Læsetid: 4 min.

Monumenter i sol og regn

31. juli 1998

Luften er slem ved de danske mindesmærker - men tankeløst hærværk er værre

Det er ikke godt for kulturarven at stå ude. Den luft, vi har skabt, ætser sig ind i statuerne og eroderer bygningerne bort, langsomt men sikkert. Sandstensornamenterne forvitrer, og ikke nok så mange stenhuggere kan give os en tilfredsstillende erstatning.
Man er for tiden ved at restaurere Salys rytterstatue af Frederik den V. - der måske står til en bronzemedalje blandt verdenseliten, efter Donatellos Gattamelatta i Padova og Verrocchios forbitrede Colleoni i Venedig - måske delt med Falconets monument til Peter den Store i Skt. Petersborg.
Derfor kan man ikke se, hvor mesterligt denne skulptur er tilpasset den plads, den står på - et lærestykke for alle de mur- og rumkunstnere, der i dag har så svært ved at få skalaerne til at gå op i en højere enhed. Man kan blot tænke på, hvor Robert Jacobsens skulptur er ude af proportion med Palads-biograferne. Om kort tid vil Frihedsstøtten være tilbage med kopier af de originale statuer men uden en værdig arkitektonisk indramning.
Måske man skulle have benyttet lejligheden til at flytte den til et mere værdigt sted? Men hvor kan statuer være i fred for hærværk, folk der vil male dem blå og røde og skrive deres navne på dem?
I hvert fald ikke i Frederiksberg have, hvor man kan finde et andet af Nicolai Abildgaards formidable værker i tre dimensioner, Apistemplet - det med tyren.
Som kongeligt lysthus blev det bygget kort efter år 1800 af søjler med kunstfærdige kapitæler, som var blevet tilovers fra Moltkes Amalienborgkvarter, da kongefamilien skulle have ny bolig efter Christiansborgs brand i 1794.
Man kan stadigvæk glæde sig over det fremragende håndværk i disse søjler, der oprindeligt stod indendøre på Amalienborg, men som endnu har modstået kemikaliepåvirkningen fra atmosfæren så nogenlunde godt.

Stukfrise skydeskive
Men ellers er der ikke så meget at glæde sig over, når man kommer nærmere på det smukt beliggende lille tempel på sin høj. Engang var det en indgang til Zoo, nu er der rækværk og miserabel pigtråd og en udgang fra zoologisk have ved siden af Abildgaards fine arkitektur.
Og nogen må more sig med at skyde til måls efter stukfrisen med dens kranier og ranker af frugt og blomster, selvom stukkatørerne engang har gjort sig umage med udsmykninger, hvor ikke en ranke er éns.
Spørgsmålet er, om der overhovedet er fotografier og opmålinger, der kan vise alle de detaljer, der engang skal genskabes? To kapitæler mangler på Zoo-siden - forhåbentlig er de til reparation.
I søjlehallen ligger der knuste ølflasker, kassetteloftet er fuldt af huller og malingen skaller af, og over hele facaden er der indridset disse imbecile territorieafmærkninger af typen "Her var Martinez, Mark og Steffen."
De tre har i hvert fald aldrig hørt om Nicolai Abildgaard - og det er jo så igen et spørgsmål om, hvordan 'kulturarven' bliver formidlet i skoler og medier. For det gør den jo for det meste ikke, og uden forståelse vil de danske mindesmærker igen og igen blive overmalede og ødelagte. Som Rundetårn og Sonnes frise på Thorvaldsens museum og som gravminderne på Assistens Kirkegård.

Simpel storhed
Frederiksberg Have er ellers en veludnyttet kulturarv i fuld og gratis skønhed, sådan en sommerdag.
Landskabshave i engelsk stil med smukke træer, en kinesisk pavillon og en af de mest fremragende kongestatuer fra forrige århundrede. Tom Kristensen har skrevet et digt om H. W. Bissens Frederik den Sjette, set under et andet vejrlig:

Hør hvor det regner i Drømmenes Have!
Hør, hvor det mildner med Monotoni!
Støtten af Enevoldskongen gaar roligt,
Lavt paa sin Sokkel som hen ad en Sti.
Borgerligt stille og kongeligt ene,
Blottet for alle monarkiske Tegn,
Klædet som det bør sig i Efterårsvæden
Skrider han mod mig i Træernes Regn.

Dæmpet af Mødet med Regnen og Roen
Og hans fortrolige, graa Majestæt
Sagtner jeg Gangen, forsones med Regnen,
Føler mig selv som en Konge forklædt.
Hen ad en Gangsti som lavt paa en Sokkel
Vandrer jeg fyldt af hans Tavshed og Aand,
Tavs paa hans Bud ind i Drømmenes Have,
Uden han truende løfter sin Haand.

Det er nok bedst at se kongen i diset vejr, som et drømmesyn, for i dag er han blevet meget irgrøn og skabet, med kæben plettet af skurv og øjnene som to sorte huller i den syge bronze.
Men endnu har ingen savet hovedet af ham, eller skrevet deres navnetræk over den pudsige inskription: "HAN STYREDE RIGET SOM KRONPRINDS OG KONGE I HENVED 56 AAR."
Man har ikke rigtigt kunne bestemme sig til, hvornår Frederik den Sjette tog hånd om nationen og satte sin far, Christian den Syvende i skammekrogen.

Dette er den femte artikel i en serie om, hvordan den danske kulturarv forvaltes. De forrige blev bragt 2., 11., 14. og 24. juli. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her