Læsetid: 3 min.

Montells særinteresser

24. juli 1998

Stop Hother! - En Danmarksfarce 30

Resumé: Efter en strategisk genistreg er Pingo alias kronprinsen kravlet frem fra sin mors skørter, der har tjent ham (og et par stylter) som camouflage. Han har med et par velkrettede karateslag sendt Hother tilbage til den fiktion, han kom fra. Maria Montell har lige meddelt off-screen, at hun keder sig.

"Du kan godt komme frem. Det er overstået."
Maria Montell gled ud fra et af gardinerne foran de høje vinduer, hvor hun havde stået skjult.
"Jeg troede, du læste en bog," sagde prinsen og gav sin udkårne et blødt kys på kinden. Dronningen vendte sig bort med et forpint udtryk og tændte en ny cigaret.
"Du ved, jeg ikke er så god til at læse, Fræderæk."
"Jamen, nu havde jeg lige valgt en læselet bog til dig, skat, en jeg troede ville interessere dig. En om kærlighed."
Prinsen bøjede sig ned og samlede en tynd bog op, som Maria Montell havde smidt på gulvet.
"Iselin C. Hermann, er det ikke årets forfatter?"
"Pyha, sådan en stinker."
"Jamen, du plejer da at være helt vild med Isabella Smith og Hanne-Vibeke Holst..."
Maria Montell kvalte en gaben bag hånden.
"Hende dér er værre. Hun kan overhovedet ikke skrive. Men lad os nu komme hjem på slottet og få lidt vrik. Jeg har min nye CD'er med. Og jeg hader museer!"
Dronningen slog på én gang afværgende og undskyldende ud med hånden, mens selskabet diskret stirrede ned i gulvet. Pletten efter Hother Christoffersen var væk.
Ude på gaden lyste forårssolen, og det var varmt og stille for første gang i otte måneder. Århus så helt menneskelig ud. Men så fangedes kriminalkommissær Mortensens blik af noget iøjnefaldende mærkværdigt. En flok mennesker med røde faner bevægede sig igennem gaden.
Det sære var, at de blev ved med at tabe flagene. Først gled det ene ned på asfalten, så det andet.
"Første maj," hviskede kriminalassistenten til sin overordnede.
"Jamen, hvorfor smider de hele tiden fanerne?"
"Sultens slavehær," sagde Olsen og pegede.
Nu opdagede kriminalkommissæren, hvad der var galt. De marcherende bar sammen med de røde faner stabler af rugbrød under hver arm, og da de samtidig havde poser med spaghetti og vaskepulver og mel mellem benene, måtte det gå galt.
Pludselig fyldtes kriminalkommissær Mortensens bryst med en stor længsel. "Virkeligheden", sagde han til sig selv, "giv mig virkeligheden tilbage!"
Næppe havde han formuleret sin længsel, før unge Olsen hev ham i ærmet.
"Christoffersen!" råbte han og pegede. "Dér! Dér er han!"
Kriminalassistenten ville springe frem mellem væltende faner og stablerne med tabte rugbrød, som de marcherende nu var begyndt at slås om, men Mortensen holdt ham tilbage. Ganske vist havde han også set den elendige, undvegne slubbert. Men Hjalmar Mortensen havde besluttet en gang for alle, at for hans vedkommende var det sket med fiktionen.
Mens sultens slavehær bankede hinanden oven i hovedet med stængerne til de røde faner, kom en flok udasede mænd gående. Tøjet hang på dem, og deres skæg dinglede, som om det ikke sad ordentlig fast.
"FET," sagde Mortensen.
"PET," sagde Olsen.
Kriminalkommissæren rystede på hovedet.
"Ikke så sært, de er udmattede. Det er jo ikke den første fiasko, og når man så tænker på, at de siden halvtredserne har siddet limet til lytteapparaterne og skrevet alt det ævl ned ikke bare venstrefløjen, men også socialdemokraterne og de radikale diskede op med..."
"For slet ikke at tale om Schlüter og Ninn-Hansen. Og Ellemann aflyttede de vel også, for en sikkerheds skyld..."
"Så må de være på knæene."
Et skær af medlidenhed løb over kriminalkommissærens træk, og da idet samme et af vragene fangede hans blik over de blå briller, løftede han hånden til hilsen.
"PET eller FET," hviskede han, "det er og bliver et fedt. Spillet er ude."

(Fortsættes i morgen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu