindelighed. Holocaust spillede altid et eller andet sted en rolle i hans kunst og bevidsthed - lå måske dybest nede til grund for den smerte, der var motoren i hans raseri.
En kritiker har beskrevet den samlende vision bag hans værk som en "øjnenes apokalypse". Man kan sige at han om og om igen iscenesatte apokalypser. Men ikke som politiker - som æstet. Og holocaust var ikke - for ham - historie. Det jugoslaviske sammenbrud blev om og om igen kommenteret af ham i skrappe og blodige billeder og opstillinger. Slaget om Sarajevo f. eks. Værket "Fine del Golfo" fra 1991 handler om Golf-krigen, ikke efter Vostells oplevelse nogen jubelsucces: værket indeholder reportager både fra denne og andre krige.
Vostell boede de seneste mange år i Spanien - han var spansk gift. I byen Malpardita åbnede i 1994 et "Muséo Vostell" - værested og udstillingssted (Fluxus-herberg) for kunstnere fra mange lande.
"Leben Statt Kunst" (Liv i stedet for kunst) - var ét af de slagord han brugte dengang i 60'erne. Han blev i princippet ved med at arbejde efter de samme grundprincipper. Og skabe kunst.

*PS. Gallerie Fine Art, Knesebeckstr. 30 i Berlin viser frem til 22. august en Vostell-udstilling sammenstillet af sønnen Rafael

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her