Læsetid: 5 min.

Mandeforskning efterlyses

25. juli 1998

Herhjemme mangler de mandlige perspektiver i ligestillings-politikken. Det går langt bedre i Norge og Sverige

Mænd er i stigende grad indstillet på at tage del i børnepasning og være mere nærværende i familien.
Ingen løfter længere et øjenbryn over, at Brian Laudrup begrunder sin beslutning om at forlade professionel fodbold med hensynet til familien.
Det er blevet en helt naturlig ting, at mænd i 1990'erne ønsker at være mænd på anderledes måder end deres fædre. Yngre danske kvinder argumenterer for, at kvinder må opgive dominansen i familien, hvis de vil have ligestilling i familien.
Men selv om unge mænd og kvinder viser nye veje i kønsrollemønstrene, har vi i Danmark problemer med at inddrage mændene i udformningen af ligestillingspolitikken.
I Norge og Sverige er de forhold, der spiller afgørende rolle for mænds deltagelse i ligestillingsprocessen i langt højere grad inddraget, når der skal laves ligestillingspolitik.
Her er det mandlige fokus bredt repræsenteret i forskellige manderåd og velorganiserede mandenetværk med forskningen i mænd som en vigtig faktor. Det har bidraget til nytænkning og resulteret i, at nabolandene er kommet længere på ligestillingsområdet. Et professorat, stillinger inden for mandeforskning, talrige konferencer om mænd på arbejdsmarkedet, voldelige mænd, fædrerollen osv.

Tabt på gulvet
Alt sammen initiativer, som vi ser meget lidt til i Danmark, hvor forskning i mænd og maskulinitet er tabt på gulvet, mener kønsforsker ved Roskilde Universitets Center (RUC), Anette Dina Sørensen, og Søren Ervø, der har skrevet cand.mag.-speciale i mandevenskaber på film, og desuden er redaktør af en dobbelt antologi om maskuliniteter.
De er begge medinitiativtagere til det nu nedlagte Dansk Netværk for Mandeforskning på RUC.
De bakkes op af Elisabeth Møller Jensen, leder af Kvinfo, Center for Information om Kvinde- og Kønsforskning:
"Vi er jo for længst nået dertil, hvor mænds deltagelse er nødvendig for mere ligestilling bl.a. på arbejdsmarkedet. Men i Danmark synes den proces at være stagneret i forhold til Norge og Sverige, hvor ligestillingspolitikken i langt højere grad er et statsligt anliggende. Den politiske blåstempling har betydet, at der har været mere prestige forbundet med kønsforskning - og dermed også mandeforskning. Og det er da klart, at det større engagement, mændene udviser i ligestilling i Norge og Sverige, hænger sammen med, at mænd med forskning i ryggen har været med til at formulere mænds behov. Det er ikke kvinder, der har stået og banket dem i hovedet."
I Danmark stilles der stadig spørgsmålstegn ved, om mænds særlige perspektiver overhovedet hører hjemme i ligestillingspolitikken:
"Det er urovækkende, at kvinder, nu er parat til at være åbne over for sådanne fænomener som mandebevægelser og mandeforskning. Man kan derfor frygte, at mandebevægelser er en snedig strategi til infiltrering af kvindebevægelsen med henblik på at cementere de eksisterende sociale forskelle mellem mænd og kvinder...," skrev forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet, Erik Jørgen Hansen, i en kronik i Information i maj 1996.
Diskussionen ender ofte i et skænderi mellem garvede kønsdebattørere. Som for nylig i Berlingske Tidende, hvor Hans Bonde, lektor i idræt ved Odense Universitet, og tidligere formand for den nu nedlagte Idégruppe om Mænd under Ligestillingsrådet mente, at Rådet kun "bider sig fast i kvindeproblematikker." Hvortil forkvinden for Ligestillingsrådet, Ingrid Rasmussen, svarede, at hun var træt af Bondes klynkeri: "Hvis mandebevægelsen havde været lidt mere vedholdende, havde de stadig haft en idégruppe."

Generationsskifte
Kønsforsker Anette Dina Sørensen tvivler dog ikke på, at hendes lidt ældre kollegaer blandt de kvindelige kønsforskere er enige i, at der skal forskes i mænd - men de gør det bare ikke selv.
Der findes Centre for Kvinde- og Kønsforskning på alle danske universiteter. Ordet køn henviser til, at der ikke kun menes forskning i kvindekønnet. Men dansk litteratur, der omhandler studier i maskuliniteter - dvs. måder at være mand på - findes ikke på universitetsbibliotekernes hylder. I de andre skandinaviske lande, findes der derimod en hel del på svensk, norsk og finsk.
"Der skal et generationsskifte til. De kvindelige kønsforskere, har levet med en anden ideologi. Og jeg forstår godt, at de måske ikke har så meget lyst til selv at forske i mænd, men tiden har ændret sig," siger Anette Dina Sørensen. Hun peger samtidig på, at det er de store kvindeorganisationer, der har magten i Ligestillingsrådet, og at de med deres traditionelle opfattelse af ligestillingspolitik blokerer for, at mænds perspektiver inddrages i ligestillingspolitikken.
"De varetager naturligt nok kvindernes interesser, men de har problemer med at se, at ligestilling for kvinder også handler om mænd. Nu har kvinde- og kønsforskningen de sidste 30 år handlet om at forske i kvinders livsvilkår. Fint nok. Men vi kommer ikke videre med ligestillingen, hvis vi ikke analyserer, hvorfor det er mænd, der feks. i langt overvejende grad er tiltrukket af den politiske kultur i EU."
Statsministeriets Udvalgsgruppe Vedrørende det Fremtidige Ligestillingsarbejde finder tilsyneladende også Ligestillingsrådet organisering problematisk og arbejder med planer om en modernisering og reorganisering af Rådet. En af modellerne går bl.a. ud på at føre ligestillingsarbejdet over i Arbejdsministeriet og give det en mere selvstændig profil. Udvalget har endnu ikke løfte sløret for, om det betyder ændringer i forhold til mænds repræsentation i Rådet.

Underholdningsdebat
En anden konsekvens af den manglende forskning i Danmark er ifølge Søren Ervø, at danskerne bliver snydt for saglig kønsdebat, der i stedet bliver serveret som ren underholdning.
"Forskning i mænd og maskuliniteter er fraværende, og kønsdebatten er derfor henvist til underholdning ala Lotte Heises; sådan er mænd og sådan er kvinder. På den måde får vi ikke noget at vide om de mange forskellige måder at være mænd på. En bevidsthed, der er nødvendig at få kommunikeret ud til mænd, hvis de skal ændre holdninger feks. i forhold til ligestilling på arbejdsmarkedet," siger Søren Ervø: "Dermed mener jeg ikke, at debatten skal være videnskabelig, men forskningen skal bidrage til at nuancere vores syn på mænd og de forhold, der får mænd til at handle, som de gør."
Men også akademikere forfalder til at skubbe kønnet ind i firkantede kasser, mener Søren Ervø: "Når antropologen Anne Knudsen siger, at der er for meget kvindelig omsorg i de danske institutioner, og at der skal være flere 'rigtige' mænd, som kan give drengene et mandeforbillede, så slår hun jo til lyd for den traditionelle forestilling om, at der én rigtig måde at være mand på."
Søren Ervø mener, at mændene selv bærer en del af skylden for, at der ikke er mere mandeforskning i Danmark, fordi de ikke selv har interesseret sig for emnet. På den anden side er der heller ikke oprettet særlige ph.d.-programmer i maskulinitetsforskning, påpeger han.
Leder af Kvinfo, Elisabeth Møller Jensen mener, at den unuancerede kønsdebat har skræmt mændene væk:
"Jeg tror, mandebevægelsens overdrevne politisering af mandetemaerne har afholdt mange mænd fra at gå ind i forskningen og i det hele taget forholde sig til kønsdebatten," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu