Læsetid: 7 min.

Melankoli med seksuelle undertoner

4. juli 1998

Sangerinden Cæcilie Norby om den blå tone, vokalistens nøgenhed og
magiens kraft

JAZZFESTIVAL
"Jeg sprang ud af jazz-skabet i 1995, da jeg udsendte min første solo-plade. Siden har jeg kun spillet jazz. Eller for at være mere præcis, akustisk vokaljazz."
"Det en en stilart, som jeg virkelig elsker."
"Jeg er vokset op med klassisk musik. Min mor er operasanger og min far partitur-komponist. Men de havde også en plade med Nancy Wilson på pladereolen. Og ved at lytte til den, fik jeg en stor kærlighed for vokaljazz."
"Jazz passer til mit temperament. Jeg kan, for at bruge en kliché, godt lide den mere afdæmpede blå tone, som er jazz."
"Jeg er til melankoli. Melankoli med seksuelle undertoner."
"Det er ikke fordi, jeg ikke er til fest og farver. Men jeg er ikke til fest og farver, entydigt. Der skal være en vis tyngde i det. En vis alvor. En eller anden drejning af noget sørgeligt eller grotesk eller alvorligt. Der skal være et modspil."
"Jeg kan bedst forklare, hvad jeg mener, ved at nævne nogle sangere, som har den melankoli: Nancy Wilson, Betty Carter, Aby Lincoln, Cassandra Wilson og Diana Reeves. De har den blå tone, som jeg virkelig godt kan lide."
"Vokalinstrumentet er enestående. Det kan udtrykke noget, som andre instrumenter ikke kan. Ord selvfølgelig. Men selv hvis man tager ordene væk, er der lyde, man kan udtrykke med vokalinstrumentet. Der er ikke så mange, der mestrer det, på en instrumental måde. Jeg kan ikke selv, men jeg har altid være dybt misundelige på dem, der kan."

Jeg må bare synge
"Jeg synes, det er sjovt at lege med stemmen som instrument. At det er sjovt at forsøge at skabe en mening under de samme forudsætninger som andre instrumentalister."
"Men når jeg er blevet sanger, er det alligevel lidt tilfældigt. Det er ikke noget, jeg har valgt som sådan. Jeg er bare blevet sanger. Jeg var i et band sammen med nogle kammerater fra Sankt Annæ Gymnasium i 80'erne. Og pludselig var jeg med i Frontline, faktisk uden at have øvet mig og uden at have tænkt synderligt over det med sangen. De spurgte mig bare, om jeg ville være med, jeg svarede ja, og så kørte toget."
"At min mor er operasangerinde har selvfølgelig været afgørende. Jeg har altid oplevet hende som stærk og fri på en scene. Jeg har kunnet se på hende, at waauuhhh, et eller andet kom ud. Der var en eller anden power. Så det er helt sikkert, at jeg har arvet kærligheden til at synge af hende."
"Jeg kan da også genkende noget af hende i mig selv. Når jeg hører introen til en blues, så må jeg bare synge. Min mor har det på samme måde, når hun hører introen til en arie, så er der et eller andet, der kommer op i hende, så må hun bare synge."
"Nu kan jeg ikke lade være med at synge, fordi det er i sangen, jeg har følt, at koncentrationen af oplevelser er gået dybest ind hos mig."

Når musik er magisk
"Jeg er utrolig meget til stede - her og nu - når jeg synger."
"Det er lige som at sidde i en intens samtale, hvor man bare koncentrerer sig vildt meget om at følge med. Hvad siger modparten? Eller dem der sidder rundt om?"
"At synge eller spille svarer til den der fornemmelse af: Puhhhaaa, hold da kæft, hvor skal man indeholde meget og udtrykke meget, og hvor er man optaget, og hvor bliver man fyldt op og tilfredsstillet. Sådan har jeg det meget, når jeg spiller."
"Det er også den oplevelse, jeg har af de musikere, jeg spiller med. Folk går professionelt ind i sig selv og åbner for impulserne. Blotter sig, om man vil. Men dertil kommer, at man - hvis det for eksempel er en kvartet - at man søger efter et femte element. Og nogle gange indfinder det sig, andre gange gør det ikke, og så er det bare fire mennesker, der står og spiller nogle numre."
"Så er det fuldstændig uinteressant. Så er magien der ikke, uden at det overhovedet skal gøres til noget religiøst eller overnaturligt. Man leder efter det femte element, en eller anden form for synergi mellem de fire musikere. Når det indfinder sig, så er det rigtig fedt. Så bliver man hooked på det."
"På Jazzfestivalen skal jeg spille to duo-koncerter med Thomas Clausen. Og det er hårdt arbejde, selv om vi kender hinanden. Vi skal øve os virkelig meget, fordi vi netop kun er to til at søge efter et tredje element. Jeg skal kunne holde min kæft, uden at Thomas føler, at han står med hele lorten selv. Han skal føle, at jeg er med ham, at jeg kan gå ind i det, og at han for den sags skyld kan holde op med at spille."
"Som vokalinstrumentalist er man særlig nøgen. Man kan ikke gemme sig bag ved noget. Man kan ikke gemme sig bag ved et klaver eller bag ved en uddannelse eller bag ved et udtryk som den eller den. Folk vil gennemskue det. Man skal have fat i sin egen sjæl og sit eget udtryk. Der er no way else to do it."

Fri i sjælen
"Vokalen er det instrument, hvori det med største tydelighed afspejles, hvordan man har det. Og er der alt for mange røde lygter der lyser, så skal man flytte sig. Man skal være fri i sjælen, have det godt med sig selv og have noget på hjerte."
"Man kan fake et stykke hen ad vejen. Det skal man kunne. Det kan ikke nytte at aflyse en koncert, fordi man et øjeblik er uinspireret eller har det dårligt. Men man kan kun fake et vist stykke. Det går ikke i længden. Det er i hvert fald én ting, jeg har lært."
"Jeg har prøvet mange ting rent musikalsk. Jeg har arbejdet i et hav af forskellige konstellationer. Været virkelig udadsøgende og haft ild i røven. Jeg har, for at sige det lidt populært, været ude i en tolv-tone skala. Det har så også gjort, at jeg reelt har kastet mig ud i noget. Jeg er ikke bange. Heller ikke musikalsk. Nogle gange har resultatet så være dårligt. Andre gange har det været skide godt."

Jeg skal kede mig
"Men nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg har brug for at søge indad og få fyldt på igen. Brug for at finde kernen i mig selv. At finde den kilde, hvorfra det udspringer."
"Jeg har brug for at forholde mig lyttende og holde min kæft. Jeg har brug for at opnå at kede mig. Brug for at turde kede mig. I stedet for at føle, at jeg skal følge op på den succes, jeg har opnået."
"Der er selvfølgelig et pres fra omverdenen. Især fordi jeg har lavet noget, folk godt kan lide: Hvornår kommer der noget mere? Og pladeselskabet begynder: Skal du ikke snart følge op. Og bookingbureauet: Nu skal vi snart ud på tour."
"Men jeg føler virkelig, at jeg bliver nødt til at vente. At jeg bliver nødt til at standse op og spørge mig selv: Har du lyst til bare at fortsætte ræset? Jeg kan komme meget i tvivl. Hvis der er nogen, der ringer og spørger, om jeg vil spille et job, så har jeg stadig svært ved at sige nej, fordi jeg har lyst til at spille. Jeg kender så mange fede musikere og søde mennesker, så jeg elsker at være ude at spille."
"Men jeg må også erkende, at det er vigtigt, at turde indfinde sig på et sted, hvor man ingen status har. At turde føle sig afklædt. At turde holde sin kæft. Og ikke være nogen eller noget. Og så se hvad der kommer."
"Jeg er ikke i tvivl om, at jeg kommer til at lave flere plader. Men hvordan og i hvilken udformning, det står endnu ret uklart."

*Cæcilie Norby kan opleves sammen med Radioens Big Band i Cirkusbygningen mandag den 6. juni kl. 19.00 og sammen med pianisten Thomas Clausen på Café Bartof lørdag den 11. og søndag den 12. juli, begge dage kl. 21.00.

Festivalens kvindelige kapelmestre
*I forbindelse med Jazzfestivalen bringer Information fem interviews med danske kapelmestre. Foruden sangerinden Cæcilie Norby bringer avisen i de kommende dage interviews med tenorsaxofonisten Christina Nielsen, altsaxofonisten Christina von Bülow, tenorsaxofonisten Lotte Anker og percussionisten Marilyn Mazur.
Cæcilie Norby er 33 år, født og opvokset på Frederiksberg som datter af partitur-komponisten Erik Norby og operasangeren Solveig Lumholt. Hun gik på sangskolen, Sankt Annæ Gymnasium, tog et år på højskole og deltog i sommeren 1982 i Jazzkredsens Brandbjerg Stævne, hvorefter hun var med til at starte gruppen Street Beat. I 1983 kom hun med i jazz og funk gruppen Frontline, som i 1985 indspillede en plade, modtog Ben Webster Prisen og kastede en kåring som årest solist af sig foruden en kåring som årets jazzband, liveband, nye navn og bedste plade. Fra 1985 til 1993 udgjorde hun halvdelen af rockgruppen OneTwo. Nina Forsberg udgjorde den anden halvdel. OneTwo udgav i løbet af de otte år tre plader. I samme periode optrådte Cæcilie Norby som vokal-solist sammen med en lang række danske jazz-musikere. Først i 1995 udgav hun sin første solo jazz plade Cæcilie Norby på Blue Note. Den blev i 1996 fulgt op af My Corner of the Sky på samme mærke. De to plader medførte en hektisk koncertaktivitet over hele verden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu