Læsetid: 3 min.

Mortensen tvinges til bogen

3. juli 1998

Stop Hother!
En Danmarksfarce 12

Resumé: Forfatter Eriksen, forfatter Grøndahl og forfatter Jensen er on the road
på forfatterrejse i Jylland.
Jensen er medarbejder ved den jyske avis, Jyllands-Posten, men gyser alene ved tanken om også at skulle BO i denne mørke del af kongeriget...

"What's ta matter, C.J.?" spurgte Jens-Martin Eriksen.
Carsten Jensen skuttede sig.
"Jeg kom til at tænke på Århus."
"Shit," sagde Eriksen. "Shit, manner."
Jens Chr. Grøndahl lænede sig frem og skubbede hornbrillerne på plads med pegefingeren.
"Århus," sagde han, "dødens by."
De nikkede alle tre. Samtidig fik Carsten Jensen øje på en bil i bakspejlet. Han spærrede øjnene op. Nej, det var ikke muligt. Det kunne ikke være ham! Han troede virkelig, at manden fra "Standart" var i hælene på ham. Så tog han en dyb indånding og trådte hårdere på speederen. Det var okay, at han gennem sin kritikervirksomhed havde givet andre paranoia. Men falde for den selv, det ville han ikke. Det gjaldt om at komme væk!
"Ål-rajt," sagde Eriksen, "bare gi' den coal, man."
Jens Chr. Grøndahl var blevet endnu blegere end sædvanlig. Men det var nu, fordi han var kommet i tanke om, at han som Barfoeds mand i PEN-klubben havde forpligtet sig til at spille Niels' rolle, efter at Barfoed var blevet smidt ud. Nu var det Jens Chr., der måtte stille op med ring i næsen og turban, når der var møde i foreningen, og de ikke kunne grave et ordentligt og tilstrækkeligt eksotisk offer frem. Han havde protesteret, for det var jo alligevel kun en fem-seks mennesker, der mødte op, men der var ingen vej uden om. Dog blev han ikke som Barfoed lukket inde i et skab mellem møderne. For det første vidste alle, at han ikke ville lave numre, og for det andet var han så kedelig, at folk normalt faldt i søvn, når de så ham. Undtagen altså, når han var sværtet sort i hovedet og havde fået den gyldne ring i næsen.
Men altså. På Forfatterskolen var stemningen fortrøstningfuld - om lidt dukkede det unge geni op! - og i bilen rugede nedturen. Men hvad med Mortensen? Hvordan havde han det efter mødet med den imposante redaktør i Nyhavn? Lad os sige, at han var rystet - ikke så meget over det par strømpebukser, der nær havde kostet redaktøren førligheden, eller den lerkrukke, der havde stillet sig til hvile på hans egen isse. Det var mere oplysningerne, der gjorde kriminalkommissæren desperat. Hvordan fanden (han bandede normalt ikke), hvordan fanden i det hede hule helvede havde man forestillet sig, at han skulle stille noget op med en efterforskning af en person, der hævdede at være Olof Palmes morder og som samtidig ikke eksisterede? Hvorfor havde alverden fået det indtryk, at han, Hjalmar Mortensen, med over femogtyve års anciennitet i tjenesten, skulle være den eneste, der gang på gang blev sat til at jagte spøgelser? Han ville ikke finde sig i det! Det ville han fanden gale ham ikke, men så kom han i tanke om Stenbjerg, og så så han frk. Himmelblås lille fod for sig, og så vidste han hverken ind eller ud. Men først og fremmest måtte han finde ud af, hvem denne Hother Christoffersen egentlig var. Hvis han altså overhovedet var. Hvis han overhovedet eksisterede som andet end en idé, en samling ord på en side. Kriminalkommissær Mortensen blev nødt til at læse den bog. Han gøs endnu en gang.

6.
Var dagen begyndt truende, blev resten af formiddagen, eftermiddagen og aftenen værre. Kriminalkommissær Mortensen oplevede for første gang i sin karriere, at han stod overfor en opgave, han ikke kunne løse - i hvert fald ikke alene. Først havde han spurgt sin kone, om hun kendte noget til et fantasme ved navn Hother Christoffersen, og da hun rystede på hovedet, nævnte han det værk, Niels Barfoed i væmmelse havde omtalt, "Marts 1970", og noget syntes at dages.
"Åh," sagde hans kone,"det var det der pjankestykke, der udkom for hundrede år siden. Det var noget med Olof Palme og dronning Margrethe, der flyttede ind i en lejlighed på Vesterbro og så... ja, så husker jeg ikke mere."
"Og Hother Christoffersen?"
"Ja, ham husker jeg ikke, overhovedet ikke. Men hvorfor læser du ikke selv bogen?"
"Du ved, hvordan jeg har det med bøger. Og jeg forstår, det er én af Overlærerens. Føj for pokker!"
"Ja, han er heller ikke min kop te, det må jeg indrømme, "sagde fru Mortensen. "Den lange bengel er for det meste en tand for ulækker."
"Og ham betaler vi penge til."
"Gør vi det?"

(Fortsættes i morgen)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her