I MERE END et årti levede EU's øverste organer, dansk erhvervsliv, danske politikere samt danske øldrikkere i fuld harmoni med de danske flaskeøl. Danskerne havde indrettet sig med øl i flasker - cirkulerende i et overmåde effektivt retursystem - andre lande arrangerede sig med en blanding af flasker og dåser. Sådan var det - vi drak vores øl, de andre drak deres, og alle syntes tilfredse. Det galdt endog EF-Domstolen, som i 1988 i en opsigtsvækkende dom godkendte Danmarks retur- og pantsystem for flasker som en nødvendig del af det danske genanvendelsessystem.
I dag raser krigen om øldåserne. Miljøminister Svend Auken værner fortsat om det danske returflaskesystem, men han har nu fået store dele af erhvervslivet, alle de borgerlige partier samt selveste Ritt Bjerregaard og Europa-Kommissionen imod sig. Alle vil de have åbnet Danmarks grænser for øl på dåse. Og hvis ikke Svend Auken i meget nær fremtid indordner sig - eller mod forventning får Ritt Bjerregaard omvendt - så vil Kommissionen anlægge sag mod Danmark ved EF-Domstolen.
HELT FREM til 1994 var den hellige grav vel forvaret. På det tidspunkt bekræftede den daværende indre markeds-kommissær Vanni d'Archirafi i et brev til den europæiske dåseindustris brancheorganisation, at "et nationalt dåseforbud også i fremtiden højst sandsynligt vil være i overensstemmelse med bestemmelserne om varernes fri bevægelighed."
Men så kom Svend Aukens parti- og tidligere kampfælle Ritt Bjerregaard ind på scenen som miljøkommissær i EU. Hun fik den 15. november 1995 en henvendelse fra Beverage Can Makers Europe, der forklarede den nytiltrådte kommissær, at det danske dåseforbud - set med dåsefabrikanternes øjne - var i strid med EU-retten. Og allerede den 26. februar 1996 skrev Ritt Bjerregaard - via sin miljødirektør - til Svend Auken, at det syntes hun ærlig talt også. Siden har sagen rullet.
DET ER - som sædvanlig - miljø og marked, der støder sammen. Den miljøfaglige diskussion mellem Auken og Bjerregaard handler om, hvad der er mindst belastende for miljøet: det danske retursystem for flasker eller et system med genanvendelige dåser. Kampen føres med det våben, der på godt folkeligt dansk hedder livscyklus-analyser: Hvad er bedst, hvis man regner på miljøpåvirkninger samt energi- og ressourceforbrug hele cyklus'en igennem - fra udvinding af de nødvendige råstoffer til destruktionen af den udslidte emballage?
Mange er de analyser, som de stridende parter har fået lavet gennem årene. Og afhængig af de valgte forudsætninger - hvilken slags kraftværker skal f.eks. levere energien til fremstilling af emballagerne - ender resultatet i øst og vest. Den seneste, netop offentliggjorte og 382 sider store analyse er udarbejdet for Miljøstyrelsen af det svenske Chalmers Industriteknik og Institut for Produktudvikling på Danmarks Tekniske Universitet. Analysen er udført efter alle dén kunsts regler og efterfølgende gransket kritisk af fem uafhængige livscyklus-eksperter. Og konklusionen lyder i Miljøstyrelsens formulering:
"Resultaterne i den gennemførte livscyklusvurdering viser, at de genopfyldelige flasker af glas og PET (plastmaterialet polyethylenterephthalat, red.), der indgår i det danske retursystem, generelt falder miljømæssigt bedre ud end de tilsvarende engangsflasker og ståldåser."
"Resultaterne for aluminiumsdåsen er følsomme over for forudsætningerne om elproduktion," tilføjes det med henvisning til, at hvis returflaske og aluminiumsdåse produceres ved hjælp af el fra kulkraftværker, så vinder flasken; mens dåsen vinder, hvis energikilden er f.eks. atomkraft.
Svend Auken kalder analysen "en klar miljømæssig støtte" til det eksisterende returflaskesystem, men en mere ædruelig - undskyld udtrykket - vurdering ville nok være, at usikkerheden på analyserne er betydelig, og at det for returflasken og aluminiumsdåsen er svært at fastslå den helt store forskel.
HVOROM ALTING er, så skal Ritt Bjerregaard og hendes miljøfaglige og juridiske eksperter nu studere den ny analyse. Den er nemlig del af den redegørelse, regeringen senest den 24. august skal sende som svar på Kommissionens såkaldt udvidede åbningsskrivelse - det næstsidste formelle skridt før en egentlig retssag mod Danmark.
Kommissionen har imidlertid allerede udtalt, at livscyklus-analysen ikke ændrer noget. For hvis ikke Danmark kan påvise - og det kan Danmark ikke - at øldåserne direkte forbryder sig mod miljøkravene i EU's emballagedirektiv, så vil det omvendt være forbudt at hindre deres frie adgang til det danske marked.
Og her er sagens kerne: Det handler i dette hjørne af EU's miljø- og markedspolitik ikke om at sikre, at det miljømæssigt bedste system vinder udbredelse. Det handler om, at markedet skal være åbent for alle systemer, bare de ikke er decideret ulovlige i forhold til EU's miljøregler. Amsterdam-traktaten siger noget om at føre politik på et miljømæssigt "højt beskyttelsesniveau" - ikke om at sikre det højeste miljøbeskyttelseniveau. Sagt på en anden måde: miljø er godt, men marked er afgørende.
Derfor skal det danske marked med vold og magt åbnes for dåserne. Dåserne findes, ergo skal de på hylderne i de danske detailvareforretninger, uanset at forbrugerne ikke savner dem. Bryggeriforeningen i Danmark har senest bedt Kommissionen sikre, at ikke bare de forurettede udenlandske producenter af øl på dåse får markedsadgang - det må også dåser fra Carlsberg, Tuborg etc. have.
Svend Auken har inderst inde altid haft det svært med EU's indre marked, og hans stædige forsøg på nu at bremse markedsudvidelsen for markedsudvidelsens skyld kalder på sympatien. Aukens problem er, at han selv som regeringsdeltager siden 1993 har været med til at velsigne og cementere netop denne filosofi.
