Læsetid: 5 min.

Marxisterne har mistet deres Gud

17. juli 1998

... men det gør ikke revolutionen mindre nødvendig. Tværtimod

FRIE ord
SANDHEDEN kan siges mere eller mindre elskværdigt. I tirsdags sagde lektor Jens Kaalhauge Nielsen i hvert fald meget præcist:
"Og så er der sket en borgerliggørelse af Socialdemokratiet. Det var Socialdemokratiet, der solgte TeleDanmark til den internationale kapital. Der er ved at ske en sammensmeltning af den liberale borgerlige ideologi og venstreorienterethed. Det kan man se i reklamerne, f.eks. i Benettons. SF er blevet et statsbærende parti. Hvornår har vi sidst hørt venstreorienteret kritik af det kapitalistiske samfund? Også det har selvfølgelig noget at gøre med kommunismens sammenbrud. Det er postmodernismen: Efter den store Sandhed er væk, giver intet nogen mening. Eller også bliver man religiøs."
Denne sandhed, stor eller lille, afleverede lektoren i interviewet her i bladet om Pias Kjærsgaards danske folkeparti, som han kaldte et oprør mod det, der på tidens ottesporede motorvej kører under betegnelsen Fremskridtet. Motorvejen er ensrettet. På alle otte spor kører alt, hvad der for Guds, det vil sige for Markedsføringens skyld, skal være på Forkant med Udviklingen - fra Venstre til venstrefløjen, fra Benetton til SF, fra Ugebrevet Mandag Morgen til Specialarbejderforbundet i Danmark, SiD. Kun rabatten er overladt til en i virkeligheden endnu mere sammensat, men langt mindre gruppe af udviklingskritikere. Dansk Folkeparti er en af dem. René Lefort fra UNESCO, som jeg refererede i Frie Ord sidste fredag, er en anden. En tredie er statskundskabs- og filosofistuderende Christian Madsbjerg, der tirsdag den 4. juli blev interviewet i vores serie Sku' det være progressivt?:
"Der sker i øjeblikket en enorm indsnævring i muligheden for at sige ting eller have holdninger, der stikker af fra normen. I dag har man en udviklingsbaseret offensiv konservatisme eller socialdemokratisme, der drøner derudaf. Siger man noget som helst imod den, er man imod 'udviklingen'. Det, der inkarnerer udviklingen i dag, er jo EU. Er man imod EU er man enten 'nationalist' eller 'kommunist' eller 'traditionalist', eller hvad man nu er. Man bliver presset ud i rabatten, hvis man ikke er for 'udviklingen'. Hvis man ikke er for vækst er man 'økopat' eller 'dybdeøkolog', som burde tage til Norge og drikke kildevand. Den perfekte elev skal ganske vist nok være kritisk. Man skal kunne problematisere stoffet. Men man må ikke bevæge sig for langt væk fra motovejen, man skal lige holde sig i krybesporet."

CHRISTIAN MADSBJERG kan godt se det positive i, at "videnskaben har sendt så mange resultater lige mellem øjnene på samtlige beslutningstagere, at miljøet ikke er til at komme udenom. Men det er blevet et konsumforbedringsprojekt - det er Claus Meyer, der har vundet dén diskussion. Ser man på debatten, drejer den sig ikke om ondets rod. Hvis man stadig bruger ti gange for mange ressourcer, nytter det jo ikke meget, at man køber lidt økologisk. Det eneste der nytter noget, er en vækstnedsættelse."
Det er bestemt ikke noget, Pia Kjærsgaard ude i sin rabat har på sit udviklingskritiske program.
René Lefort fra UNESCO-rabatten taler heller ikke om udstødelsen af menneskehedens naturgrundlag i kraft af væksten. Han taler derimod om vækstens udstødelsen af stadig flere mennesker fra samfundsanerkendte arbejdsfællesskaber og citerer Jacques Attali, tidligere rådgiver for Frankrigs præsident og leder af den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling: Der er opstået en ny global "super-klasse" af "frivillige nomader", som råder over "alle midler til de rigtige forbindelser og udfoldelser". I den anden ende af skalaen optræder stadig flere af "fattigdommens nomader", engageret i en endeløs stræben efter at finde arbejde. Mellem disse to befinder sig "en stor middelklasse, der lever i det forfængelige håb at kunne stige op i superklassen og i den realistiske frygt at falde ned i en global form for omstrejfen." En revolution er uundgåelig, "brutalt eller styret", fordi "fortsættelsen af de nuværende tensenser er umulig."
Alligevel kan Jens Kaalhauge Nielsen med frysende ret notere: "Der er ved at ske en sammensmeltning af den liberale borgerlige ideologi og venstreorienterethed. SF er blevet et statsbærende parti. Hvornår har vi sidst hørt venstreorienteret kritik af det kapitalistiske samfund?" (Unge kritiske DsU'ere kan finde på at kalde deres moderparti, Socialdemokratiet, for Venstre minus ti procent.)
Denne lammelse af en ellers velbegrundet samfunds- og udviklingskritik gør den nuværende situation noget nær enestående i nyere vesteuropæisk og amerikansk historie. Folk, der er gamle nok til at have oplevet den kolde krig efter 2. Verdenskrig, finder lammelsen mere udbredt i dag end dengang. Måske er det kun de første årtier under reaktionen og restaurationen efter Napoleonskrigene i begyndelsen af forrige århundrede, der tåler sammenligning.
"Det har selvfølgelig noget at gøre med kommunismens sammenbrud," som Kaalhauge Nielsen siger. "Det er postmodernismen: Efter den store Sandhed er væk, giver intet nogen mening. Eller også bliver man religiøs."

TIL GENREJSNINGEN af den stærkt påkrævede kritik af "Fremskridtet" (en kritik som Pia Kjærsgaard for virkelig Guds skyld ikke må stå alene med) og til konkretiseringen af et realistisk modsvar til Udviklingen, hører derfor arbejdet med årsagerne til kommunismens sammenbrud og fremkomsten af den erstatning, der allerede fra 1970'ernes slutning blev kaldt postmodernismen. En samlebetegnelse, der dækker over meget forskelligt og til tider næsten modsatte grundholdninger. Men som Kaalhauge Nielsen har ret i, for kultur- og universitetslivets vedkommende og derfor også for den praktiske politikudformning har afsat en mode af træt eller pragmatisk kynisme, som på forhånd lammer ethvert energisk, lidenskabeligt og lystigt tilløb til grundlagskritik af de eksisterende tendenser eller trends: Når den store Sandhed (GUD) er væk, giver intet nogen mening. Eller også bliver man religiøs.
Faktisk findes allerede nu mange gode forslag til vækstens nedsættelse - eller rettere radikale omlægning - og til omlægning af produktionen, så den sociale udstødelse kan standses. Når de ingen begejstret og vedholdende bevægelse fremkalder af samfundsændrende omfang og dybde, skyldes det givetvis choket og skuffelsen over, at Gud virkelig er død i denne forstand. Også for den engang så fremskridtstroende venstrefløj, der sandelig troede at have selveste den verdensstyrende fornuft til at drive udviklingen frem.
"Det kristne tusindårsrige (millenium), oplysningsprojektet (fra 1700-tallet) og positivismens (naturvidenskabelige) udviklingskoncept samt det kommunistiske samfund er hver og en indbildte forestillinger, der alle repræsenterer selve det fuldendte og helede samfund. De eksisterer alle hinsides det vaklende, usikre og ødelagte, der ellers karakteriserer verdenen af objekter," skriver den engelske samfundskritiker Ernesto Laclau i sin bog New Reflections on the Revolution og Our Time.
Laclau kommer selv fra den socialitiske venstrefløj.
I yderste korthed går hans (og hans kollega Chantal Mouffe's) idé ud på at vende nederlaget til et afsæt for en ny og bedre venstrefløj end den gamle fra kristendommens, oplysningsprojektets, positivismens og kommunismens dage:
For er det ikke netop vidunderligt, at der bag det hele slet ingen stor Sandhed findes? Ingen stor Monologik eller Monologos, der styrer alt med sin evige Fornuft. For så er der jo netop brug for demokrati.
Det radikale demokrati.
Det vender jeg tilbage til i næste Frie Ord.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu