Læsetid: 3 min.

'Jeg mente, det var tid at trække mig'

17. juli 1998

Personlige årsager, trusselsbreve og Dansk Folkepartis hetz fik mig til at trække mig fra UNG-sam, siger Ali Celik

"Når jeg trak mig som UNG-sams formand, var det mest af personlige årsager. Og så på grund af hetzen fra Dansk Folkeparti. Senest har jeg fået et trusselsbrev, hvor man i detaljer fortalte, hvad man ville gøre ved min datter."
Det siger Ali Celik, der indtil i lørdags var formand for UNG-sam - Sammenslutningen af unge etniske minoriteter. Torsdag kunne Information fortælle, at han trak sig som formand efter uenighed med den øvrige bestyrelse om, hvem der skulle bestemme i organisationen - og efter en inkassosag om mobiltelefoner for 18.000 kroner indkøbt af Ali Celik i UNG-sams navn.
"Jeg mente, det var tid at trække mig, for jeg har været formand i to år. Jeg vil ikke benægte, at vi har været uenige, men det har ikke været om demokratiopfattelser," siger Ali Celik.
Den nye, fungerende formand for UNG-sam, Said Akrim, og kasserer Hans-Jørgen Pedersen gav torsdag i Information Ali Celik det fulde ansvar for købet af for 18.000 kroner mobiltelefoner. Og for - trods rykkere og truende retssag - ikke at have betalt regningen.

Lodret løgn
"Det undrer mig, at de kan sige, at de ikke kendte til mobiltelefonerne. Det er jo en lodret løgn," siger Ali Celik.
Den fungerende formand for UNG-sam, Said Akrim, afviser at have kendt noget til en beslutning om at anskaffe mobiltelefonerne.
"Jeg var ikke i bestyrelsen i 1997. Da jeg kom i UNG-sam, så jeg, at folk havde mobiltelefoner. Jeg troede, at det var deres egne," siger Said Akrim.
Ali Celik siger, at han har to mobiltelefoner, mens resten er ude blandt UNG-sams aktivister. Han mener i øvrigt, at mobiltelefonforhandleren burde være holdt op med at udlevere mobiltelefoner på kredit, da det viste sig, at UNG-sam ikke betalte sine regninger.
- Vil det sige, at det er hans fejl, at du ikke har betalt UNG-sams regninger?
"Det er altså ikke kun mig, der har været nede og hente de telefoner. At der har været nogle mennesker dernede og sige, at de kommer fra UNG-sam, og at de skal have en mobiltelefon, kan jeg ikke stå til ansvar for."
Mobiltelefonforhandler Michael Nielsen, BlueTel City, siger til Information, at han ikke har udleveret mobiltelefoner til nogen fra UNG-sam, uden at Ali Celik har været til stede.

Flere havde PIN-koden
Ali Celik siger - ligesom Said Akrim og Hans-Jørgen Pedersen - at han ikke har set rykker- og inkassoskrivelserne fra Michael Nielsen og hans advokat.
Said Akrim og Hans-Jørgen Pedersen henviste torsdag til, at Ali Celik alene havde disponeret over UNG-sams konti. Ali Celik svarer:
"Når jeg ikke er på kriselinjen hele tiden, må de andre have koden til dankortet. Hvis vi har en krisesag med en pige, der skal køres i taxa til Gilleleje, skal det kort være der, så man kan hæve nogle penge. Måske skulle man have gjort det på en anden måde. Men UNG-sam har jo ikke fungeret som en normal forening. Vi har på grund af kriselinjen haft sager, hvor der hele tiden skulle være mulighed for at komme til penge," siger Ali Celik.
- Hvis du sad i Indenrigsministeriet og skulle sagsbehandle en ansøgning fra UNG-sam om 250.000 kroner i driftsstøtte, ville jeres omgang med mobiltelefonerne så påvirke sagsbehandlingen?
"Jeg synes ikke, det skulle påvirke sagsbehandlingen. Frivillige organisationer har lidt nemmere ved at komme på røven end andre foreninger. Det her er jo ikke et nyt fænomen. Det afgørende må være det stykke arbejde, man laver," siger Ali Celik.
Han forsvarer sig imod beskyldningen om, at han som formand har haft for megen magt:
"Jeg har sikkert taget nogle haste-beslutninger. Men jeg har så vidt muligt søgt at tage bestyrelsen med. Hvis nogen mener, jeg har haft for megen magt, er det ikke min skyld. Så er det de andres skyld. Generalforsamlingen er øverste myndighed, og jeg kan ikke agere uden bestyrelsen. Det er da ingen hemmelighed, at jeg har været frontfigur i UNG-sam. Og det kan da godt være, at nogen har haft det lidt skidt med det."
Onsdag aften underskrev Ali Celik et dokument, hvor han påtager sig det fulde ansvar for UNG-sams økonomiske dispositioner fra foreningens start og frem til 11. juli 1998.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her