Læsetid: 6 min.

Lorcas storm

1. juli 1998

Fornem biografi om Federico García Lorca er udkommet på dansk i hundredeåret for den spanske digters fødsel

NY BOG
"Ikke en dråbe poesi! Virkelighed! Den rene skære virkelighed!" Sådan skal Federico García Lorca have skreget af vild begejstring under arbejdet med sit teaterstykke Bernarda Albas hus. Skuespillets akter skal være "et fotografisk dokument", skrev Lorca nederst på rollelisten - og husets tyran Bernarda Alba, denne herskesyge kvinde, var da også et magtfuldt symbol på den spanske "fascisme", der netop på dette tidspunkt under ledelse af General Franco fik fodfæste på den iberiske halvø og indledte tre års blodig borgerkrig.
Kun to måneder efter, at Lorca havde afsluttet sit stykke i juni 1936, blev han henrettet af mennesker, der havde en mentalitet, der lignede Bernarda Albas.
Lorcas tragiske skæbne og forbuddet mod offentliggørelse af hans poesi og teaterstykker i Franco-tidens Spanien, har uden tvivl været med til at løfte denne Andaluciens store digtersøn op til den internationale anerkendelse, han har fået. Der er, som Ian Gibson skriver i en imponerende biografi med titlen Federico García Lorca, "blevet skrevet mere om Lorca, end om nogen anden spansk forfatter, med undtagelse af Cervantes (han har fordelen af at være blevet født tre hundrede år tidligere), og han er den gennem tiderne mest oversatte spanske forfatter."
Gibsons biografi er netop udkommet på dansk på Husets forlag, og det er sandt at sige en fornem oversættelse, Peer Sibast har givet de danske læsere her i hundredeåret for Lorcas fødsel.

Romantikerens smerte
"Byen sover, kærtegnet af sine romantiske floders musik," lyder det i et af de tidlige digte, hvor romantikeren Lorca drømmer sig tilbage til byens skønne storhed, symboliseret i Alhambra. Men han slipper dog aldrig virkeligheden:
"Mit Granada er ikke det, som findes i dag".
Smerten ved livet kunne Lorca ikke frigøre sig fra. Den platfodede digter havde bl.a. kroppen imod sig, og i kærligheden "ville viljen ikke lystre hjertet", som han sagde, da han i en ung alder forelskede sig i en smuk kvinde. Det kan fornemmes i hans digte, og han omtalte på et tidspunkt ligefrem sine kærlighedssonetter som "den mørke kærligheds sonetter."
Lorca var en intens beundrer af den hellige Johannes af korset - der måtte slås med "sjælens mørke nat". Og han kan ikke tilgive, at Gud har skabt en verden, hvor lidelsen er den normale tilstand:
Dette er smertens rige
Og der er ingen
kærlighedens Gud
som de udmaler for os
Ser man op mod himlen
Anes Guds urimelighed
En Gud som er evigt stum

Han hadede kirkens mænd, der bestandig forrådte den Kristus, Lorca elskede: "Den verden, som er blevet opfostret af jer, er en imbecil verden med klippede vinger."
I sine tidlige digte er han besat af den dionysiske kærlighed og "den kønslige omgang vi forgæves søger", men siden finder Lorca ud af sin homoseksualitet. Det er faktisk et af de bærende temaer i Gibsons bog. Opremsningen af en næsten uendelig række af smukke, flotte, høje, spændstige unge mænd, som Lorca falder for og forelsker sig i, er så minutiøs, at den næsten bliver en kedsommelig monotoni.
Og dog; hvor morsomt at læse om filminstruktørens Luis Buñuel ihærdige bestræbelser for at erobre maleren Salvador Dalis opmærksomhed fra Lorca. Skinsygen raser hos Buñuel, der litterært og musikalsk misundede Lorca. Buñuel, der følte ubehag overfor bøsser, hævdede i et interview, at "Lorca var impotent", og Buñuels film Den andaluciske hund (lavet sammen med Dali) var ment som en direkte fornærmelse mod Lorca. Det vidste Lorca: "Buñuel har lavet en lille lortefilm, som han kalder Den andaluciske hund - og det er mig, der er hunden."

Det duendes kunst
I en tidlig artikel sagde Lorca, at "indenfor kunsten er reglerne nødvendige for nybegyndere, men derefter er de kun til for middelmådighederne. Den sande kunstner arbejder på intuition, ikke efter regler".
Og i tyverne lod Lorca sig inspirere af modernismen, ikke mindst personificeret i den nicaraguanske digter Ruben Daríos', der blæste på de konventionelle regler og gav sig kreativiteten, individualismen og nysgerrigheden i vold. Det satte præg på den unge Lorca:

Statuerne i vore haver
Vil få liv
Apollonguder blandt
jasminer
Udstøde suk
I parker, liflige og
disindsvøbte
Sensualitet
På parrenes læber vil lægge
Gennemsigtighed

Lorcas helt store forbillede var dog den barokke digter, Luis de Góngora (1561-1627), som han i et foredrag udnævnte "den moderne poesis fader": "Góngora bringer de forskelligste verdener i harmoni med hinanden og gør dem plastiske på en måde, der undertiden grænser til vold. (..) Han forener de astronomiske sansninger med det uendeligt smås mindste enkeltheder, og det med en sans for masser og materier, som var ukendt i poesien, indtil han bragte dem sammen."
Lorca selv søgte også at give den plastiske sansning ord, de ord, som løftede budskabet op på et andet plan.
"Alt hvad der har sorte lyde har duende..(..) Uden duende vil (cantaorens sang, red) savne brod og ikke få tilhøreren til at føle kuldegysninger ned langs rygraden."

Ingen medløber
Lorca forsøgtes omklamret igen og igen i sit kun 38-årige liv. Af ultraistas (en gruppe moderne digtere, herunder Jorge Luis Borges), af rinconcillistas (en gruppe spanske føderalister), af kommunisterne osv. Og efter hans død har såvel Andaluciens sigøjnere som de homoseksuelle forsøgt at spænde digterens navn for deres politiske projekter.
Lorca var ingen medløber, som Gibson skriver: "Federico gik sin egen vej, og hans natur var sådan, at han umuligt kunne identificere sig med nogen som helst isme, hvor meget han end følte sig draget mod den."
Med las gallistas lavede han satiriske billedstormer-tidskrifter mod Kataloniens intellektuelle og kunstneriske establishment; han lavede dukketeaterkomedier eller holdt foredrag om spanske vuggeviser, da det var mindst moderne. Og han genopdagede sigøjnernes analfabetiske Andalucien, da hans elskede Dali var allermest draget mod metropolen Paris.
Lorca lod sig aldrig opsluge af surrealismen, som med Dalis ord var "en måde at flygte på". Dali ville frigøre Lorca fra religionen - "du er en kristen storm, og du behøver min hedenskab" - men han mislykkedes.
Den stærkt troende katolik, Lorca, rummede stormen i sig, i stedet for som andre samtidige at forkaste og abstrahere sig ud af traditionerne, væk fra landsbyens rødder mod fuldstændig oplyst perfektion hinsides Gud.
Lorca blev aldrig moderne ved at glemme sine rødder, og han lod sig ikke spænde for ideologernes projekter. Han måtte lytte til sine indre stemmer: "En kunstner, og især en digter, er anarkist for evigt, uden at kunne høre andre stemmer end dem som strømmer inde i ham selv, tre stærke stemmer: dødens stemme, med alle dens varsler; kærlighedens stemme og kunstens stemme..."

Teater for svin
Masken skal danse mellem
søjler af blod og tal
mellem orkaner af guld og
arbejdsløses jamren,
orkaner som skal hyle, mørke
nat, gennem din tid uden lys,
o vilde Nordamerika! du
skamløse, du vilde,
udstrakt op ad sneens
grænseland!

Sådan skrev Lorca i Poeta en Nueva York under en USA-rejse. Han kunne - i god pagt med Góngoras ånd - præcist sætte ord på 'dødens dans' under det børskrak, der i 1929 smadrede Wall Streets lykkerus.
Lorca lod sig, som andre store forfattere og digtere i historien, inspirere af virkeligheden, livets tilskikkelser, dets dramaer. Således var inspirationen til hans teaterstykke, Blodbryllup, hentet ved avislæsning om et mystisk mord.
Teaterpremieren for Blodbryllup i 1933 - netop som Hitler overtog magten i Tyskland og fascismen i Europa var på fremmarch - samlede repræsentanter for Spaniens litterære 98-generation (folk som filosoffen Miguel de Unamuno) og repræsentanter for Lorcas egen 27-generation (digteren Vicente Aleixandre, Luis Cernuda og Jorge Guillén m.fl.) Det blev en bragende succes, og tidligere arbejder af Lorca, der ikke var blevet værdsat af kritikerne, blev nu genopført.
Tiden var en anden end i de letlevende tyvere. Tiden var moden til Lorcas tragedier og smertefulde poesi. Og Lorca fik mere mod og udtalte, at Blodbryllup er "et teater af og for svin. Ja, lige netop, et teater skrevet af svin for svin."
Han kunne se rædslen komme og måtte tage stilling, og kunne ikke bare søge tilflugt i kærlighedssonetter og teater. Eller som han sagde i et interview til den liberale avis El Sol: "En kunst for kunstens egen skyld er en meget grusom tanke, hvis den ikke til alt held var så meningsløs. Intet anstændigt menneske tror længere på den slags tåbeligheder. I dette dramatiske øjeblik, som verden er vidne til, bør kunstneren le og græde med sit folk."

*Ian Gibsons: Federico García Lorca. Oversat af Peer Sibast. 763 s. 398 kr. Husets forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her