Læsetid: 5 min.

Mellemøsten og historien

11. juli 1998

Ny bog om Mellemøstens historie i 2000 år

BØGER
Mellemøsten har været et politisk kraftcenter lige så længe, som menneskeheden har eksisteret. Derfor har mange personer med vidt forskellig baggrund gennem årene givet meget forskellige bud på, hvorfor denne region sammenlignet med så mange andre har været præget af voldsomme konflikter og modsætninger.
Endnu et eksempel på dette er den engelske historiker Bernard Lewis' nyeste værk Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år fra 1995, der nu foreligger i en dansk oversættelse.
Lewis har komponeret sin bog sådan, at der først gives en kronologisk fremadskridende redegørelse for det historiske forløb, Mellemøsten har gennemlevet de sidste 2000 år. Derefter følger en række tematiske kapitler om centrale emner i det lange spand af tid, bogen omhandler, og i sidste del af bogen focuserer forfatteren indgående på de mange ændringer og forandringer af forskellig art, der har gjort sig gældende i den Mellemøstlige verden på samme måde som i resten af verden.

Kompentent herre
Bernard Lewis er ikke en hr. hvemsomhelst. Gennem næsten tre årtier var han professor i Mellemøstens historie ved School of Oriental and African Studies ved universitetet i London, og siden midten af 1980'erne har han været tilknyttet Princeton Universitet i USA.
Han behersker alle de hovedsprog, der har været gjort brug af i Mellemøsten, og besidder dermed en række forudsætninger, der skulle sikre læseren en kompetent behandling af emnet. Og når læseren er færdig med indledningen, hvor Lewis overbevisende argumenterer for, hvorfor hans bog bryder med den kronologiske opdeling af den mellemøstlige historie, der ellers er mest udbredt, er lysten til at fortsætte vakt. Det gøres nemlig i den forbindelse klart, at Islams fødsel naturligvis fik afgørende konsekvenser for den del af verden, der kom under kalifatets kontrol, men det fastholdes i indledningen konsekvent, at en betragtelig del af de problemer, den islamiske verden tog op til diskussion, i virkeligheden var de samme, som under de kristne kejsere og de zoroastriske konger havde været til debat.
Dermed har forfatteren gjort sit til, at læseren ikke tolker den mellemøstlige historie fra Islams fødsel i begyndelsen af 600-tallet og frem som et selvfølgeligt og forudsigeligt resultat af den påståede guddommelige åbenbaring, der findes i Koranen. Og i mange sammenhænge bogen igennem gør forfatteren sit til at dokumentere, at den islamiske tradition er mangfoldig og langt fra udgør den monolitiske størrelse, mange gerne vil have den til at være.
Alene af den grund er bogen værd at læse. Det gælder ikke mindst for Lewis' gennemgang af Det Osmanniske Sultanat. Her er han for alvor på hjemmebane.

Tvivlsomme synspunkter
For ofte præsenteres læseren imidlertid for synspunkter og årsagssammenhænge, nyere forskning har draget i tvivl. Det gælder f.eks. noget så centralt som den dybere liggende årsag til, at Islam, der ved sin fødsel var en arabisk religion, i årene efter Muhammads død udviklede sig til at blive en verdensreligion. Nyere forskning har gennem de seneste årtier udviklet en række bud på dette, og ingen rummer vel i sig selv hele forklaringen.
Men det forekommer anmelderen fornærmende i et værk fra slutningen af 1990'erne at genfinde de årsager, som den orientalistiske forskning gjorde brug af i slutningen af 1890'erne: Det var ikke overbefolkning på Den Arabiske Halvø, der var årsag til, at araberne erobrede den politiske kontrol med Mellemøsten, Nordafrika og Iran!
Et andet eksempel er Lewis' redegørelse for den arabisering og islamisering, Mellemøsten, Nordafrika og Iran gennemlever efter den kalifale erobring i 600-tallet. Ret beset er dét, der først og fremmest karakteriserer denne udvikling, en arabisering og ikke en islamisering, som forfatteren flere steder gør gældende bl.a. på side 75. Nyere forskning har dokumenteret, at en meget stor del af befolkningen i Egypten, Syrien og Palæstina forblev kristne helt op til det 10. og 11. århundrede - uanset det forhold, at de blev arabiseret adskillige århundreder tidligere.
I et af bogens tematiske kapitler - kapitel 8 om staten - er der et andet eksempel på, at faktoreres orden i humanistisk forskning ikke er ligegyldig. Den religiøse opdeling, Koranen gør gældende, er dels en kategoriserig mellem troende og vantro i form af polyteister på den ene side, og på den anden side en speciel islamisk fortolkning af, hvilken monoteistisk åbenbaring, der er den endelige og definitive.
Koranen gør ikke overraskende gældende, at det privilegium tilfalder Islam. Og netop derfor betegnes jøder og kristne i Koranen som Bogens folk, der har krav på og ret til at opretholde egne juridiske og religiøse traditioner. De er i Koranens udlægning ikke vantro, som forfatteren fortæller læseren på side 261.
At en del radikale islamister i den moderne islamiske verden har redefineret, hvad det vil sige at være vantro og i den forbindelse også lader betegnelsen omfatte kristne og jøder, er netop et bevis på, at den islamiske tradition til stadighed gøres til genstand for nyfortolkning. Men denne omfortolkning af kategorien 'vantro' hører hjemme i det 20. århundrede og ikke i det 7. århundrede.

Sjuskefejl
Det kan næppe undre, at en anmelder af en så omfattende bog finder anledning til kritiske indvendinger. Jeg vil dog gerne understrege, at bogen rummer mange positive sider.
Til gengæld havde jeg gerne set, at den danske oversættelse var blevet bedre gennemarbejdet. Der er alt for mange sjuskede og vildledende fejl. Lad mig nøjes med at nævne et par enkelte: Side 67 hedder det: "Disse ord udgør de første fire vers af det 96 kapitler lange islamiske skrift, der kaldes koranen." Koranen er faktisk opdelt i 114 kapitler; men rigtigt er det, at de ord, der citeres i konteksten er at finde i Sura 96.
På side 74 tales om "200-tallets revolutionære forandringer." Der burde stå 700-tallet. På side 98 hævdes det, at Barmakiderne var det samme som den abbasidiske familie. Det var det ikke - og den rigtige sammenhæng fremgår lidt længere fremme i teksten. Endeligt hævdes det på side 104, at Jafar al-Sadiq (død 765) var den sjette fatimide-imam. Det fatimidiske dynasti etableredes ført i 900-tallet. Den slags irriterende og vildledende fejl er der desværre for mange af.

*Bernhard Lewis: Mellemøstens Historie i de seneste 2000 år. Oversat af Helle Lykke Nielsen, 544 s. Gyldendal, indb. kr. 398

*Jørgen Bæk Simonsen er lektor, dr. phil. ved Carsten Niebuhr Instituttet, Københavns Universitet, hvor han forsker og underviser i arabisk historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu