Læsetid: 6 min.

Manglende svar på Kong Beat

13. juli 1998

Barry Miles, forfatter til de officielle biografier om Ginsberg og Burroughs, har begået en ikke uproblematisk portrætbog om beat-trekantens tredje hjul: Jack Kerouac

DOWN-BEAT
Mens vi stadig venter på den autoriserede biografi om beatgenerationens 'unge døde helt', Jack Kerouac - den skrives af historikeren Doug-las Brinkley og forventes at udkomme i år 2001 - har der nu føjet sig endnu en mursten til den væg af sekundærlitteratur, som i de senere år er bygget op omkring efterkrigstidens nok mest eksponerede litterære trekant: William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Kerouac.
Jack Kerouac - King of the Beats er skrevet af den britiske forfatter Barry Miles, som tidligere har begået indlevede og sympatiske portrætbøger om Ginsberg ('89) og Burroughs ('92), og som således må forventes at have en dyb indsigt i beatgenerationens litteratur. Dette er også tilfældet, men i den nye bog fornemmer man, i hvor høj grad Miles' sympatier ligger hos Ginsberg og Burroughs. Allerede i indledningens litterære striptease, hvor Kerouac sammenlignes med John Lennon og Elvis Presley - underforstået: Kerouac døde som 47-årig, men havde været bedre tjent med en endnu tidligere afgang - begynder alarmklokkerne at ringe. Og man skal ikke mange kapitler ind i bogen, før man opdager, at titlens 'King of the Beats' er benhård sarkasme.
Ingen ville i dag have forventet en romantiserende eller forskønnende tolkning af det levede liv bag 'road romaner' som Vejene, De underjordiske eller The Dharma Bums. Men spørgsmålet er, hvad man skal stille op med en detronisering af de dimensioner, som Miles leverer smurt ud over 300 sider, hvoraf ikke så få tenderer smædeskriftets galdeboblende en-øjethed.

På skrøbelig is
At Jack Kerouacs personlige liv var en amerikansk tragedie af monumentale dimensioner, har der aldrig været tvivl om. Forfatterens splittelse mellem sin småborgerlige baggrund i den fransk-canadiske bydel Centralville i fabriksbyen Lowell, Massachusetts, og dét miljø af intellektuelle bohèmer, han via et fodboldlegat blev kastet ind i på Columbia University i 40'ernes New York, er tidligere blevet belyst i stribevis af biografier - og såmænd også i mandens egne værker. At en eksorbitant moderbinding tillige forfulgte Kerouac livet igennem og spændte ben for alle tilløb til modne parforhold, er også en del af dén velkendte historie og mytologi, som gennemstrømmer såvel primære som sekundære kilder. Endelig er det almen viden - også langt ud over litterære kredse - at en alkoholisme, som accelererede livet igennem, trak et spor af skandaler og ødelæggelser efter Kerouac og gjorde de sidste 15 år af hans liv til en særdeles uskøn affære.
Ikke desto mindre synes det at være et af Miles' primære mål atter en gang at bringe disse anekdoter til torvs og, som om det ikke var nok, at udbygge de mange sørgelige beretninger om Kerouacs svigt over for familie, venner, kærester og hustruer med fortolkninger, der i flere tilfælde bevæger sig ud på endog meget skrøbelig is.
Sværest har biografen ved at styre sin afsky, når det gælder Kerouacs afvisning af den datter, Jan, som han i 1952 fik med sin anden hustru, Edie Parker. Episoden er uden tvivl central. Ud over storebroren Gerards død, da Kerouac var fire år gammel, er fadderskabet måske endda en af de vigtigste nøgler til en psykologisk forklaring på forfatterens livslange flugt. Men det bliver simpelthen for meget, når Miles efter gentagne gange at have givet udtryk for sin forargelse over, at Kerouac ikke vedkendte sig datteren, skriver: "Hvor var Kerouac, da han skulle have læst godnathistorier for sin datter og delt sin kærlighed til ord med hende?"
Og endnu værre bliver det, når han næsten snøftende efterfølger sit udbrud med at antyde, at havde Kerouac blot levet op til sit ansvar som far, ja så var Jan sikkert ikke endt på gaden som 13-årig narkoluder.
Mønstret gentager sig i andre sammenhænge, hvor Kerouacs aldrig svigtende selvoptagethed bruges som argument for andre menneskers ulykke; mest grotesk i et tilfælde, hvor han som så ofte før ankommer plørefuld til Ginsbergs lejlighed midt om natten og ved en fejltagelse braser ind på et værelse, hvor Peter Orlovskys 'uskyldige' lillesøster ligger og sover; hvortil Miles kommenterer, at episoden muligvis har traumatiseret lillesøsteren og således lagt grunden til hendes senere nervesammenbrud. Slemme, slemme mand!

Man undrer sig
Der er ingen tvivl om, at langt de fleste historier i Barry Miles' biografi er sande, ligesom der ikke skal herske tvivl om, at bogen rummer mange gode iagttagelser og elegante fremstillinger. Alligevel spørger man sig selv, hvorfor bogen er skrevet. Miles har givetvis nye vinkler på dele af stoffet, ligesom han i kraft af bøgerne om Ginsberg og Burroughs er i besiddelse en del unikt kildemateriale. Men størstedelen af fremstillingen bygger i sagens natur på samme kilder som de tidligere biografier - hvoraf Gerald Nicosias Memory Babe stadig er uovertruffen - og spørgsmålet er, om ikke verden havde været bedre tjent med et langt essay, der gik i kødet på myten og forfatteren Kerouac?
Her er problemet imidlertid, at Miles' værklæsninger lider under nogle besynderlige slagsider. Biografien diskuterer selvfølgelig Kerou-acs særlige litterære form - hans spontaneous bop prosody - hvor autentiske begivenheder anvendes som brændstof i en hæsblæsende, euforisk og lyrisk prosa, som med Kerouacs egne ord er skrevet on the run, og som i princippet fik lov til at blive stående uden efterfølgende korrekturer. Men selv om Miles har blik for momentvise kvaliteter i de mere end 20 bøger, lykkes det ham aldrig at gribe essensen i Kerouacs litterære metode, endsige at favne talentets omfang. I stedet falder han gang på gang tilbage på et sandhedsbegreb, hvor han det ene øjeblik skriver, at der selvfølgelig er tale om fiktion, mens han i næste øjeblik 'fanger' forfatteren i at 'snyde', at fordreje facts.

Kerouac dumt svin
Efter denne metode piller Miles indtil flere værker ud af Kerouacs oeuvre og mener således, at have skudt forfatterens store drøm om at samle alle bøgerne til en sammenhængende Duluoz-legende i sænk. At Kerouac i De underjordiske har flyttet begivenhederne fra New York til San Francisco, diskvalificerer ifølge Miles denne bog. Og helt tåbeligt gør han Kerouacs mor, den frygtindgydende Memere, til forfatter af bogen om den døde storebror, Visions of Gerard - argumentet er her, at bogen ikke kan være bygget på Kerouacs egne erindringer; det må være noget, moren har fortalt ham, ergo er hun forfatteren!
I sin iver efter at pille myten Kerouac ned fra piedestalen benytter Miles enhver lejlighed til at pege på passager i forfatterskabet, der er 'lånt' fra andre forfattere, eller som 'misbruger' venners tillid, ligesom han tydeligvis er mest veloplagt i de mange ekskurser om Ginsbergs uopslidelige tålmodighed og Burroughs' geni. Og man må sige, at han overordentlig overbevisende får tegnet et portræt af 'forfatteren som dumt svin'.
Hvad der i mindre grad lykkes for Miles er at forklare, hvorfor Kerouac 40 år efter sin død stadig er langt den mest læste i sin generation, og hvordan det på baggrund af de omstændigheder, biografien så malende beskriver, kunne lade sig gøre at skabe en litterær produktion og en vision med en så voldsom gennemslagskraft.
Med Miles' bog er vi endnu en gang blevet klogere på, hvad Kerouac ikke kunne i sit liv; men vi mangler stadig et ordentligt svar på, hvad han kunne i sine bøger.

*Barry Miles: Jack Kerouac. King of the Beats. Virgin, London, 1998. 332 sider. 339 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu