Læsetid: 3 min.

Morderisk optakt til skak-OL

6. juli 1998

FIDE-bossens politiske
hovedmodstander fundet myrdet

SKAK
Efter planen skal skak-OL afholdes i den kalmykiske hovedstad Elista i perioden fra den 26. september til den 13. oktober. Kalmykien er en mindre delrepublik i Sydrusland, og dens præsident er den dynamiske (et ord, der som bekendt kan dække over mange grimme ting) Kirsan Iljumshinov, der også er præsident for det internationale skakforbund FIDE. Iljumshinov er en mand med store ambitioner, ikke blot med hensyn til skakken, men i endnu højere grad med sig selv.
Det er hans erklærede mål at efterfølge Boris Jeltsin som Ruslands præsident. Iljumshinov ved endnu ikke, om han vil opstille for Bondepartiet, for kommunisterne - eller måske grundlægge sit eget parti.
Men frem i verden vil han. Og han er ferm til at rydde hindringer af vejen. Nu for eksempel finansieringen af skal-OL: Indbyggerne i Kalmykien skal efter sigende være meget stolte af deres kandidat til Ruslands øverste post. Så stolte, hævdes det, at de gerne vil arbejde et par måneder uden løn for at fremme Iljumshinovs planer.
Men der findes i Kalmykien ikke desto mindre en politisk opposition, der endda har haft den frækhed at udgive et tidsskrift, der kritiserer Iljumshinovs fremfærd.

Kritiker fundet myrdet
En af de mest fremtrædende kritikere er - eller rettere var den 52- årige Larissa Judina. For efter at hun den 7. juni blev meldt savnet, fandt man få døgn senere hendes lig ved bredden af en kalmykisk sø.
Larissa Judina skulle angiveligt have været på vej til et møde, hvor hun skulle træffe nogle meningsfæller, der ville vise hende nogle 'interessante' dokumenter. Inden sin pludselige forsvinden og død skulle den myrdede kvinde have fortalt vestlige mediefolk, at hendes arbejde som oppositionspolitiker i Kalmykien var brolagt med vanskeligheder og risici.
Sagen om dette (politiske?) mord ligger for tiden hos en undersøgelseskommision under statsadvokaturet i Moskva, der bliver personligt overvåget af Jeltsin himself. Det hører med til historien, at en anden kritisk journalist kort forinden var blevet fundet myrdet - og at der i sagen er foretaget tre anholdelser, en af dem med forbindelse til Iljumzhinov, der dog nægter at kende noget som helst til sagen, men udmærket kender til risikoen ved at være politiker: selv optræder han også i FIDE-sammenhæng omgivet af stålsatte livvagter.
Det er på den baggrund, at man skal se udtagelsen af et dansk OL-landshold, der mangler en række af de stærkeste navne. Curt Hansen, Lars Bo Hansen, Bent Larsen, Lars Schandorff og Henrik Danielsen har alle betakket sig for at drage på eventyr til Elista - og med disse fem stormestre ude af billedet har Dansk Skak Union måtte stille følgende B-hold: Sune Berg Hansen, Peter Heine Nielsen, Erling Mortensen, Nikolaj Borge og Steffen Pedersen.

Stærkt kvindehold
OL spilles som bekendt med firemands-hold, men da det er en yderst krævende turnering vælger de fleste af de stærkeste skaknationer at sende to udskiftningsspillere med, altså seks mand i alt. Danmark har ved denne lejlighed valgt at spare den anden udskiftningsspiller, rimeligvis ud fra den betragtning, at holdet efter de mange afbud alligvel ikke vil have nogen chance for at blande sig i toppen af tabellen.
Kvindeholdet, der bliver støttet af en gavmild sponsor, drager derimod afsted i den på papiret stærkeste opstilling: Nina Høiberg, Esmat Guindy, Evgenia Peicheva-Hansen og Oksana Vovk hedder kvartetten, der skal forsvare de danske farver, når det går løs i Kalmykien.
Men hvis det skulle vise sig, at Kirsan Iljumzhinov er involveret i de ovennævnte mord, bliver der næppe gennemført noget skak-OL i Elista - ligesom det forestående knock-out-VM, der efter planen skal finde sted i Las Vegas sidst på året, næppe heller bliver gennemført.
Skulle spillestedet for skak-OL bliver ændret til en mere 'civiliseret' lokalitet, vil flere af vore stormestre måske alligevel stille op på det danske hold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her