Bjarkemålet
Ay! Ay! Ay! Er jeres hjerter af marmor og jeres øjne af stål? Hvis jeg havde jeres stemmer, så ville jeg ødelægge himmelhvælvingen med mine skrig!
Med disse ord lader Shakespeare den dødeligt sårede Kong Lear træde ind på scenen, bærende på sin døde og højtelskede datter Cordelia. Forrådt af den ondskab, der allerede er i naturen. Og af det magtbegær, som den cordelianske kærlighed, men kun drives af mindreværdsfølelse, misundelse og gammelt had.
Ay! Hvad er det dog mennesker kan drives til? Som i Nordirland, hvor protestantiske ekstremister for en uge siden smed brandbomber mod en beboelsesejendom. Flammehavet fangede i et soveværelse tre for et flere århundreder gammelt religiøst had, som i Nordirland bl.a. er båret videre, fra generation til generation, indenfor den protestantiske Orange-orden. "Barbari" er det rette ord, og det brugte den britiske premierminister Tony Blair i sin fordømmelse af aktionen. Og Irlands protestantiske ærkebiskop Robin Eames rettede en direkte kritik mod Orange-ordenen: "Det er på tide at sige (...) at det som man har gjort i protestantismens navn er forkert."
Og den protestantiske ministerpræsident for det nye nordirske parlament, David Trimble (som også er medlem af Orange-ordenen) sagde "denne ondskab viser, at tiden er inde til at tænke sig om." Men er tiden ikke forpasset? Hvordan skal tilgivelse og forsoning blive mulig, efter man i generationer har formet sin identitet på hadets kultur? Kan den katolske Sinn Fein-leder Gerry Adams overtale de katolske ekstremister i og udenfor IRA til ikke at gøre gengæld, lade blodet flyde? Et stort flertal af den nordirske befolkning, på tværs af de gamle religiøse skel, støtter fredsprocessen, men er det nok når ekstremisterne - drevet af deres egen hadske logik - blot gør provokationerne mere og mere blodige. I starten af denne måned afbrændte de protestantiske ekstremister ti katolske kirker for at få Stormont-fredsprocessen afsporet - men det var ikke nok til at realisere målet, og så kom de tre drenge til at bøde.
Vil den 29-årige mor, katolikken Chrissie Quinn, der i tirsdags måtte begrave sine sønner, Richard, Mark og Jason, nogensinde kunne tilgive forbryderne? Eller i det mindste på et eller andet tidspunkt forsone sig med den mulighed, at netop dette ikke-villede "offer" måske kan styrke den i forvejen så skrøbelige fredsproces?
Det er en for vi dødelige mennesker en frygtindgydende tanken at tænke sig - og Chrissie Quinn har meddelt, at hun i hvert fald aldrig ønsker at vende tilbage til Ballymoney.
Man kan aldrig vide. Hendes egen kristne gud påbyder hende ikke kun at elske sin næste som sig selv, men endda at elske sine fjender.
Men det er næsten for meget af det gode. For hvem ville ikke kunne forstå Chrissie Quinn, hvis hun ude af sig selv, i et øjebliks affekt, greb et ladt gevær og dræbte sine børns mordere?
Alligevel formår de fleste mennesker - heldigvis - at opbyde det minimum af selvrespekt, der forbyder dem at handle på samme måde som de personer, de hader allermest.
Og det er netop dette instinkt, denne moralske sans, denne sunde fornuft eller hvad man nu vil kalde det, som en af Shakespeares allermest korrumperede, onde og magtsyge figurer, Richard III udnytter, da han forfører grevinde Anne efter at have fået myrdet hendes ægtemand. Hun vil have hævn; han byder hende sit sværd, knæler og blotter sin brystkasse, men hun kan ikke gennemføre det. Hun vil ikke ende som ham.
Richard hævder, at han selv blev drevet til at begå mordet på ægtemanden af kærlighed, at hun formåede at snyde døden.
Og dog, det gør intet menneske. Richards skæbne er allerede forlængst besejlet. Selvom han med list, intriger og ondskab får erobret sin begærede kongekrone, så falder han til sidst i kamp. Han er slave af og bliver et offer for sit eget magtspil.
En hest for hele mit kongerige! - råber han, forgæves.
Ay!
Hvor uhyre vanskeligt er det ikke at bryde den onde spiral, når den først begynder at forme mennesker. Hvad skal blive de forløsende ord og de befriende handlinger, der kan drive hadets magtlogik ud - og f.eks. i Nordirdland skabe fred og forsoning? Det er svært at skimte, men håbet er naturligvis, at folk i Nordirland lærer at afstå fra hævnaktioner og lader rygmarvsreflekserne erstatte af den seje demokratiske samtale - og måske herigennem finder ud af, at de som mennesker i grunden ikke er så forskellige fra hinanden, trods religiøse uoverensstemmelser.
Modenhed er alt, især når ekstremister og terrorister kaster brandbomber imod fredsprocessen. Der puster let til hadet i bredere grupper, hvis ikke politikere, politistyrker, efterretningsfolk og militæret får inddæmmet volden på effektiv vis.
Ay!
Hvor svært det er at holde sammen på de demokratiske kræfter viser det seneste års erfaringer fra Spanien, hvor terroristorganisationen ETA (der opfatter sig selv som en baskisk befrielseshær) med en stribe politiske mord og bombeaktioner har skabt frygt og uro.
Søndag den 12. juli, var det et år siden, at ETA bortførte og myrdede den unge konservative politiker fra Ermua, Miguel Angel Blanco. Dengang gik millioner af spaniere (og mere end en million baskere) på gaden for at demonstrere. Selvom det ikke lykkedes befolkningen at få ETA til at opgive sit forehavende, så skabte de massive demonstrationer dengang forhåbninger om, at man endelig ville kunne inddæmme terrorismen og bryde voldsspiralen. Og den baskiske præsident Ardanza (fra det moderate baskiske nationalistparti, PNV) rettede i kølvandet på mordet en skarp kritik af ETAs politiske arm, partiet Herri Batusuna: "I er medskyldige for denne forbrydelse. Miguel Angels blod hviler nu tungt på jeres samvittighed".
Mange havde forhåbninger om, at man kunne tvinge ETA til at nedlægge våbnene eller i hvert fald få HB til skarpt at distancere sig fra terroren. Men sådan er det ikke gået.
Siden mordet på Miguel Blanco er ni personer blevet myrdet af ETA. Tre politifolk, herunder et medlem af den baskiske politistyrke - Ertzaina - er blevet dræbt. Fem lokalpolitikere (alle fra ministerpræsident José Maria Aznars Partido Popular) er blevet skudt eller ofre for bombeaktioner - og derudover har en enkelt politikers hustru mistet livet.
Hvad skal det til for? At myrde ganske almindelige baskiske borgere, der vier sit liv (!) til det lokale politiske arbejde, virker hovedløst.
Det er organiseret ondskab. ETA anser åben demokratisk dialog for en trussel og skyder hellere lokale politikere i nakken eller lægger bilbomber i ly af natten.
Partido Popular har nu svært ved at finde folk nok til sine valglister før de kommende baskiske lokalvalg til efteråret. Det er i sandhed opmuntrende - for ETA - der også kan glæde sig over at sidste års enighed mellem de fredelige demokratisk partier er brudt sammen. I juni måned afbrød det socialistiske parti sit regeringssamarbejde i Baskerlandet med de to moderate nationalistiske partier, PNV og Eusko Alkartasuna (EA), fordi de havde stemt sammen med Herri Batasuna i parlamentet. Socialistpartiets nye leder José Borrell rasede: "Det ville være fint, hvis vi igen kunne se den video fra sidste år, hvor Ardanza talte om ikke at samarbejde med HB". Han vil - ligesom de konservative politikere i Partido Popular - helst isolere det, han opfatter som terroristsympatisørerne i HB. Ay! Er det ikke i denne tang til at isolere sig fra sin modpart - mest tragisk udtrykt i Orange-ekstremisternes seneste "religiøse" udrensning (og udbombning) af katolikkerne fra Ballymoney - der kan blokere for den nødvendige forsoning, gradvise mentalitetsændring, som er betingelsen for fred?
Det er i hvert fald dybt betænkeligt, når den spanske statsmagts advokat Baltasar Garzon, som i onsdags satte politiet til at lukke den baskiske avis Egin og radiostationen Egin Irratia. Det har længe været kendt at de to presseorganer sympatiserer med ETA, men Garzon mener at have beviser for, at de har direkte økonomiske forbindelser til ETA - og finansierer terroraktioner. Hvis det sidste er rigtigt, kan og må de ansvarlige personer bag transaktionerne sættes i fængsel, men så længe der ikke er fældet dom i sagen, burde den spanske regering ikke tillade et så groft overgreb på den demokratiske ytringsfrihed. Det er forfærdelig dumt, og magtmisbruget skaber mere mistillid og giver argumenter til de hadefulde. Der skal noget andet til.
Måske ikke ligefrem kærlighed, men dog den sympati og gensidig respekt for hinanden som personer, der fremkalder vilje og dialog. For i længden er et stærkt demokrati den farligste fjende for terroristernes hadske logik.
Eller for at sige det med Shakespeare: Modenhed er alt!
